Hvor mange forskellige grænser og virkeligheder kan vi leve med? Mindst to, åbenbart. En for de rige, én for de brødløse.

Prøv dine grænser af! Udvid dig selv og overskrid dine grænser. Grænseløst uden regler, hedder det om det nye realityshow »Kongerne af Marielyst«.

Arbejdspladser og medier er vilde med mennesker, der bryder deres individuelle grænser. Man får unægtelig indtryk af, at vi lever i en meget, meget fri verden.

I den verden, hvor arbejderne og mange studerende lever, er grænsen for anstændighed længst overskredet. Overalt i Europa skæres i dagpengene til arbejdsløse.

Enten fordi det er et diktat bagt ind i »hjælpepakkerne« fra EU, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond. Eller også, som hos os, for at forberede os på en fremtid, som den vi ser i Spanien, Italien, Grækenland og Portugal, Letland og mange andre lande.

Kan de ikke se et andet samfund for sig?

Reality reality

Spanien er hårdt og urimeligt ramt. Folk bliver smidt ud af deres boliger. Socialhjælpen bliver taget. »Mennesker har nu engang bedst af at få et arbejde«. Folk er tvunget til at æde deres pensionsopsparinger. Og så sulter de. Det er reality reality med overskredne grænser.

Mennesker har en etisk ret til som borgere og arbejdere at sikre samfundet og sin klasse.

»Enhver har som medlem af samfundet ret til social tryghed og har krav på, at de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, der er uundværlige for hans værdighed og hans personligheds frie udvikling, gennemføres ved nationale foranstaltninger og internationalt samarbejde og i overensstemmelse med hver stats organisation og hjælpekilder«, hedder det i FN's Menneskerettighedserklæring fra 1948.

Og i artiklen efter: »Enhver har ret til arbejde, til frit valg af beskæftigelse, til retfærdige og gunstige arbejdsvilkår og til beskyttelse mod arbejdsløshed.«

Det er på sin vis en smuk erklæring, og der kunne stå meget mere i et avanceret samfund. Men nu er vi her, og kan konstatere, at disse artikler med løfter blev til i en bestemt politisk situation, hvor styrkeforholdet var et andet. Lige nu ruller vi baglæns, fordi den organiserede arbejderklasse er for svag – eller overvejende politisk uorganiseret.

Legalt oprør

200 sultende landarbejdere i Andalusien gik ind i to supermarkeder og fyldte ti indkøbskurve i to supermarkeder med mælk, ris, kød og andre fødevarer. De tømte kurvene til fremstrakte hænder. Landarbejdernes Fagforening i Andalusien besatte et stort jordområde, som er ejet af militæret, der kun bruger en lille del af området. De ville lave et kooperativ og dyrke fødevarer for at ernære sig selv og befolkningen.

Det var både en retfærdig, etisk fuldt lovlig aktion og en nødvendighed. Ifølge Caritas, der er en nødhjælpsorganisation, er 350.000 andalusiske familier underernærede. 1,3 millioner er arbejdsløse.

Alligevel blev begge aktioner brutalt nedkæmpet af politi og aktivisterne er forfulgt på måder, der ligner Generalissimo Francos fascistiske periode i Spanien.

Den konservative spanske regering og borgerskabet reagerede, fordi deres grænse blev overskredet. I modsætning til arbejderne er deres grænse ikke etisk, men baseret på individuelle privilegier og deres systems forsættelse.

Historien kan have en grum ironi. De borgerlige revolutioner i Europa i 1700 og 1800-tallet var stærkt inspirerede af liberalismens filosofi om frihed.

Det var eviggyldige rettigheder, der var en del af alle menneskers startpakke. De var præget af, at de blev til i opgøret med den gamle feudale magt, som klamrede sig til sine privilegier og systemets fortsættelse. De kæmpede for et samfund uden udgang.

Den franske menneskerettighedserklæring udtrykte politiske organisationers »ret til modstand mod undertrykkelse«.

De spanske arbejdere har vist, at regeringen ikke har legitime rettigheder til at forhindre dem i at brødføde deres familier på landet og i byer. Regeringen har markeret en grænse, som må overskrides.

Kampen i grænselandet åbner nye realistiske skridt gennem overtagelser af land, fabrikker og huse. Det er nødvendigt og det er muligt at have et samfund uden finans- og banksektorer.