DEL DENNE ARTIKEL
Er det kun et stormagtspil om gas?
Oprørerne har så – heldigvis – modtaget våben fra udlandet. Ellers ville det have været en let sag for Assads styrker at nedkæmpe det folkelige oprør.
af Eigil Nielsen, Frederiksværk
Arbejderen har den 9. august en større artikel, der søger at forklare konflikten i Syrien som et led i en israelsk plan for at svække Syrien.
Israel vil angiveligt søge at spænde ben for en gasledning gennem Syrien, uden om Tyrkiet. Der er utvivlsomt mange interesser, der gør sig gældende i den konflikt, men man bør vel skille skidt fra kanel.
For mig at se er oprøret i Syrien først og fremmest startet som følge af det arabiske forår. Store dele af befolkningen har ikke mere villet finde sig i Assads brutale undertrykkelse.
Synet af et frygtelig mishandlet lig af en dreng, der havde skrevet anti-Assad-grafitti var en umiddelbar anledning.
Som jeg tidligere har skrevet, har jeg på tv-kanalen Al-Jazeera kunnet følge, hvorledes fredelige fredagsdemonstrationer blev beskudt af Assads soldater. Først nogen tid efter begyndte demonstranterne at skyde igen.
Her må man vel sige, at det væbnede oprør begyndte. Det ser på ingen måde ud til, at oprøret skete på foranledning af udenlandske ønsker.
Senere blev bykvarterer med oprørere brutalt beskudt med tungt skyts eller blev bombet fra kamphelikoptere.
Oprørerne har så – heldigvis – modtaget våben fra udlandet. Ellers ville det have været en let sag for Assads styrker at nedkæmpe det folkelige oprør.
Når oprørerne kæmper så indædt, kan en af årsagerne være, at de husker den nedslagtning og ødelæggelse af byen Hama, som fandt sted 1982, efter et oprør dér.
Man regner med, at 20.000 blev dræbt, og da den tyske journalist Peter Scholl-Latour kort tid efter kørte gennem byen, mindede den ham om Tysklands udbombede byer efter Anden Verdenskrig. (Beskrevet i bogen: »Arabiens Stunde der Wahrheit«, 2011.)
Hvis ikke oprørerne nu vinder i Aleppo, vil byen måske opleve samme skæbne som Hama, for der er ikke noget, der tyder på, at Bashar al-Assad vil være mere skånsom end faren, Hafez al-Assad, i 1982.
Jeg ville ønske, at Arbejderens redaktion ville have mere forståelse for, at langvarig undertrykkelse godt kan fremkalde oprør hos en befolkning. Det kan ske, uden at udenlandske interesser behøver at være initiativtagere.
Redaktionen: Svar til Eigil Nielsen
Vi skal søge at gøre det umuligt for Vesten og NATO at udnytte situation til deres fordel og bruge den som en anledning til at få yderligere kontrol med regionen og dens energiressourcer.
Det er ikke første gang Eigil Nielsen henvender sig med disse synspunkter, og vi har tidligere svaret, så der er ikke noget grundlæggende nyt i dette svar – ligesom der ikke er noget nyt i Eigil Nielsen indlæg.
At Eigil Nielsen så ukritisk forlader sig på Al Jazeeras informationer og misinformationer har vi tidligere advaret imod særligt i denne konflikt i Syrien. Al Jazeera er ejet af emiren af Qatar, som er en af hovedsponsorerne af den væbnede opstand mod Assad-styret.
Vi er naturligvis enige i, at der er mange årsager til den blodige og ulykkelige konflikt. Om den er startet som en konsekvens af udenlandsk indblanding eller om den udenlandske indblanding først kom efter at opstanden var indledt er ikke afgørende. I dag er det en konflikt, hvor udenlandske, reaktionære og imperialistiske interesser spiller en helt central rolle.
Vi er også enige i, at den syriske befolkning har både grund til og ret til at kæmpe for frihed, demokrati og menneskerettigheder... og fortjener international, folkelig solidaritet.
Men friheden, demokratiet og menneskerettighederne ligger ikke for enden af en krig ført med våben betalt af USA, NATO, Saudi Arabien og Qatar.
Arbejderens dækning af konflikten i de arabiske lande herunder i Syrien bygger på et klart grundlag:
Folkene har grund til og ret til at kæmpe for frihed og demokrati og fortjener solidaritet.
Vores vigtigste støtte er at søge at gøre det umuligt for Vesten og NATO at udnytte situation til deres fordel og bruge den som en anledning til at få yderligere kontrol med regionen og dens energiressourcer.
Vi skriver om konflikten på basis af information, som vi skaffer os fra mange forskellige kilder. Lad os blot nævne tre: Den borgerligt-liberale avis Daily Star i Libanon, Global Research i Canada og det uafhængige nyhedsbureau IPS.
Og trækker vi på en række anerkendte eksperter. Arbejderen står så langt fra alene med sin forståelse af situationens hovedtræk og vores opgave.
Det vil Eigil Nielsen og alle andre læsere kunne se et stærkt eksempel på, når vi i weekenden bringer et stort interview med den arabiske analytiker og autoritet på feltet Samir Amin.
Redaktionen
