Når SF taler om social balance, solidaritet, og at de rige skal være med til at finansiere velfærdssamfundet, så er det dybt utroværdigt, for de lægger stemmer til at øge fattigdommen og uligheden.

af Kim Nielsen, Køge

Den lyseblå regering førte skinforhandlinger med Enhedslisten – ikke nok med det, SF har bekendt sig til at føre en politik, der ikke adskiller sig fra borgerlig politik.

Derfor kan man rolige sige, at når SF taler om social balance, solidaritet, og at de rige skal være med til at finansiere velfærdssamfundet, så er det dybt utroværdigt, eftersom SF lægger stemmer til at øge fattigdommen og uligheden.

Knud Vilby, tidligere formand for Socialpolitisk Forening, skrev i Arbejderen (den 26. juni), at det ville være en katastrofe, hvis den lyseblå regering mister regeringsmagten.

Det undrer mig, når man ser, at Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre siden 1993 gennemførte den ene forringelse efter den anden over for de svageste grupper.

Under Nyrup-regeringen blev dagpengeperioden nedsat med fem år, og genoptjeningen af retten til dagpenge blev fjernet for de ledige i offentlige jobtræning.

Endvidere blev der indført tvangsaktivering, hvor mange tusinder af ledige blev ydmyget og nedgjort. Det blev gjort muligt for kommunerne at fratage kontanthjælpen, hvis kontanthjælpsmodtageren sagde nej tak til aktivering

SF følger op med den asociale politik ved at reducere overførselsindkomsterne yderligere, bebude reformer vedrørende fleksjob, kontanthjælpen og førtidspensionen, som skal medføre besparelser, der skal finansiere velfærden. Der er ikke meget velfærd for de mennesker, som reformerne ville ramme.

Villy Søvndal gør et stort nummer ud af, at de hæver folkepensionen for de fattigste folkepensionister med 5000 kroner årligt.

Derimod undlader Villy Søvndal at fortælle, at den hidtidige, mindre regulering af overførselsindkomster ifølge Ældresagen har betydet, at folkepensionister i en periode fra 1995 til 2011 har fået 6032 kroner mindre.

Det må alt andet lige betyde, at forringelsen af folkepension vil vokse over tid.   

De borgerlige har kun haft det i munden at ville forringe levevilkårene for de svageste, men SF og S har ikke haft problemer med at føre ensidige forringelser ud i livet.

Det er svært at forstå, at det skulle være en katastrofe, at en regering, der fører en ensidig nedskæringspolitik, der kan medføre mange ubehagelige ting ud i fremtiden, skulle miste magten.

Enhedslisten har sagt, at de skal have en kompensation for de forringelser, der rammer den svagt stillede del af befolkningen, for at de kan stemme for finansloven.

Det er svært at se, at den lys blå regering kan indfri det ønske, når Det Radikale Venstre fastholder elendighedspolitikken.

Enhedslisten og Knud Vilby kan risikere at blive anset som en del af den højre drejning, som SF har foretaget, hvis de henholdsvis holder en hånd under regeringen eller argumenter for det.

For mig er det ligegyldigt, om statsministeren er en Socialdemokrat eller en Venstremand, når de fører den samme usolidariske og socialt uansvarlige politik.

Der er mange borgerlige kommentatorer og især socialdemokrater, der er overbevist om, at Enhedslisten ville komme krybende til korset og holde hånden under regeringen.   

Jeg tror ikke på, at mange af Enhedslistens vælgere har stemt for, at der fortsat skal føres en politik, der kun rammer de absolut svageste.

Det er aldrig godt for nogen at blive taget for givet, fordi det tit betyder, at respekten forsvinder, og lydhørheden over for vedkommendes synspunkter nemt overses.

Det vidner den adfærd, Det Radikale Venstre, Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti udviser over for Enhedslisten, om – og dermed også over for de flere hundrede tusinder af mennesker, der havde sagt nej til en borgerlig politik.