I dag er det 100 år siden, at dansk-amerikanske indvandrere holdt den første folkefest til minde om fødelandet i Rebild Bakker. Meget har ændret sig siden da.

Solvognens gæve indianere skuer ud over en proppet Rebildfest, før de rider ned for at overbringe deres budskab om frihed, lighed og broderskab i USA.

nilsvestfilm.dk

Nyhedskommentar

af Gert Poder

Det var i al ydmyghed, at dansk-amerikaneren Max Henius i 1911 fik ideen til en årlig fest, hvor folk fra de to nationer skulle mødes for at mindes det, der forener dem.

Festen blev lagt på 4. juli, USA’s uafhængighedsdag, og den skulle minde udvandrerne om, hvor de kom fra og hvad de havde forladt.

Den danske udvandring til USA kulminerede i 1880’erne med næsten 90.000, de fleste fra Jylland. De var flygtet fra et kriseramt, udhungret og stivnet bondesamfund med for mange munde at mætte, og for lidt og for dårlig jord til at brødføde dem med.

Derfor valgte Rebildfestens fædre at lægge den  på Nordjyllands karrige hedelandskab i Rebild Bakker ved Skørping. Her købte Dansk-Amerikansk Forening 140 tønder hedejord, som den forærede til staten under den betingelse, at festområdet  skulle bevares som hede.

Fra starten tog danske politikere Rebildfesten alvorligt. Thorvald Stauning talte flere gange som statsminister, en tradition der er blevet fortsat af samtlige danske regeringsledere siden afslutningen af Anden Verdenskrig.

Årets fest er ingen undtagelse. Hovedtaler ved dette 100 års jubilæum er den nye statsminister Helle Thorning –Schmidt.

Hyldest til en supermagt

Med årene blev de gamle dansk-amerikanere udskiftet med anden og tredje generations efterkommere.

Dermed skiftede Rebildfesten, der er den største af sin slags uden for USA, fokus. Glemt blev de jyske udvandreres ydmyge rødder til fordel for de danske indvandreres lod og del i den succesrige supermagt USA.

Også talerne forandrede sig. Efter Anden Verdenskrig blev USA vor vigtigste allierede og beskytter under den såkaldte Kolde Krig. Slagord som demokrati, frihed og lighed fløj over hedebakkerne.

Ikke alle syntes, at det var en god idé. Nogle mente, at USA skulle feje for sin egen dør, før det brugte Rebilds talerstol til at sprede budskabet om the american way’s lyksaligheder.

I 1970 vakte det pinlig opsigt, da den danske hovedtaler, socialdemokraten Bodil Koch, fremhævede, at kommunistskrækken i USA var blevet til konformisme.

Øjenbrynene røg yderligere en tak i vejret, da hun citerede den amerikanske borgerrettighedsforkæmper Elridge Cleaver, og kritiserede krigen i Vietnam.

Indianerne kommer

Intet har dog overgået postyret – og statsmagtens brutalitet – da aktivister fra teatergruppen Solvognen i 1976 afbrød selveste dronningens hyldesttale.

Her viste 40 aktivister, udklædt som indianere og til hest, deres solidaritet med ofrene for det hvide USA’s storhedsvanvid – ghettoernes sorte, reservaternes røde og Sydens latino-skurbyer.

Aktionen var samtidig en protest mod amerikanernes rolle som »verdens politimand« i Sydøstasien og Sydamerika. Som salt i arrangørernes så blev den sendt  på direkte tv af Danmarks Radio og flere amerikanske kanaler.

Rebildfesten 2012 vil sikkert forløbe i den slags ydre fred, som en statsmagt foretrækker ved den slags festlige lejligheder – i ro og mag, uden antydning af skygger.

De amerikanske talere vil hylde den lydige danske vasalstat, mens den danske elite med dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og statsministeren i spidsen vil bøje sig i støvet for Storebror.

I stedet ville lidt heniusk ydmyghed være på sin plads.