Skattereformen endte med at blive en sand gave til Søren Pind og de andre underskrivere af de 10 liberale teser, som fik opfyldt deres drøm om lavere offentlig forsørgelse og lavere marginalskat.

Jens Jonatan Steen er analysechef i tænketanken Cevea.

Vi tager den for givet, vi lovpriser den og vi elsker den. Samtidig er det nok de færreste danskere, der for alvor kan gennemskue og forklare genialiteterne i den danske model. Men de kan meget vel blive mere synlige, hvis vi fortsætter den gradvise afvikling af det danske flexicurity-system.

Den nye skattereform blev en sand feberredning fra VK, der igen-igen fik holdt hånden over »murstens-millionærer« og sendt regningen nedad til overførselsindkomster. Den nye reform endte således med at blive en sand gave til Søren Pind og de andre medunderskrivere af de 10 liberale teser, som langt om længe fik opfyldt deres drøm om lavere offentlig forsørgelse og lavere marginalskat.

Det store spørgsmål er, hvad konsekvenserne bliver, og hvad SRSF-regeringen har tænkt sig at gøre?

Angreb på trygheden

Den nye skatteaftale betyder, at overførselsindkomsterne ikke fremover som nu vil følge med lønudviklingen, men i stedet blive mindrereguleret med 5,1 procent fra 2016. Én ting er, at det vil øge uligheden i samfundet – på sigt endda ganske meget. Noget andet er, at det får en række utilsigtede følgevirkninger på resten af arbejdsmarkedet.

Indkomsttabet ved at gå fra lønarbejde til dagpenge vil nemlig blive markant større. Beregninger fra Økonomi- og Indenrigsministeriet understreger, at den økonomiske kompensation i dagpengesystemet udhules markant.

For en faglært lønmodtager i den private sektor vil dækningsgraden (den andel af lønindtægten, som dagpengene kompenserer for efter skat) eksempelvis falde fra de nuværende 58,4 procent til 54,5 procent i 2022.

Og for højtlønnede falder dækningsgraden helt ned til omkring 40 procent af den tidligere indkomst. Dermed accelereres den svækkelse af trygheden i den danske flexicurity-model, som reelt har fundet sted i mange år.

Krav om mere sikkerhed 

Som modsvar må det forventes, at de faglige organisationer vil kæmpe for større jobsikkerhed i fremtidens overenskomster i form af længere opsigelsesvarsler, større godtgørelser og mere rigide ansættelseskontrakter.

I en undersøgelse, som Interresearch lavede for Cevea i fjor, svarede 64 procent af danskerne, at de ville rejse et krav om større jobsikkerhed og mere restriktive regler for afskedigelser, hvis trygheden ved dagpengesystemet blev yderligere svækket.

Samtidig vil forringelserne formentlig også få flere til at overveje, hvorvidt dagpengesatserne er tilstrækkelige til overhovedet at retfærdiggøre et a-kasse medlemskab?

Hvis disse forandringer for alvor slår rod, vil det have konsekvenser. Vi vil miste vores unikke trepartsforhandlingssystem, vi vil miste vores verdensrekord i fleksibilitet og vi vil miste vores højt elskede omstillingsparathed.

Kom til forhandlingsbordet

Mens arbejdstagere, arbejdsgivere, politikerne og alle førende eksperter elsker den danske model, så er det hovedrystende, at ingen tager ansvar for udviklingen og for at sikre et reelt alternativ. Det svarer til dengang, hvor Grislingen i Hundredemeterskoven spurgte Peter Plys, hvor de var på vej hen, hvortil Plys svarede: »Jeg ved ikke helt, hvor vi er, eller hvor vi er på vej hen, men vi skyder en god fart!«.

Derfor er der i dén grad brug for at genoptage de kuldsejlede trepartsforhandlinger. Her bør man foretage et historisk kompetenceløft af den danske arbejdsstyrke og se på mulighederne for at lade dagpengeperioden følge de økonomiske konjunkturer og arbejdsløshedens udvikling.

Samtidig bør man også kigge på optjeningskravet, hvor det i Danmark kræver næsten fire gange, så mange arbejdsdage som i Sverige at genopnå retten til dagpenge. Og endelig så skal retten til fuldt skattefradrag for fagforeningskontingent genindføres.

Budskabet til de tre parter og særligt til regeringen lyder derfor: Tilbage til forhandlingsbordet ASAP!