Valget for regeringen var klart – blå aftale eller lyserød aftale. Regeringen valgte selvfølgeligt blåt og er sejlet ind i et turbulent farvand.

Ingen kan være i tvivl om at kriserne står i kø. Det gør løsningerne til gengæld ikke. Elite-koalitionen vælger konsekvent værktøjerne fra den gamle kasse: nedskæringer, mere arbejde til lavere lønninger og mere overstatslig styring.

Valget bliver stillet enkelt op. EU-topmødet stillede med to baner: Mere EU med blå flag og gule fiksstjerner – centralmagt eller kaos. For R-S-SF var det lige så enkelt: Mere blå politik eller kaos.

Den moderne socialisme

Ugens tophistorie har været skattereformen. Regeringen valgte at gå den blå vej. Havde R-S og SF ikke lovet at gøre op med blokpolitikken måske?

De fik en aftale med Venstre og Konservative, efter at Venstre skiftede taktik og pludselig indså, at regeringen var til salg, og at de selv sådan set var lige glade med prisen. Venstre var først og fremmest interesserede i en aftale. Ikke for dens indhold, men for at fange regeringen på en kontrakt.

Aftalen endte asocial. Ikke fordi at det var et krav fra V og K, sådan var udspillet fra regeringen født. Det er nemlig »moderne socialisme«, som blandt andet betyder, at der bliver skåret i reguleringen af overførselsindkomsterne, dog nu først fra 2016 (et taktisk træk for at holde det ude af den kommende finanslov). Corydon og Möger slår det hen, at det derfor ikke bety-der noget, men insisterer alligevel.

Efter samme omvendte logik blev nedskæringerne i dagpengene solgt. »Vi skaber job i stedet for, det er jo hvad folk har brug for«. Men hvorfor skære når folk alligevel får et af de mange job, som regeringen nu har lovet?

Det lykkedes Enhedslisten at holde sig ved forhandlingsbordet og få luget beskæringerne på overførselsindkomsterne og få penge til at skaffe job til unge. Valget for regeringen var klart – blå aftale eller lyserød aftale.

Regeringen valgte selvfølgeligt blåt og er sejlet ind i et turbulent farvand. S og SF tømmes nu for støtter både inde fra og ude fra. Regeringen har ladet sig afvæbne af Venstre og Konservative, samtidig med at de – samme dag som aftalen blev indgået – sagde højt og tydeligt, at de vil vælte regeringen så hurtigt som muligt.

Problemet for regeringen er nu, at den kun kan overleve ved at lave aftaler med Enhedslisten, men så må den bryde principper om »en moderne socialisme«.

Politimester­demokratiet

Den tumultariske uge på Christiansborg fortsatte på en overrumplende måde, da Birthe Rønn Hornbech udtalte sig negativt om Enhedslisten: Ud af Folketinget med jer!

Politimesterdemokratiet har vist, hvad det består af. Enhedslisten »hører med deres nuværende arbejdsform ikke hjemme i Folketinget. Og de sidste dages forløb viser også, at partiet aldrig kan få indflydelse i længere tid.« Det er ligeså dumt, som det er uhyrligt.

Med den kurs S og SF ligger på, er det indlysende, at der er brug for en meget kraftig mobilisering nede fra udenfor Folketinget. Det er på uddannelsesinstitutionerne, i kvartererne, i politiske og faglige bevægelser, at presset ikke blot skal bygges op, men det er herfra, at løsningerne og ideerne til et andet samfund skal tage form.

Medierne trækker det hele ind om Christiansborg, og dramatiserer i de kendte fortællefigurer. Men der er også en anden virkelighed.

Der er netop nu et moment af opbrud blandt folk, som stiller spørgsmål og søger svar. De ligner nogle der også er parate til at tage ansvar – action.