Får østeuropæerne blot mindstelønnen, er danske fagforeninger koblet af.

Skærveknuseren

af Kjeld Stenum

I USA-delstaten Wisconsin vandt den siddende guvernør, republikaneren Scott Walker nylig i et midtvejsvalg over demokraten Tom Barrett med omkring 60 procent af stemmerne. Det interes­sante – og uhyggelige – ved dette valg var, at det var et politisk opgør om fagforeningers ret til at forhandle kollektive overenskomster. Sidste efterår fratog samme Scott Walker nemlig de offentligt ansattes fagforeninger ret til at forhandle kollektive overenskomster.

Så man kan sige, at vælgernes tillidsmandat til den siddende guvernør var udtryk for et ja til, at delstatsguvernøren skulle have lov til dette dybt kontroversielle skridt. Dybt kontroversielt fordi det, uanset hvordan man vender og drejer det, er udtryk for et overgreb mod den for selv et borgerligt demokrati så grundlæggende foreningsfrihed.

Skal det at udbyde sin arbejdskraft på det offentlige arbejdsmarked være en fri borgers fri handling, har denne borger naturligvis også ret til selv at bestemme, under hvilken form han/hun ønsker at gøre dette – herunder om det skal ske som medlem af et fagligt organiseret lønforhandlende kollektiv.

Den ret valgte Wisconsins vælgere altså at sige nej tak til. Nu skal det siges, at det er meget usædvanligt, at guvernører i USA bliver sat fra bestillingen i utide. Og Scott Walker havde brugt ulige mange flere penge end sin modkandidat i valget, så han havde åbenbart ikke engang følt sig særlig sikker på det normalt meget sikre genvalg.

Men uanset om vælgerne lod sig købe til det eller ej: Deres nej tak var et grundlæggende angreb ikke blot på fagforeninger, men på demokratiet. Man havde større tillid til at »løse« kriser ved at give arbejdsgiveren – her delstatsregeringen – totalitære beføjelser til at skære i løn og arbejdsvilkår efter forgodtbefindende end til at bruge sin borgerret til at forhandle organiseret.

Samtidig offentliggjorde de danske bygningsentreprenørers blad Licitation tal, der var baggrund for en optimistisk erklæring om, at danske bygningsarbejdere fremover får lettere ved at konkurrere med polakker, tyskere, svenskere og nordmænd. De frie markedskræfter er i færd med selv at løse byggebranchens tunge problem med de udenlandske bygningsarbejderes overtagelse af danske arbejdspladser gennem løndumping.

Danske bygningsarbejderes lønninger stiger nemlig kun cirka 0,9 procent om året, hvilket er mindre end halvt så hurtigt som vore udenlandske kollegers og ikke engang ifølge borgerlige økono­miske beregninger nok til at holde trit med prisstigninger. Eksempelvis stiger svenskernes løn med cirka det dobbelte.

Nu er det ikke noget overraskende nyt for os i byggebranchen, at lønnen stiger så lidt, at det er røv og nøgler i forhold til vore udgifter til livsfornødenhederne. Det har vi dagligt mærket på vores krop i årevis. Og der er ikke noget mærkeligt i, at vores løn opfører sig sådan, når vi på vores eget arbejdsmarked skal konkurrere med polakker, tyskere og svenskere, som er vant til markant lavere løn end os.

Jeg skal heller ikke udelukke, at vi muligvis ikke kan undgå at skulle igennem sådan en barsk lønudjævningsproces, før motiveringen til fagligt sammenhold hos vore udenlandske kolleger vil blive stor nok til, at de vil solidarisere sig med os i kampen for vores allesammens ret.

Hvad, jeg vil frem til, er imidlertid, at mens vi venter på det, må vi ikke tabe målet af sigte. Det er svært at bevare optimismen, når man afmægtigt må finde sig i at miste sit arbejde til østeuropæere på mindsteløn. Det er nemt nok udefra at sige, at vi skal tage os sammen og slås. Men sagen er jo, at vi ikke kan gøre noget i sådan en situation uden faglig organisering. Og får østeuropæerne blot mindstelønnen, er danske fagforeninger koblet af.

De kan ikke støtte os, når overenskomsten ikke brydes, og mindsteløn er ikke overenskomstbrud. Det er et meget markant problem på danske byggepladser, der traditionelt ligger et godt stykke over mindstelønnen. Der kan fagforeningerne ingenting. Og unge mennesker gider ikke være medlemmer af fagforeninger, der ingenting kan.

Hvorfor betale til noget, vi ikke kan bruge til noget? spørger de. Så står de hellere alene på arbejdsmarkedet. De opgiver frivilligt det, Wisconsin-guvernøren tvang sine offentligt ansatte til at opgive. Og en del kommer nemt til at indtage den holdning, at den eneste der reelt kan bjerge dem helskindet gennem krisen, det er deres arbejdsgiver. Så vælger man i en konfliktsituation at svigte kollegerne for at holde sig gode venner med mester. Alt det andet ender jo bare i tom snak, og så er det alligevel mester, der skal redde éns røv.

Det er en meget farlig udvikling. For der er altid kun to veje ud af en krise: Enten må mester betale, eller også må vi. Og lader vi frivilligt mester bestemme, ender han nok også med at lade os betale. Om ikke andet så fordi konkurrencen med andre entreprenører tvinger ham.

Lader vi kapitalisterne frit vælge, er der altid mindst én, der vil være størst. Og det tvinger alle andre til at satse på det samme, hvis de ikke vil knuses i konkurrencen. Så alle kapitalister vil spare omkostninger, og vi træder ind i en selvforstærkende ond cirkel af forringelser af løn og arbejdsforhold. Vælger vi derudover at opgive retten til at organisere os imod dette, træder vi frivilligt ud over kanten til the point of no return, hvorfra hver eneste forringelse kun bringer os endnu længere væk fra at magte at gøre modstand næste gang.

Det er på den måde, fascisme udvikler sig. Skal vi sige fra, skal det være, mens vi endnu kan. Det er derfor, det er så vigtigt at holde fast i fagforeningerne, også selv om de ikke kan gøre en skid for os i dag. I morgen bliver det dér, det sner.