»Virginia–Erklæringen« er den første i rækken af de garantier om menneske­rettigheder, der følger af USA’s og Europas borgerlige revolutioner.

Den 12. juni 1776 vedtager staten Virginias revolutionære lovgivende forsamling den såkaldte »Virginia-Erklæring om Rettigheder«.

Det er det første lovgyldige dokument i moderne tid, der stiller alle borgere lige for loven og giver alle en række basale frihedsrettigheder.

I sommeren 1776 er den blodige amerikanske frihedskrig i fuld gang, og de 13 britiske kolonier på den nordamerikanske østkyst er for alvor i gang med at samle sig under den føderale regering, der senere bliver til USA.

Den amerikanske frihedskamp er kraftigt inspireret af oplysningstidens idealer om universelle menneskerettigheder og en statsorden baseret på rationelle principper og lighed for loven. Adskillige af revolutionens politiske ledere arbejder i fællesskab på at udvikle en rette principper, der skal beskytte borgerne imod overgreb fra staten, noget som man kun kender alt for godt fra det britiske kolonistyre.

Det første forsøg på at samle disse principper i en samlet erklæring bliver udarbejdet af George Mason i maj 1776 og forelagt Virginias revolutionære parlament til vedtagelse den 12. juni. Virginia-Erklæringen fastslår alle mænds(!) ret til frihed, ligeberettigelse og beskyttelse imod diskrimination.

Den garanterer ytrings- og pressefrihed samt retten til frit at kunne organisere sig. Den sætter strenge begrænsninger for statens magt over den enkelte borger, forbyder tortur og gør den private ejendomsret ukrænkelig.

Vigtigst af alt slår den dog fast, at det til enhver tid er borgernes ret at vælte en »under­trykkende eller uduelig regering« gennem en revolution.

Virgina-Erklæringen kommer til at inspirere en lang række senere dokumenter ­– i første omgang den amerikanske uafhængighedserklæring, der går i trykken blot én måned senere.

Men den er også grundlag for den nordamerikanske forfatning, den franske revolutions rettighedserklæringer, ja stort set alle fremtidige erklæringer og love om menneske- og borgerrettigheder.

Selv om Virginia-Erklæringen er revolutionerende for sin tid, kniber det dog mere med udførelsen i praksis. I USA kommer der til at gå 150 år, inden rettighederne kommer til at gælde dén halvdel af befolkningen, der er af hunkøn, og endnu 40 år inden den kommer til at gælde for folk af mørkere hudfarve.

Artiklen om retten til at styrte et undertrykkende styre gennem revolution har USA selv været blandt de flittigste til at bryde. Der er næppe tal på, hvor mange gange den amerikanske regering har nægtet andre folkeslag friheden ved at knuse revolutionære bevægelser. Man glemmer tit, at den amerikanske revolution blev ledet af hvide mænd fra det øverste borgerskab, hvis rigdom først og fremmest var bygget på slavearbejde.

Alligevel er der grund til at huske Virginia-Erklæringen, både fordi den er den første af sin art, og fordi den faktisk giver rettigheder, som USA’s regering siden hen helst har villet glemme alt om.