Når mennesker bliver syge, skal de heles, men det tilhørende sundheds­system er ikke altid lige velegnet til det formål.

Systemer har med det vokse, forgrene sig og dele op. Det sker naturligt som en løbende specialisering i flere og flere felter.

Specialiseringen af mennesket på sygehusene og borgerne i kommunen spejler sig efterhånden i en organisationsstruktur, regelsæt og normer.

Når det er nået dertil, begynder det hele at blive stift og til selvopholdende systemer.

Én dør

Forleden hørte vi om en arbejdsløs kontanthjælpsmodtager i Aalborg, der havde syv sagsbehandlere i kommunen.

Sagsbehandlerne kom fra afdelinger som kontanthjælp, boligsikring, familie, aktivering, misbrug m.v. En ottende, job-konsulenten, var på vej ind på listen.

Det er udtryk for specialisering og for, at hvert område er udbygget med komplicerede regler i delsystemer og vanskeligheder for den enkelte.

Derfor er det selvfølgelig friskt af Socialministeren at sige: »Der er noget galt fat med systemet, ... Især når man tager i betragtning, at målet med strukturreformen fra 2007 var, at der skulle være én indgang for den enkelte borger til at komme i kontakt med kommunen.«

Det kan der være noget om. Men det er også en dybt problematisk melding. Jeg ville nødig lægge min skæbne i hænderne på én sagsbehandler, men ville klart foretrække for eksempel to, som vil være i stand til bedre at forstå og se mine muligheder og problemer.

Det er det ene aspekt. Det andet er, at systemet blot bliver opretholdt, så éndørs–modellen egentlig kun er et interface på det deformerede system.

Mange syge

Sygehusaftalen afsatte 25 milliarder kroner til udbygning af sygehuse. Sammen med regionernes egne anlægsmidler giver det en ramme på 40 milliarder kroner, som skal bruges inden 2018.

Det er mange penge at fyre af på relativt kort tid. Risikoen for at reproducere de bestående sygehuse er overhængende. Alligevel sagde Løkke Rasmussen, da han udpegede ekspertgruppen: »Det er et historiske spring ind i fremtiden for det danske sygehusvæsen.«

Det, der er på vej, ligner netop gamle strukturer i en ny arkitektonisk indpakning. Og der var da heller ikke nogen folkelig debat om radikale alternative modeller. Den gamle struktur er problematisk af mange grunde.

Teknologisk går udviklingen retning af en global specialisering med både diagnoser og behandling. Der udviklinger der peger i andre retninger end specialetunge supersygehuse.

Den nye sygehusstruktur, som var årsagen til, at regionene blev oprettet og afgrænset som de gjorde, giver slet ingen mening i denne sammenhæng.

Mange af de nye sygehuse er placeret uden for bykernerne. Det ligner en gentagelse af byplantænkningen fra 60-70’erne. Sygehusene bør være en integreret del af byerne og være  en del af tætte urbane miljøer, hvor helende sociale miljøer i sig selv vil være en fordel. Hermed åbnes for nye måder at tænke sygehusstrukturer på.

Den måde sygehuse er struktureret på, udtrykker også et menneskesyn, som i årtier – århundreder – har dannet en arbejdsdeling og en organisering omkring det syge menneske. En omfattende forskning har skabt en eksplosion af specialer med en organisation, der sætter sig i de fysiske strukturer. Er man først i dem, kan det være svært at se andre mulige verdener.

På den ene side er dette selvfølgelig udtryk for en større faktisk indsigt i mennesket, men på den anden side er det problematisk, hvis der ikke sker en tilsvarende samling i en helhedsvurdering, som et speciale af en anden type.

Udover nye teknologier er der også grund til at tro, at den specialisering, der dominerer lægeverdenen, vil blive blødt op og der bliver skabt rum for mere bløde, indsigtsfulde og favnende opfattelser af mennesket.

Dette åbner også for at flytte vægten fra behandling til forebyggelse i hverdagen og til at skabe andre sociale strukturer omkring det helende mennesker.