23 Oct 2014  

KBH: Overskyet, 11 °C

Mattias Tesfaye og arbejderpartiet SF

Mattias Tesfaye og arbejderpartiet SF

Tirsdag, 24. april, 2012, 11:30:37

Det snedige i Tesfayes arbejderbegreb er netop, at det kun omfatter dem, der rent faktisk har et arbejde. Det vil sige, at vi på overførselsindkomster ikke skal have skattelettelser.

Mattias Tesfaye i debat med andre partimedlemmer på forrige weekends landsmøde i SF. Han blev efterfølgende valgt som ny næstformand af landsledelsen.
Aage Christensen

af Birgit Unnerup, Vesterbro

Jeg blev ekstremt overrasket, da jeg læste et indlæg af Mattias Tesfaye fra SF i Politiken. Det handlede om den manglende respekt for den danske arbejder.

Tesfayes forslag til genoprettelse af respekten for den danske arbejder bestod i, at samme arbejder skulle have skattelettelser. I en anden verden i en anden situation kunne det måske godt have været en måde at forbedre arbejdernes stilling på i forhold til andre grupper og klasser.

Men her og nu, hvor vores regering:

– Ikke vil rulle skattelettelserne til de rige tilbage.

– Ikke vil indføre en millionærskat.

– Ikke vil bruge penge, før de er kradset ind et andet sted.

Så er der kun to muligheder tilbage. Enten skal der indføres øgede afgifter, og hvis det skal være en skattelettelse, der batter, så skal der indkræves så mange milliarder, at den eneste reelle løsning er en forøgelse af momsen med for eksempel fem procent.

Alternativt skal der ske drastiske nedskæringer på det offentlige område, og hvis det ikke skal ramme dem, Mattias Tesfaye definerer som arbejdere, så skal det ramme de mennesker, der nu eller fremover har deres indkomstgrundlag i offentlige ydelser.

Hvem skal betale?

Den mest fremkommelige løsning – støttet af en SF-talsperson i nyhederne den 7. april – er derfor en »skatteomlægning«, hvor »nogen skal betale lidt mindre i skat«, og »andre skal betale lidt mere«.

Da Radikale kræver – og derfor nok også får – en yderligere lempelse af topskatten, så bliver det igen os på »overførselsindkomster«, der kommer til at betale.

Det snedige i Tesfayes arbejderbegreb er netop, at det kun omfatter dem, der rent faktisk har et arbejde. Det vil sige, at vi på overførselsindkomster ikke skal have skattelettelser.

Det er således ikke en skatteomlægning fra dem, der har høje indkomster, til dem, der har lave indkomster. Det er omlægning fra dem, der ikke har arbejde, til dem, der har arbejde.

De rige uden arbejde kan så glæde sig over en lempelse i topskatten, mens vi andre må bære hele den byrde, som de »rigtige arbejdere« slipper for.

Det bemærkelsesværdige i SF-talspersonens udtalelse er nemlig, at det for første gang bliver sagt, at der ikke kun er tale om en lempelse for dem, der er i arbejde, men at der er tale om en omlægning, hvor andre skal betale mere.

Ikke nok med at vi på lave overførselsindkomster ikke skal have skattelettelser – vi skal også betale for de andres. Ikke blot gennem øgede afgifter, som nok vender den tunge ende nedad (fordi vi lavindkomstgrupper bruger en større del af vores indkomst på dagligt forbrug), men dog betales af alle, men direkte gennem øgede skatter samt formentlig øgede afgifter samt nedskæringer.

Hvis altså der skal gives en lettelse, der kan mærkes. Ellers kan vi nøjes med en mindre skattestigning.

Nul klasseperspektiv

Jeg kan høre på Mattias Tesfayes udtalelser, at han tror på projektet. Og at han slet ikke har forestillet sig de konsekvenser, det får for os, der ikke (længere) er på arbejdsmarkedet.

Det skyldes, at han, såvel som det parti, han nu er medlem af, har mistet klasseperspektivet. Gennem en »lettelse af skatten på arbejde« opnår SF at splitte arbejderklassen, idet den for dem kun omfatter de grupper, der på det pågældende tidspunkt er på arbejdsmarkedet.

Vi, der er arbejdsløse, pensionister, bistandsmodtagere, syge eller invalide, – vi er sat udenfor. Vi er ikke vigtige. Vi fortjener hverken højere ydelser eller skattelettelser. Vi får det, vi fortjener: Højere skat, højere afgifter, lavere ydelser og nedskæringer på velfærden.

Det er den nye socialistiske arbejderpolitik. Det er skræmmende, at selv fornuftigt tænkende folk med en kommunistisk baggrund som Mattias Tesfaye kan komme dertil. Og det er skræmmende, at han kan tro, at SF’s regeringsfæller tager imod dette forslag for at genrejse respekten for den danske arbejder.

De tager imod det, fordi det kan splitte arbejderklassen og sikre en fortsættelse af den nyliberale politik, således som det forlanges af EU og USA.

Splittelsen i arbejderklassen er ikke kun et praktisk og teoretisk problem. Det bliver også et problem inden for de fleste familier, idet de har medlemmer, der er syge, invalide, pensionister, arbejdsløse, studerende eller på anden måde uden for arbejdsmarkedet.

SF’s debat om at være et arbejderparti eller et parti for alle er en klassekampsdebat. Og da det er SF, er den meget forvirret og forvirrende.

Nogen opfatter et arbejderparti som et parti, der består af arbejdere, mens et folkeparti består af mennesker fra alle lag. Folk som Mattias Tesfaye har øje for, at det drejer sig om, hvilke interesser, partiet skal varetage. Det er oplagt rigtigt.

Problemet er så her, at når arbejdere og dermed arbejderklassen defineres som dem, der er på arbejdsmarkedet, så er det kun disses interesser, som SF skal varetage.

Hattedamer

Det fremkalder naturligvis protester fra de mere socialt indstillede, som så til gengæld har det problem, at de vil varetage »de svages« interesser, hvortil Mattias Tesfaye svarer, at det ikke er et arbejderpartis opgave. Hvilket han har ret i.

Klassekampen og varetagelsen af arbejderklassens interesser består i at kæmpe for hele arbejderklassen – at sikre ordentlige vilkår for hele klassen. Problemet ved fokuseringen på »de svage« (hos Vestre »de svageste«) er, at klassekampen forsvinder ud af billedet og erstattes af velgørenhed eller »hattedameri«, hvor vi skal være »værdigt trængende« (det udtryk er dukket op i debatten om øget brugerbetaling) for at modtage samfundets hjælp.

Og heldigvis er der i det danske samfund endnu ikke så mange af disse. Fælles for de to linjer i SF er, at de kun vil kæmpe for en lille del af arbejderklassen. Mattias Tesfayes fløj vil kun varetage interesserne for dem, der aktuelt er på arbejdsmarkedet.

Men Meta Fuglsangs fløj kun vil varetage interesserne for dem, der ikke selv har ressourcer til at varetage deres interesser. Alle vi, der er velfungerende og ressourcestærke, men ikke på arbejdsmarkedet, bliver af begge SF-fløje betragtet som grupper, hvis interesser er uinteressante for SF.

SF udgør venstrefløjen i den socialliberale gruppe: Vi skal være søde ved de svage og den almindelige arbejder, så længe de opfører sig ordentligt. Så længe vi er værdigt trængende. Vi pensionister og arbejdsløse er følgelig uværdigt trængende, og må derfor skøtte os selv, som vi bedst kan. Til gengæld er vi de fleste.

Indlægget er lettere forkortet af redaktionen.

24. apr. 2012 - 11:30   30. aug. 2012 - 13:12

Kronik