22 Nov 2014  

KBH: Spredte skyer, 6 °C

Vælgere efterlyser rød kurs

Vælgere efterlyser rød kurs

Fredag, 20. april, 2012, 20:31:07

Mange mennesker er skuffede over den nye regerings politik. Det kom klart frem på torsdagens debatmøde i Kastrup, som trak 60-70 deltagere.

Foto A Spørgelysten var stor. I alt 21 af de mellem 60 og 70 mødedeltagere tog ordet.
Aage Christensen

Vi havde forventet, at en ny regering også ville betyde en ny politik, ikke at den ville fortsætte nedskæringspolitikken.

Sådan lød meldingen til de tre politikere fra Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten, som torsdag aften var til debatmøde hos 3F Kastrup. Arrangør af mødet var Kommunistisk Parti og Enhedslistens Amager-afdelinger.

Ikke mindst regeringens forslag til reform af førtidspension og fleksjob blev skarpt kritiseret.

– Reformen betyder voldsomme tilbageskridt og kraftige nedskæringer. Jeg har altid sagt til vores medlemmer, at de skal huske at tænke på forholdene for handicappede, når de står i stemmeboksen. I går sagde et medlem til mig: »Nu huskede jeg det, hvordan synes du selv, at det er gået?« Jeg blev svar skyldig. Jeg håber, at I politikere fra S og SF har et godt svar, sagde Anne Bendixen fra Dansk Fibromyalgi Forening.

Ramt af reform

En anden mødedeltager var Liselotte Christiansen. Hun er 35 år og fik for fem år siden konstateret sclerose. Hun er lærer, men kan ikke klare et almindeligt job, og er derfor blevet godkendt til fleksjob.

– Jeg kommer til at mærke den her reform rigtig meget. I politikere ved jo godt, at nogle kommer ned med nakken på grund af det her, hvorfor siger I det ikke åbent, spørger hun

– Førtidspension og fleksjob koster i dag ni milliarder kroner mere end forventet. Det er der ikke råd til. Vi er nødt til at se på, hvordan vi får færre på førtidspension. Vi skal sætte hurtigt ind overfor unge med psykiske problemer, så de ikke ender på førtidspension. Vi lægger op til en kulturrevolution i det kommunale med kun en sagsbehandler som tovholder i forhold til den enkelte person. Og selvfølgelig skal man have førtidspension, hvis det ikke kan lade sig gøre at komme ud på arbejdsmarkedet, sagde Peter Westermann fra SF.

Han deltog på mødet i stedet for Eigil Andersen, der blev forhindret af en debat i Folketinget.

– Omkring fleksjob vender vi ordningen om, så dem med de lave lønninger får det største bidrag fra det offentlige. Det er rigtigt, at mellemlagene kommer til at betale, hvis regeringens forslag bliver vedtaget, tilføjede SF’eren.

– Vi laver ikke den her reform for at gøre det skidt for førtidspensionister og fleksjobbere. Men det kan ikke passe, at en 20-årig skal parkeres på førtidspension resten af livet. Det er det samme som at siger: »Dig kan vi ikke bruge.« I stedet vil vi skabe et samfund, hvor der er plads til alle, erklærede Jan Johansen, folketingsmedlem for Socialdemokraterne.

– Vi vil ikke gøre det dårligere for dig med sclerose. Men økonomien skal hænge sammen. Vi er ikke ved at afvikle fleksjobordningen, men vi lægger den om, så dem, som tjener mest, skal give til dem, som tjener mindst, fortsatte han og blev med det samme afbrudt.

– Er 25.000 kroner om måneden mange penge, råbte Liselotte Christiansen nede fra salen.

– Jeg har nogle kassedamer hjemme ved mig, som har armene i vejret over, at de får flere penge med reformen, svarede Jan Johansen.

Han blev igen afbrudt af råb fra salen om, at det ikke er rigtigt. Ingen får mere ud af reformen, men de lavest lønnede vil få det samme i løn som i den nuværende ordning.

Også forbedringer

Per Clausen fra Enhedslisten huskede forsamlingen på, at reformen endnu ikke er vedtaget og opfordrede til at fortsætte presset på at få udspillet ændret. Han mindede samtidig om, at den nye regering også har gennemført en række forbedringer blandt andet i forhold til at fjerne fattigdomsydelserne og senest ved at afskaffe kravet til kommunerne om tvangsudliciteringer.

– Enhedslisten er et parti, som har store mål, men vi kan acceptere, at det går langsomt, hvis bare det går i den rigtige retning. Men vi stemmer ikke for forringelser. Vil regeringen overleve, også efter det næste valg, skal den stå for en anden politik end VKO, sagde Per Clausen.

Debatlysten på mødet var stor. 21 af de 60-70 deltagere tog ordet. Blandt dem var 3F Kastrups a-kasseleder Winnie Sørensen, som efterlyste løsninger for de mange arbejdsløse, der er ved at falde ud af dagpengesystemet.

Her henviste regeringspartierne til, at de håbede på at der kunne blive enighed i trepartsforhandlingerne om at gøre det lettere at genoptjene retten til at få dagpenge.

20. apr. 2012 - 20:31   03. sep. 2012 - 12:37

Indland