Krigsforbrydelser er med krigen i Ukraine atter blevet aktuelle. Mulighederne for at straffe de, der begår krigsforbrydelser, er ret dårlige. Siden afslutning på Anden Verdenskrig er kun ganske få blevet dømt. Langt de fleste slipper.
Krigen i Ukraine har, naturligt nok, rettet fokus på de forbrydelser, de krigsførende parter begår, dels mod civilbefolkningen og dels mod tilfangetagne soldater, der er beskyttet af Genèvekonventionen. Så længe krigen raser, er det imidlertid vanskeligt at sige, hvem der er værst, og hvem der begår hvad.
Begge krigsførende parter forlanger navngivne soldater, officerer og politikere fra “den anden side” udleveret og stillet for en krigsforbryderdomstol – et urealistisk krav, så længe krigen varer og nok også bagefter.
Hvordan er mulighederne for at stille de, der har begået dokumenterede krigsforbrydelser, til regnskab? Desværre ret dårlige, og det er der talrige eksempler på. Det gælder for eksempel de nazister, der under Anden Verdenskrig deltog i udryddelsen af jøder, romaer, slaviske folkeslag med videre. Men det gælder for eksempel også de europæiske kolonimagters hjemvendte soldater, soldater fra USA’s mange krige eller ansvarlige officerer og politikere fra krigen i eks-Jugoslavien og så videre. Eksemplerne er mange.
Det jødiske tidsskrift Forward skriver den 30. 01. 23 om forskning, der viser, at cirka 99 procent af alle nazistiske krigsforbrydere slap for straf efter Anden Verdenskrig. Den sidste af anklagerne fra Nürnberg-processerne, amerikaneren Ben Ferencz, fortæller, at da der skulle rejses tiltale mod de cirka 3.000 medlemmer af de brutale Einsatzgrupper – nazistiske dødspatruljer, der opererede bag fronten – så var der i retssalen kun plads til 22 medlemmer. Resten slap fri i første omgang, men nogle blev dog siden dømt i 60’erne og 70’erne.
I alt blev 50-60.000 personer, ifølge Wikipedia, dømt ved tyske domstole for forbrydelser, begået under Nazi-Tysklands krige 1939-45, de fleste i de første år efter krigen. I 50’erne indtrådte en krigstræthed. En “lad os nu komme videre”-mentalitet. Desuden havde såvel de “tidligere” nazister som verdenskrigens allierede sejrherrer, USA, England og Frankrig, fået en ny, langt mere truende fjende: Verdenskommunismen og især Sovjetunionen. Her skulle Tyskland bruges som “bolværk mod kommunismen”. Nu gjaldt det om at stå sammen. Aktive nazister med et alenlangt synderegister kom i tjeneste hos de allierede, og så skulle fortiden helst forsvinde ind i de hermetisk lukkede arkiver.
Desuden havde det nye Tyskland brug for dommere, embedsmænd, skolelærere og så videre – alle de, der villigt havde tjent nazismen. Mange blev afnazificeret efter krigen, hvor de svor loyalitet over for den nye demokratiske stat. Uden dem kunne et samfund ikke fungere, og da Tyskland på det tidspunkt ikke rådede over et tilsvarende antal ikke-nazistiske embedsmænd, så …
De mange soldater, officerer, embedsmænd og krigsforbrydere – hvilket af og til var det samme – gled ind i efterkrigstidens Tyskland, takket være “forbindelser” og old boys-network. Deres indflydelse i politik, i civilsamfundet og i medierne må ikke undervurderes. (Se filmen om 60’ernes nazijæger, statsadvokat i Hessen, Fritz Bauer: En fjende af staten). På det tidspunkt opstod der i Tyskland og i flere andre lande en udtalt modvilje mod flere processer mod de nazistiske krigsforbrydere. Processerne blev af borgerskabet set som venstrefløjens hævntørst og et forsøg på at bortlede opmærksomheden fra Stalin-tidens rædsler.
Heldigvis stoppede Bauer og nye generationer af modige historikere ikke: “Vi er først lige begyndt med at fortælle, hvad der skete.” Og hvis nogen var i tvivl, så efterlod processen mod Eichmann i 1961 ingen tvivl om omfanget af de nazistiske forbrydelser.
Nu er de sidste nazibødler jo borte, og så er alt dette vel historie? Næsten. Kort før jul blev en 98-årig kvinde idømt to års fængsel ved landsretten i Itzehoe. Hun var fra 1943 til krigens slutning ansat som sekretær i kz-lejren Stutthof, hvor også en del danske kommunister var fangne. Hendes job bestod i at føre lister over, hvem der skulle henrettes, hvornår det skete og hvordan. En dødens bogholder der jo blot gjorde sin pligt over for fædrelandet og føreren.
Kvinder blev dømt ved en ungdomsdomstol, for hun var jo kun 18-20 år, da hendes forbrydelser fandt sted. Ungdom er åbenbart stadig en formildende omstændighed ved tyske domstole.
Alligevel er dommen vigtig, fordi den sammen med andre domme mod stærkt ældede kz-vagter, officerer med videre demonstrerer, at ingen, der har begået krigsforbrydelser, skal vide sig sikker noget sted. Krigsforbrydelser har ingen udløbsdato, de forældes aldrig.
Forhåbentlig kommer dette også til at gælde for de soldater fra de to hære, der i dag begår krigsforbrydelser i Ukraine.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.