De gik ikke om bord på en luksusliner. På færgen var hverken bad eller toilet.

Alle vidste båden kunne synke.

De sejlede ikke ind i et isbjerg. De sejlede ind i en storm.

På flugt fra krig, fattigdom og forfølgelse.

150 mennesker omkom.

Tid og sted: Middelhavet. April 2011.

 

De næste sejlede heller ikke ind i et isbjerg.

Tid og sted: Middelhavet. Maj 2011.

Heller ikke NATO-båden i nærheden kom de 72 bådflygtninge i havsnød til undsætning.

61 mennesker døde af sult og tørst under de mange dage på havet.

Da båden endelig drev i land var det på Libyens kyst.

De 11 overlevende blev smidt i daværende Gadaffis fængsel.

 

Middelhavet. August 2011:

25 mænd omkom om bord.

Stuvet sammen i skibets maskinrum.

De døde af iltmangel.

 

Antallet af forliste i Middelhavet kendes ikke.

Antallet af druknede flygtninge på Middelhavets bund kendes ikke.

 

Andre kom længere end til Middelhavet.

Nogle af dem i en af Maersks containerbåde.

Når de blev fundet og afsløret i deres skjul,

fandt de hos hr. Møller ingen nåde.

Ære være hans minde?

 

I Nordatlanten sejler et luksusskib til minde om Titanics forlis.

Passagererne har mad. Vand. Champagne. Skibsorkester.

Og mæsker sig i tragedien.

I mindet om luksuslineren Titanic. De overlevende. De druknede.

 

I Middelhavet sættes stadig flere flådestyrker ind og sørger for,

at flere flygtninge holdes tilbage i lande,

hvor de udsættes for tortur.

Dør i slaveri – krig – sult.

Eller ender på Middelhavets bund.

Hvorfor ikke mindes dem?

 

Mona Ljungberg, Støttekredsen for Flygtninge i Fare (www.stoettekredsen.dk)