21 Nov 2014  

KBH: Spredte skyer, 5 °C

Teaterfarce i Randers

Teaterfarce i Randers

Fredag, 30. marts, 2012, 12:00:43

Da Randers byråd sparede det professionelle teater Vestenvinden væk, overså det sammenhængen med det gratis kreative vækstlag.

Teater Kastali’a deltog i februar i DramatikVærket i Århus’ årlige teaterfestival med forestillingen Rejsen til Mars.
Malene Hedetoft

»Randers kommune har adskillige tilbud til dig, der er interesseret i teater og film«, står der på kommunens hjemmeside under kultur.

Nogen burde opdatere teksten, for den passer ikke længere. Adskillige af de tilbud, der er nævnt, er enten sparet væk, truet af lukning eller gået i dvale.

Det skyldes, at Randers Byråd har sparet på de lokale, folkelige kulturaktiviteter. Det gik blandt andet ud over det lille professtionelle teater Vestenvinden, som mistede sit driftstilskud på 200.000 kroner og derfor måtte opsige lokalerne i det centralt beliggende kulturhus Underværket, tæt ved Randers Busstation.

Men spørgsmålet er, om ikke Randers Byråd har tisset i bukserne for at holde sig varm. For Vestenvinden husede gratis en frivillige børneteatergruppe, som nu står uden lokaler.

– Det virker som om man svang en sparekniv uden at tænke nærmere over, hvad det ville betyde for kulturvækstlaget, siger Lisbeth Nielsen til Arbejderen.

Hun er sammen med Anja Aabenhus leder af Teatergruppen Kastali’a, som i mange år har fået kommunens børn og unge til at overvinde deres sceneskræk og springe ud på de skrå brædder.

Fra en beskeden start med 20 deltagere, har Kastali’a nu 84 medlemmer, fordelt på fem grupper.

Uegnede lokaler

Kastali’a er det eneste teater i Randers Kommune, der laver teater med og ikke kun for børn. Og dets to ledere, Lisbeth Nielsen og Anja Aabenhus, har længe set lukningen komme.

For at sikre, at teatret kunne blive i Underværket, henvendte de sig til kulturforvaltningen for at finde en løsning.

– Her henviste man til to kommunale lokaler. Det ene var et kælderlokale i en skole, det andet lokaler indrettet til kulturelle formål i Fritidscentret i Vestergade.

Men ifølge Anja Aabenhus er ingen af de to steder gode for deres elever.

– Kulturhuset er ideelt med sin centrale beliggenhed, hvor vi kan samle unge fra hele kommunen uden at de skal væk fra bymidten, og det finder vi vigtigt for den måde, vi fungerer på, siger hun til Arbejderen.

Kulturforvaltningen foreslog i stedet at gøre Kastali’a til en forening, for så er man berettiget til lokaletilskud under Folkeoplysningsloven.

Som sagt, så gjort, men Kultur- og fritidsudvalget har vendt tomlen nedad til ansøgning om huslejestøtte under henvisning til, at kommunen har anvist egnede lokaler.

Teatret har nu anket afgørelsen, så sagen skal gå om, først i Folkeoplysningsudvalget, siden i Kulturudvalget.

Satser på finkultur

Afslaget fra Randers Byråd undrer SF’s Kasper Fuhr Christensen.

– Hvordan kan udvalget putte 12 millioner kroner i Værket og 5 millioner kroner i Randers Kammerorkester, når det så ikke kan finde et meget mindre beløb til en teaterforening, der alene trækker på frivillig arbejdskraft, og som gør en positiv forskel i mange unge menneskers liv? spørger han i en pressemeddelelse. 

 Han har nu foreslået, at Kastali’a får de 150.000 kroner i tilskud til husleje, så teatrets fortsatte eksistens er sikret. Forslaget pålægger Kultur- og Fritidsudvalget selv at finde pengene i det samlede kulturbudget.

Og ifølge Kasper Fuhr Christensen burde det ikke være en svær opgave.

– Det er oplagt at finde pengene ved at tage en smule fra de store institutioner som Værket og Randers Kammerorkester, som samlet sluger 17 millioner. Jeg er ikke sikker på, at de overhovedet vil kunne mærke det, siger Kasper Fuhr Christensen.

SF’s forslag støttes desuden af Mogens Nyholm fra Radikale Venstre.

Byrådsdemo

Bedømt ud fra Facebook-gruppen Bevar Kastali’a vil teaterforeningen blive savnet, hvis det lukker. Her skriver tidligere og nuværende brugere, hvad Kastali’a har betydet for dem.

– Beretningerne på Facebook fortæller, hvorfor det ville være et stort tab at miste foreningen. Det er jo helt tydeligt, at Kastali’a betyder meget for de unge, der har været eller er med i foreningen, siger Kasper Fuhr Christensen.

Facebook-gruppen har nu slået sig sammen om at vise Randers Byråd hvad de mener om afslaget på at støtte Kastali’a. Derfor afholdt de i en demonstration i forbindelse med byrådsmødet i mandags.

Her mødte 40-50 unge op for at gøre byrødderne opmærksomme på, hvad kommunen går glip af, hvis teatret drejer nøglen om.

SFs forslag bliver behandlet i byrådet mandag den 23. april.

30. mar. 2012 - 12:00   03. sep. 2012 - 11:01

Kulturpolitik