20 Apr 2014  

KBH: Ingen skyer af betydning, 8 °C

Den røde eller den blå fane?

Den røde eller den blå fane?

Tirsdag, 20. marts, 2012, 11:08:31

I valget mellem den røde og solidariske fane og den blå nyliberale med gule EU-stjerner vælger Ole Sohn forkert.

Ole Sohn
ft.dk

af Jørgen Petersen, formand Kommunistisk Parti

Hvordan kan vi opretholde en ordentlig velfærd i fremtiden, så vi og vores børn og børnebørn har adgang til god uddannelse, moderne sundhedsydelser og et værdigt otium. Det spørgsmål er der rigtigt mange danskere, som stiller sig i øjeblikket. En af dem er SF’s erhvervsminister Ole Sohn i en kronik i Politiken den 9. marts. 

Der er sikkert mange, som håbede, at Ole Sohn ville fremlægge solidariske løsninger og lægge pres på arbejdsgiverne. I givet fald må jeg beklage. Det er desværre ikke tilfældet. Han citerer godt nok fra arbejderbevægelsens sangskat og taler med et citat fra Internationalen om at »bryde fortids møre mure i stykker« og advarer »mod at forsvare det bestående«.

Det er desværre ikke kapitalismens møre mure, som Ole Sohn henviser til. Det er den danske model i bredeste forstand, som Ole Sohn vil forandre. Hans kronik er i øvrigt ikke just præget af visionen om at kæmpe for et samfund, hvor arbejderklassen forrykker verdens grundvold og »fra intet da vi bliver alt«. Nu skal alle sejl sættes for at redde den kriseplagede kapitalisme. 

Det er ikke kun på grund af den nuværende krise, at der skal spares og snittes i velfærden og lønnen. »Dansk økonomi står overfor en betydelig vækstudfordring, som stikker langt dybere, end den aktuelle krise tilsiger«, skriver Ole Sohn. 

Den omlægning af det danske arbejdsmarked og den kollektive velfærd, som regeringen nu arbejder med, skal således bibeholdes, selv hvis krisen overvindes. I valget mellem den røde og solidariske fane og den blå nyliberale med gule EU-stjerner vælger Ole Sohn forkert. 

Ole Sohns »kur«

Ole Sohn peger på en række strukturelle problemer i det danske samfund. Han opfordrer arbejdsgivere og arbejdere til sammen at skabe en situation, hvor »det er lønsomt for virksomhederne at betale danske lønninger«. Han mener, at arbejderklassen skal tage (med)ansvar for at sikre arbejdsgivernes profit.  

Ole Sohn taler for »en lønudvikling i underkanten af vores primære samhandelslande«. Arbejderne i alle lande skal altså ikke forene sig, som arbejderbevægelsen havde som en bærende ide fra sin fødsel. Nej, vi skal konkurrere om, hvor meget vi vil sænke lønnen.

Sjovt nok har arbejdsgiverne i alle de lande, som Danmark handler med, haft den samme målsætning i 150 år. Det er en nedadgående spiral, som blot vil skabe voksende global fattigdom og koncentrere rigdommen på storkapitalens hænder. Og i øvrigt går det forrygende med den danske eksport – på trods af krisen. Det er hjemmemarkedet, der er kollapset. Konsekvenserne af kapitalismens krise forstærkes af offentlige fyringer og reallønsfald!!

Men »det er ikke nok« at angribe lønnen, skriver Ole Sohn. Han peger på, at i Danmark er »arbejdstiden lavere og antallet af feriedage højere« end OECD’s gennemsnit. Det kan kun forstås som en anbefaling af, at arbejderklassen også på disse områder skal bløde.

På trods af den store arbejdsløshed i Danmark fastholder han ideen om nødvendigheden af at øge arbejdsudbuddet. Uden nogen form for dokumentation påstår Ole Sohn, at »hvis vi får udvidet arbejdsstyrken, så kan vi få øget væksten og dermed få skabt flere job«. Det er det rene hokuspokus. Ole Sohn skylder at svare fagbevægelsens medlemmer på, om det så i virkeligheden var en god ide at afskaffe efterlønnen.

Presset på reallønnen stiger

Der skabes ikke et eneste job ved at udvide arbejdsstyrken. Det eneste, der sker, er, at presset på reallønnen vokser. Og det er netop hensigten. Helt i overensstemmelse med anbefalingerne fra Ole Sohn, Dansk Industri og EU.

Men der kunne skabes arbejdspladser ved at kickstarte økonomien, sådan som regeringen lovede. Det kan imidlertid bringe regeringen i konflikt med EU’s finanspagt, som tydeligvis vejer tungere end løfterne fra valgkampen.  

Ole Sohn lover at sende flere i uddannelse. Det er meget positivt. Men uddannelse i sig selv skaber ikke flere arbejdspladser. I øjeblikket er hver tredje nyuddannede arbejdsløs. SOSU’er, sygeplejesker og folkeskolelærere i titusindvis står uden job. Bygningshåndværkere i tusindvis, var klar til at bygge boliger og klimarenovere den dag i morgen.

Ungdomarbejdsløsheden fortsætter sin himmelflugt. Der mangler fortsat praktikpladser og reelle tiltag for at sænke det meget høje frafald på mange ungdomsuddannelser. Det samfundsmæssige spild og de menneskelige omkostninger er ufattelige.

Alligevel er Ole Sohns fokus på at udvide arbejdsmarkedet, så også de syge, kan få en plads i arbejdsløshedskøen.

Manglende krav til arbejdsgiverne

Ole Sohn rejser ikke et eneste krav til arbejdsgiverne om at øge efterspørgslen på de mange ledige hænder i det danske samfund. Regeringen træder på speederen med den ene fod og på bremsen med den anden. I åbenlys modstrid med løfterne i valgkampen vil regeringen skabe balance i den offentlige sektor ved at spare. Der er ikke den mindste antydning af, at de bredeste skuldre skal bære de største byrder. 

Ifølge Ole Sohn er det et problem, at den borgerlige regering gav ufinansierede skattelettelser i milliardstørrelsen. Hvor er det dog en central og vigtig pointe. Men den forsvinder ud i ingenting, fordi han – som resten af regeringen –  afviser at rulle disse skattelettelser tilbage.

En øget beskatning af oliemilliarderne hos Mærsk lader i bedste fald vente på sig. Dermed går staten glip af de milliardindtægter, der kunne bidrage til at finansiere velfærden.

En dugfrisk beregning fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at den rigeste procent af danskerne har oplevet en indkomststigning på 17 procent på bare ét enkelt år. Det svarer til næsten 235.000 kroner efter skat. Danmarks superrige har de højeste indtægter nogensinde. Der er masser af rigdom at beskatte. Det er et spørgsmål om politisk vilje.  

Finanspagten som pejlemærke

Det har i nogen tid været stadigt mere tydeligt, at regeringen er ved at tilpasse sin politik til EU’s finanspagt. Ole Sohns kronik må ses som en vigtig brik i regeringens samlede kurs. Socialdemokratiske ministre med Karen Hækkerup og Mette Frederiksen i spidsen har varslet et opgør med den universelle danske velfærdsmodel og planlægger besparelser i milliardklassen.

Det er traditionel borgerlig politik. Det er en hyldest til den asociale finanspagt og den nyliberale nedskæringspolitik, som EU prædiker. Det er i bund og grund en fortsættelse af den kurs,  som i 10 år blev gennemført af VKO. Det er et skridt tilbage mod fattighjælp og hattedamer.

Absurd nok udnytter regeringen ikke flertallet med Enhedslisten til at gennemføre sine valgløfter. I stedet søger den nu samarbejde med den blå blok for at gennemføre borgerlige mærkesager. Det har skabt en forståelig og voksende frustration og vrede.

Det er her man skal finde kilden til de historisk dårlige  meningsmålinger til både S og SF. Det er denne kurs, der nu igen giver Dansk Folkeparti rygvind, fordi det er muligt for Pia Kjærsgaard at fremstille partiet som de svages forsvarere.

Det var i høj grad i kraft af fagbevægelsens indsats, at det lykkedes at vælte den borgerlige regering ved at slå ind på en kurs.

Det var et klokkeklart løfte fra statsminister Helle Thorning-Schmidt, da efterlønnen faldt og dagpengeperioden blev halveret, at arbejderklassen kun skulle betale en gang. Sådan gik det som bekendt ikke. Med historisk lave lønstigninger og reallønsfald betalte arbejderklassen igen. Nu varsler regeringen nye voldsomme angreb lige om hjørnet.

Om kort tid starter tre-partsdrøftelserne. Her er planen, at fagbevægelsen skal levere fire milliarder til statskassen. Det er på tide skabe aktivitet, der kan øge presset på regeringen. Det er nødvendigt at slå hælene i.

20. mar. 2012 - 11:08   30. aug. 2012 - 19:15

Kommentar