Kalundborg Amatørteaters »Arsenik og gamle kniplinger« er instrueret af færingen Hjalmar Johansen. Arbejderens anmelder Klaus Haase mødte ham til en prøve.

Færingen Hjalmar Johansen, der instruerer KAT’s seneste stykke, Arsenik og gamle kniplinger, er en sindig mand uden de store armbevægelser, men med et glimt i øjet.

Lars Andersen Nexø

af Klaus Haase.

Det er en tirsdag aften i februar i Kalundborg Amatørteaters (KAT) lokaler.

En time før aftenens øvelser mødes jeg med Hjalmar Johansen, der instruerer den amerikanske dramatiker Joseph Kesselrings Broadway-klassiker Arsenik og gamle kniplinger.

 Teateret kan rumme omkring 60 tilskuere. Foran sig har instruktøren en travl aften. Generalprøven er planlagt til 13. marts. Forud for det er der 12 prøveaftener. Denne aften er det tredje akt der skal indøves.

Hjalmar Johansen er 55 år, færing, førtidspensionist, og lidenskabeligt engageret i teater er en rolig og sindig mand uden de store armbevægelser.

Han fortæller, at han har været med i KAT syv-otte år, og at han tidligere har instrueret et stykke for teaterforeningen.

Arsenik og gamle kniplinger er en blanding af massemord og vanvittige humoristiske optrin, hvor et par sindssyge ældre damer inviterer ensomme ældre mænd indenfor i deres agtværdige hjem, for så at ombringe dem med arsenik.

– Stykket er en stor udfordring, siger instruktøren, og smiler lunt.

Han har aldrig selv set stykket på scenen, men har set den på film. Ifølge ham er manuskriptet ret rodet, og timingen mellem de hyppigt skiftende scener er dårligt anskueliggjort i den danske oversættelse. Situationerne i stykket skifter hele tiden.

Derfor er det et stort arbejde at få de mange situationsskift til at balancere. Det er noget af et puslespil, og det kræver en god organisering af skuespillerne.

På sufflørstativet ligger stykkets manuskript. Det er overtegnet med mange rettelser og tankestreger.

– De to skrupskøre ældre damer når at slå 12-13 mænd ihjel, men midt i rædslerne får man sympati for dem. De begår jo forbrydelserne i bedste mening, fordi de syntes det er synd for de ensomme ældre herrer. En slags medlidenhedsdrab, siger Hjalmar Johansen.

På spørgsmålet om, hvordan han oplever sin instruktørrolle i forhold til skuespillerne, svarer han:

– Jeg betragter mig selv som en demokratisk instruktør. Jeg går ind for dialog med skuespillerne, og er modtagelig for ideer fra dem. Jeg værdsætter, at de har noget at byde på!, slutter han.

Skuespillerne siver ind i lokalet. De tager opstilling, bladrer i deres replikhæfter, og diskuterer lavmælt stykket. Hjalmar Johansen finder sig en plads på tilskuerrækken med replikhæftet i hånden og bladrer frem til tredje akt.

Han vifter med hånden. Instruktør og skuespillere er gået i arbejde.