29 Jul 2014  

KBH: Spredte skyer, 20 °C

Noget at leve for

Noget at leve for

Fredag, 09. marts, 2012, 12:39:37

Skærveknuseren

Martslørdag og høj sol. Nattens rimfrost er dampet væk i solen, og nu tør det. Erantisserne får hele bunden af min have til at lyse gult. Og enkelte krokus er også i gang, de er sene i haverne heromkring, for havebyen ligger på kold lerjord i et gammelt moseområde, det er noget af et kuldehul.

Under de træer i min have, som har trængt mest, ligger store bunker af nyafskårne grene. Forleden søndag fik jeg endelig beskåret dem, det var ved at være sidste udkald. Men grenene ligger der stadig, de skulle også finklippes til kompost eller bundtes til afhentning som haveaffald. Huset ser også noget brugt ud, de seneste vintre har taget hårdt på det, og en gennemgribende renovering kunne godt være tiltrængt.

Det er svært at få overskud. Jeg var på vej ud gennem havelågen med min cykel, men måtte standse lidt op og kigge på det hele. Jeg er meget tæt på efterlønsalderen. Gik jeg på efterløn, ville jeg få tid. Masser af tid. I løbet af nogle måneder ville jeg vel være fuldstændig a jour med alting. Og hvad så, når man ikke længere kan fylde tiden ud med de små private terapeutiske gøremål?

Tomheden? Venten på døden? Ikke mig! Jeg har tusind ting, jeg har drømt et halvt liv om at få tid og overskud til. Ikke private ting, men ting med en mening, som jeg selv vælger. Jeg er træt af at få samfundets »mening« trukket ned over hovedet, for en gammel, godt brugt stodder som mig er den »mening« blevet til et uhyre, der drikker mit hjerteblod.

Paradokset er så, at får jeg mulighed for selv at vælge, går jeg ikke på efterløn. Ikke fordi jeg ikke gerne vil, men jeg har simpelthen brug for pengene. Og paradokset oveni det paradoks er, at jeg nok ikke får mulighed for at vælge. Arbejdsmarkedet tvinger mig nok til at gå på efterløn mod min vilje før pensionsalderen.

Skal jeg så være glad eller ked af det, spørger jeg en anelse bittert mig selv og smækker havelågen i efter mig. I det samme bliver jeg opmærksom på, at det pusler inde hos min genbo. Forårsdagen har trukket hende herud, nu sidder hun i sin havestol og suger den sparsomme varme ud af solen, og pusleriet skyldes hendes hund, der fór op, vist fordi den blev vækket af sin halvslummer, da jeg smækkede lågen. Den gøer aldrig. Den er så stor, at den ikke har behov for at larme for at indgyde respekt.

Genboen har også fået øje på mig og kommer hen til lågen. Og vi udveksler lidt snak om en rolig og ikke alt for kold vinter uden indbrud i havebyen, om en frostskade på hendes vandrør, som hun allerede selv har klaret, om det dejlige solskin, der har trukket hende ud af lejligheden inde på Nørrebro, og som nu trækker mig ind til byen.

For en gammel, godt brugt stodder som mig er den »mening« blevet til et uhyre, der drikker mit hjerteblod.

Og så om livet jo. Jeg fortæller hende om det, jeg lige har stået og tænkt, at det godt nok er ved at være træls at gå på arbejde om vinteren, men jeg får nok ikke råd til at gå på efterløn. Og hvordan går det så hende?

Jeg spørger lidt forsigtigt, hun tog for nogle år siden midt i livet meget modigt fat på at realisere sine drømme ved at læse teologi. Men jeg ved også, at hun var gået noget i stå med det. Og som samfundet er blevet, er det jo en skam ikke at være målrettet og fremadstormende. Så det kan godt være en følsom sag at spørge folk i hendes situation om den slags.

 

Men hun fortæller selv, at hun nu har meldt sig ud af universitetet for godt. Nå, og om hun så ved noget om, hvilken retning fremtiden skal tage? spørger jeg.

Jah, så skal hun jo ud på arbejdsmarkedet, siger hun.

Jeg tænker, at det jo ikke er sikkert, det bare sådan lige er til at finde noget for hende, men det siger jeg ikke. Ja, der har de jo så travlt med at jage os ud nu om dage, mumler jeg i stedet for.

Jeg tror nok, den reaktion kommer lidt bag på hende. Man vil jo gerne ud og gøre sig nyttig for samfundet, siger hun og ser lidt på mig, som om hun spekulerer på, hvor jeg ville hen med sådan en uvant bemærkning.

Jeg svarer hende, at på arbejdsmarkedet må man tage, hvad der byder sig. Og når jeg tænker tilbage over mit arbejdsliv, synes jeg ikke, der er meget af det, jeg har været med til, jeg vil kalde samfundsnyttigt. Nu går jeg på en motorvejsbro og ville hellere lave kollektiv trafik. Jeg har været med til at lave luksushotel til det internationale jetset på Amager.

Jeg har stået på pvc-fabrik og været med til at forurene omgivelserne med saltsyredampe og ødelægge mænds sædkvalitet med plastic-blødgørere. Jeg har været med til at bygge ekstremt dyr nationalbank i Oslo for at få alle Norges oliemilliarder anbragt i noget, imens de hjemløse i regnvejrsbyen Bergen boede i papkasser.

Hun er ikke helt med. Jo, men man har jo altid lov til at blive klogere, forsøger hun at trøste.

Det ved jeg ikke, hvad jeg skal sige til. Hun er et sødt og humanistisk menneske, jeg ved ikke, hvad hun har stemt ved sidste valg. Hvad jeg ved, er at hun står og skal prøve at komme ud på arbejdsmarkedet, og at det betyder noget for hende at bruge sit produktive liv på noget, som samfundet har gavn af.

Og det kan give mig kuldegysninger, når vores regering siger til folk i hendes situation, at den gerne vil give dem noget at leve for og mener, den vil tage så mange penge fra dem, at de er tvunget til at slave med noget lortearbejde. Måske er det den, hun har stemt på, og måske tror hun på, hvad den siger. Og hvis jeg giver efter for min vrede, vil hun måske føle sig tvunget ud i en forsvarsposition.

Det, jeg mener, er bare, at man altid er i klemme mellem det at være nødt til at tjene penge og det at lave noget med mening i, siger jeg så til sidst. Og det er meget sjældent, man får lov til at bestemme noget selv. Man må tage, hvad man kan få.

Hun smiler, det er hun med på. Og jeg kunne måske have sagt noget mere. Som at mening ikke er noget, der ligger derude og venter på os, den må vi kæmpe os til. Men jeg vælger at slutte her. Det er også på høje tid at komme af sted til min aftale inde i byen.

09. mar. 2012 - 12:39   30. aug. 2012 - 19:18

Idekamp