25 Oct 2014  

KBH: Spredte skyer, 11 °C

Christiania i toner og billeder

Christiania i toner og billeder

Onsdag, 22. februar, 2012, 11:06:11

Nils Vest fanger med sin optagelse af Dione-Band i Christianias Operaen fra 1999 både bandets musik og stedets 70'er-sjæl.

Dione-Band dengang i 1999. Fra venstre: Forrest (nu afdøde) Thomas Grue (guitar), Bagved Niels Pind (sax), Leif Dione Joensen (sang og guitar), Lisse Rasch (bas) og Mikkel Bayer (violin).

DVD-anmeldelse

af Helge Knudsen

Året er 1999. Stedet er Christiania, nærmere bestemt Operaen. Filmmanden Nils Vest inviterer os indenfor til en støttekoncert for Godfrey, en af Christianias venner fra Indien.

Han har fået sin og familiens hjem ødelagt af en af århundredets kraftigste orkaner i Orissa i Indien.

I 23 minutter suger kameraet som en flue på væggeog gulv til sig af stedets atmosfære og Dione-Bands musik. Bandet er en reinkarnation af det hedengangne Furekåben.

Det var nogle af dansk rytmiske musiks bedste navne, der mødtes: Leif Dione Joensen, sang og guitar, Ole »Frø« Alstrup, trommer, Mikkel Bayer, violin, Thomas Grue, guitar, Niels Pind, sax og Lisse Rasch, bas.

Filmen om Dione Bands koncert er nu udkommet på dvd. Hvis der ikke stod på dvd-omslaget, at optagelserne stammer fra en novemberaften i 1999, ville mange ikke-christianitter tro, at vi var tilbage i halvfjerdserne.

 Optagelserne er lavet med det tilstedeværende lys. Det  understreger den varme, tilbagelænede stemning i Operaen.

Der bliver ikke kun fokuseret på Dione-Band, men i lige så høj grad på gæsterne. De lytter intenst, danser, ruller en joint eller snakker uhindret af musikken løs ved de små borde eller i baren.

Filmen om Dione-Band er således ikke blot en traditionel koncertoptagelse, men et stykke musikalsk Christiania-historie, leveret af Nils Vest, der selv bor på Christiania og i forvejen er kendt for sine mange film om fristaden.

Leif Dione Joensen synger og spiller med de øvrige musikere sine meget personlige sange om ensomhed og mistede kærester og venner.

Det bliver kun til tre numre, for som et ordentligt live-band tager Dione-Band musikken på vandretur gennem diverse soli, mens kameraet går på vandring i Operaen.

Imens breder varmen fra filmens Opera-univers sig helt uundgåeligt til mellemgulvet.

"Dione-Band", optaget og tilrettelagt af Nils Vest, DVD-kopi, Pixel Post 2011. www.vestfilm.dk

22. feb. 2012 - 11:06   03. sep. 2012 - 10:54

Musik