Grækenland i gældsspiralens fangarme

Nyhedsanalyse

af Helge Knudsen

Det bliver den græske befolkning, der står med regningen for for landets gældskrise. Nu vil det vise sig, om den vil betale.

* Mindstelønnen skæres ned med 22 procent fra i dag 5585 kroner

* 15.000 offentligt ansatte fyres.

* Pensionerne skæres ned fra i dag cirka 2700 kroner om måneden.

Disse besparelser kommer oven i en lang række tidligere vedtagne nedskæringer og ekstra skatter.

Oven i et dramatisk udsalg af statslige virksomheder skal der også være planer om at lukke en lang række statsinstitutioner, hvorved tusinder mister deres arbejde.

Grækenlands regeringsleder Lucas Papademos blev tidligere på ugen enig med de udsendte forhandlere fra EU, Den Europæiske Centralbank (ECB) og Den Internationale Valutafond (IMF) – den såkaldte troika.

Herefter har de tre partier, der indgår i den græske regering, sagt ja. Nu skal parlamentets medlemmer stemme.

Befolkningen bliver ikke spurgt. Faktisk blev den tidligere socialdemokratiske regeringsleder Papandreou sidste efterår nødt til at gå af, efter at han havde foreslået at afholde en folkeafstemning om den økonomiske krisepolitik.

I dag er Papandreou og hans PASOK-parti med i en samlingsregering med det konservative Ny Demokrati og det ekstreme højreparti LAOS.

Og der er absolut ingen planer om at spørge befolkningen, som med en bølge af strejker protesterer mod at betale regningen. De vil sende den videre til dem, der har ansvaret for den.

Privatisering førte til gæld

I en periode efter Anden Verdenskrig købte den græske stat op af skrantende virksomheder. Men fra 1990’erne vendte den udvikling.

De omfattende privatiseringer af banker, transportsektor med mere var til dels resultatet af et udefra kommende pres, hovedsagligt fra EU. Men det blev også brugt til at nedbringe underskuddet på statsbudgettet, så man kunne opfylde EU’s økonomiske krav til optagelse i eurozonen.

Op til krisens udbrud havde Grækenland således en topplacering i EU, når det gælder privatiseringsindtægternes andel af statsbudgettet. Det tog for alvor fart efter Grækenlands optagelse i eruozonen efter 2004, kan man læse i en rapport, lavet af den danske ambassade i Athen i 2009:

»Privatiseringerne har udvidet omfanget af græsk markedsøkonomi drastisk og har dermed forstærket græsk økonomis integration i EU. Afnationalisering sammen med deregulering tillader en strømligning af vigtige græske indenrigssektorer (bankvæsnet, telekommunikation, energimarkedet mv.) med de europæiske og internationale markeder.

Derudover har globale og europæiske investorers indtræden på det græske marked som aktionærer og strategiske partnere i privatiserede virksomheder accelereret udviklingen af forretningsskikke og indstillinger til europæisk niveau.«

På grund af den omfattende privatiseringsbølge blev Grækenland et investeringsobjekt for den internationale kapital. 75 procent af privatiseringsindtægterne stammede fra udenlandske investorer, fastslår ambassadens rapport.

Den fremstiller den græske privatiseringsbølge som en solstrålehistorie. Men skinnet bedrog.

Mange af de nationale virksomheder blev »modnet« til privatisering via enorme statslige investeringer for penge, som blev lånt af hovedsagelig tyske, franske og britiske banker. Desuden blev der i perioden op til krisen gennemført store skattelettelser til det private erhvervsliv, hvad der også drænede statskassen.

Krisens udbrud satte det græske privatiseringsprogram på standby. Dermed tørrede denne indtægtskilde til statsbudgettet ud, og medvirkede til en akut skærpelse af  Grækenslands gældskrise.

Det varmer, indtil…

Ud over direkte privatiseringer indeholdt det græske privatiseringsprogram også omfattende udliciteringer af forskellige offentlige ydelser – og indtægterne fra dem.

For eksempel solgte Grækenland i 2000 flere års fremtidige indtægter fra statslotteriet til et selskab, Ariadne, for et stort engangsbeløb. Året efter solgte regeringen på samme måde den fremtidige ret til i en årrække at opkræve lufthavnsgebyrer i landets lufthavne til et til lejligheden oprettet selskab, Aeolos.

Reelt var der med disse handeler tale om lån, der blev afdraget og forrentet via de overdragne indtægter. Men på statsbudgettet fremstod de ikke som lån, men tværtimod som indtægt fra salg. Denne måde at sminke statsregnskabet på blev bevidst understøttet af finansmarkederne.

Blandt andet Goldman Sachs hjalp med til at sminke regnskaberne. Det skete i samarbejde med den daværende chef for den græske nationalbank, Lucas Papademos – ja netop! Selvsamme mand, som i dag er Grækenlands regeringsleder –indsat på et direkte krav fra Bruxelles (EU), Frankfurt (ECB) og Washington (IMF).

Dengang i 2002, da Den amerikanske storbank Goldman Sachs hjalp grækerne med at pynte på økonomiens udseende, hed chefen for Goldman Sachs Mario Draghi.

Det er påfaldende, at nøjagtig samtidigt med, at Papademos blev regeringsleder i Athen, blev Mario Draghi chef for ECB.

Da den tidligere EU-kommissær og toprådgiver for Goldman Sachs, Mario Monti, få dage senere blev indsat som regeringsleder i Rom, tegner det et stadigt klarere billede af EU’s samt bank- og finanskapitalens direkte angreb på demokratiet i medlemslandene.

Græsk gældsspiral

Den privatiserede græske banksektor investerede op til krisens gennembrud mange penge i de nye EU-lande i Østeuropa. Pengene lånte de af hovedsagelig tyske og franske banker, der også finansierede mange af de udenlandske opkøb af privatiserede græske virksomheder.

Samme banker har også lånt den græske stat penge ved opkøb af græske statsobligationer. Dels for at forhindre, at deres omfattende investeringer i Grækenland skal smuldre ved en græsk statsbankerot, dels fordi lånene giver store renteindtægter på grund af usikkerheden om, hvorvidt Grækenland kan betale lånene tilbage.

Denne lånekarrusel kan holdes kørende på en forventning om, at EU og IMF vil kunne tvinge den græske befolkning til at betale for karruselturen.

Eller, som ambassaderapporten slår fast:

»På trods af økonomisk krise, samt betydelig socio-politisk modstand, er privatisering således stadig en ønsket central strategi for modernisering, strømlining og »europæisering« af græsk økonomi.«