Tilmeld dig vores RSS feed
Selv om Margrethe Vestager havde de store fagter fremme på torsdagens finanspagt-høring om finanspagten, formåede hun ikke at tegne et klart billede af, hvad der venter Danmark ved en tilslutning til pagten – der stadig ikke foreligger i officiel oversættelse til dansk. | Foto: Aage Christensen
- Annonce -

Forvirring om finanspagt

Økonomiministeren lettede ikke på tågesløret over finanspagten på Europaudvalgets høring torsdag. De indkaldte internationale eksperter var enige: den dur ikke.

Hvad betyder finanspagten for Danmark – og for EU? Det er et vigtigt spørgsmål, som der ikke blev skabt klarhed om på torsdagens Christiansborg-høring om pagten.

Europaudvalget, der var arrangør af høringen, havde indkaldt økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager til at indlede mødet. Men det blev et hurtigt fransk ministervisit, hvor Vestager, efter at have besvaret et par spørgsmål, overlod ordet til de indkaldte eksperter.

Et af de helt centrale punkter i pagten er den lov, som skal få alle pagt-lande til at overholde kravet om stram budgetdisciplin. Loven skal slå fast, at budgetterne for stat, regioner og kommuner altid skal være i balance. Helt konkret må de aldrig i noget år vise et strukturelt underskud på mere end 0,5 procent.

Dyr respekt

Men budgetloven bliver helt vores egen, lovede Margrethe Vestager.

– Vi tager så at sige løfterne med hjem, og gør dem til regler i national lovgivning. Enten på forfatningsniveau, som nogen kan, eller via en lov som på anden måde garanterer, at balancereglen bliver overholdt i de årlige finanslove.

Det skal være med til at ændre den måde, vi ser på det på, forklarede økonomiministeren.

– For skulle der være en enkelt tirsdag eftermiddag, hvor respekten for løfterne afgivet i europæisk sammenhæng måske ikke er helt  tårnhøj, så må man til gengæld forvente, at folkevalgte alle årets dage, alle døgnets timer, har respekt for den lovgivning, de selv har vedtaget.

Den respekt kan dog koste dyrt for danskernes velfærd, understregede Søren Søndergaard, EU-parlamentariker for Folkebevægelsen mod EU. For Danmark har i de senere år ikke levet op til finanspagtens krav, og vil heller ikke gøre det i år eller næste år.

Men det hørte landets økonomi- og indenrigsminister ikke. For da havde hun forladt høringen.

Hun nåede heller ikke at høre Sony Kapoor og Thomas Klau fra de to respektive tænketanke Re-Define og European Council on Foreign Relations, som kritiserede finanspagten sønder og sammen.

Pagten virker ikke

Finanspagten vil ikke løse EU’s og eurozonens problemer, slog Thomas Klau fast.

– Finanspagten er måske alle økonomers våde drøm: Økonomisk politik uden politisk indblanding, sagde Thomas Klau, og fortsatte:

– Nu kan man indsætte en ny regering, uden at den kan ændre den økonomiske politik. Men økonomer har før taget fejl. Politikere kan man stille til ansvar ved et valg. Hvem skal drage EU-kommissionen til ansvar?

Sony Kapoor var enig i, at finanspagten ikke vil virke, fordi den vil understøtte, og ikke modvirke, den voksende ulighed mellem euro- eller pagtlandene, ved at tvinge ulige økonomier til at indtage samme medicin. Det vil også skade Danmark, sagde Sony Kapoor.

Bagdøren

Han havde derfor et godt råd til den danske regering:

– Eftersom I nu har EU-formandskabet og har sagt ja til at tilslutte jer finanspagten, vil det naturligvis være uhørt, hvis EU-formandslandet springer fra sådan et løfte. Men jeg opfordrer jer til at holde en bagdør åben. Den vil I få brug for, sagde Sony Kapoor.

Hvad den bagdør kan bestå i, uddybede Sony Kapoor, der har arbejdet og arbejder som økonomisk rådgiver for flere regeringer, overfor Arbejderens udsendte i den efterfølgende kaffepause .

– Jeres regering må naturligvis underskrive pagten sammen med de andre lande på EU-topmøde i starten af marts. Men pagten er jo en traktat, som også skal ratificeres i jeres parlament. Mit råd er, at Iventer med at ratificere finanspagt-traktaten, til jeres EU-formandskab er forbi. Og så sørger I for, at der er et flertal imod den i jeres parlament, sagde Sony Kapoor.

Det råd er hermed givet videre.

Relaterede artikler