Forbrydere slipper for straf i Honduras
De ansvarlige for statskuppet i Honduras i 2009 behøver ikke bekymre sig om fængelsstraf. De kan fortsat leve et normalt liv – mange af dem højt på magtens tinder.
For heller ikke i 2011 retsforfulgte Lobo-regeringen de ansvarlige for kuppet. Det mener menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch (HRW).
– Ofrene for bruddene på menneskerettighederne efter kuppet har ikke kunne finde retfærdighed i Honduras’ retsvæsen, siger José Miguel Vivanco, leder af HRW’s Amerika-afdeling.
Selvom regeringen i maj 2010 etablerede en såkaldt sandhedskommission, »så er straffrihed stadigvæk et alvorligt problem«, skriver HRW.
Selvom kommissionen i længere tid har behandlet flere sager om statslige sikkerhedsstyrkers mord på civile, så var ikke en eneste, i slutningen af 2011, draget til ansvar for alvorlige brud på menneskerettighederne.
Siden kuppet i juni 2009 og den nuværende regerings magtovertagelse er flere end 300 mennesker blevet myrdet af statens sikkerhedsstyrker, mindst 34 medlemmer af oppositionen er blevet dræbt eller er forsvundet, og mindst 13 journalister er blevet dræbt ifølge den honduranske menneskerettighedsorganisation Cofadeh.
På trods af at regeringen holder hånden over de ansvarlige for mord, trusler og forsvindinger, så roste USA’s præsident Barack Obama i oktober 2011 Honduras’ regering.
Obama mener, at præsident Porfirio Lobo og hans højreorienterede regering gør et stort arbejde for at »genetablere demokratisk praksis« i landet.
USA‘s positive position overfor Lobo-regeringen falder Dana Frank, historieprofessor ved University of California og Honduras- ekspert, for brystet.
»Præsident Obama var hurtig til at anerkende Lobos sejr, selv da det meste af Latinamerika ikke gjorde. Hr. Lobos regering er rent faktisk et barn af kuppet. Regeringen beholder de fleste af de militærpersoner, som stod bag kuppet, og der er ingen, der er endt i fængsel for at starte kuppet«, skriver Dana Frank i en kronik.
Også FN er bekymret og har i disse dage sendt Margaret Sekaggy til Honduras. Hun er særlig rapportør for menneskerettigheder og skal evaluere situationen i landet, skriver Scoop News.


