Tilmeld dig vores RSS feed
I et forsøg på at få Kommissionen på andre tanker har LO’s formand, Harald Børsting, skrevet et brev til EU-kommissæren for beskæftigelse, Lásló Andor, som opfordres til at droppe forslaget. I brevet gør LO-formanden opmærksom på, at konfliktretten i Danmark ikke alene er central i den danske model men også særdeles vidtgående i forhold til i de øvrige EU-lande. | Foto: pn
- Annonce -

EU truer retten til at strejke

EU-kommissionen foreslår, at medlemslande skal advare, hvis der er optræk til strejke, og EU-domstolen kan dømme strejker ulovlige. Drop forslaget, siger LO.

EU er på vej med nye skridt, der kan trække tænderne ud på den europæiske og dermed også den danske fagbevægelse.

Kommissionen arbejder på en forordning, en EU-lov, der giver EU mulighed for at forhindre lønmodtagere i at strejke.

Ifølge forslaget forpligtes medlemslandene til at informere EU-Kommissionen og andre medlemslande om optræk til konflikter, der berører det indre markeds såkaldte »frihedsrettigheder«. Det vil sige arbejdskraftens og kapitalens fri bevægelighed.

Samtidig gør forordningen det muligt for EU-kommissionen at indbringe strejker for EU-domstolen. Domstolen kan dømme en strejke ulovlig, hvis den krænker frihedsrettighederne. Endelig forpligter forordningen medlemslandene til straks at gøre alt for at forhindre, at konflikten opstår.

Men EU skal ikke blande sig i, om danske lønmodtagere går i konflikt, lyder det fra LO.

– Vi har et arbejdsmarked, en dansk model, hvor regeringen ikke blander sig. Den model skal kommissionen bare holde fingrene fra. Vi vil ikke have et system, hvor EU-kommissionen kan true enkelte lande med økonomiske sanktioner, hvis ikke en strejke bliver stoppet, siger LO’s internationale sekretær Marie-Louise Knuppert til Politiken.

LOvurderer, at der med forordningen er tale om egentlig EU-regulering af retten til at konflikte. Nøjagtig som LO er imod regulering af konfliktretten via dansk lovgivning, er LO også imod en EU-regulering.

I et forsøg på at få Kommissionen på andre tanker har LO’s formand, Harald Børsting, skrevet et brev til EU-kommissæren for beskæftigelse, Lásló Andor, som opfordres til at droppe forslaget. I brevet gør LO-formanden opmærksom på, at konfliktretten i Danmark ikke alene er central i den danske model men også særdeles vidtgående i forhold til i de øvrige EU-lande.

»Særligt er den vidtgående adgang til at iværksætte sympatikonflikter helt afgørende for den danske fagbevægelse«, skriver Harald Børsting.

Ifølge Arbejderens oplysninger kommer forslaget ikke som planlagt på bordet, når EU’s beskæftigelsesministre mødes fredag i næste uge. Om det skyldes LO’s indsats vides ikke.

Det er ikke det samme som, at EU-kommissionen dropper forslaget, advarer Finn Sørensen fra Enhedslisten.

– Så jeg vil larme højt for at få den danske regering til at gøre alt for at få forordningen stoppet, siger Finn Sørensen til Arbejderen.

Han starter larmen i dag, når han deltager i Europaudvalgets møde.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) forstår LO’s vrede, men vil ikke kommentere på sagen, før hun har set et endeligt forslag. Ifølge Politiken er Dansk Arbejdsgiverforening også imod en regulering af retten til konflikt, men vil heller ikke kommentere initiativet.

Relaterede artikler