Den globale overklasse og den russiske
af Aksel V. Carlsen
Oftest skildres Vladimir Putin kun som eks-KGB-mand eller som magtfuld russisk statsminister, der bliver Ruslands næste præsident. Mere sjældent ser man på hans social-konservative verdensbillede, som ellers vil kunne forklare, hvorfor der endnu er stor støtte til ham, ikke kun i fjerne russiske provinser, men også i storbyer.
Hans tilsyneladende store opbakning skyldes ikke kun omfattende valgsvindel. Han nyder faktisk støtte, fordi han, i manges øjne, presser en politik igennem, der (naturligvis) gavner overklassen, men også sætter skub i noget produktion. Mange mener, at han bidrager til samfundsstabilitet samt til international respekt om Rusland, ikke mindst hos rivalen USA.
Men hvordan er den russiske overklasses holdning til de globale finansbaroner og til Putin?
En af Ruslands førende analytikere er lederen af Institut for Globale Studier i Moskva, økonomiprofessor Mikhail Deljagin. Til avisen, Novyje Izvestia fortalte han i sidste uge, at man ved topmødet i Davos »hørte flere russiske toppolitikere anvende en overraskende kritisk tone mod det russiske politiske system«. Det lød som om, siger han, at »en liberal klan udfordrer Putin. Disse toppolitikere udgør faktisk, sammen med de liberale demonstrationsledere, to dele af samme liberale klan«.
Den globale overklasse, mener Deljagin, »kan ikke lide, at Putin har en vis vægt og kontrollerer Ruslands råstoffer. Af samme grund kunne USA ikke lide Mubarak i Egypten. Naturligvis må den globale kapital forhandle med Putin, men han er lillebror, fordi det russiske offshore-aristokratis penge ligger i vestlige banker. Putin er endnu med i forhandlingerne, men den herskende globale klasse vil helst skrue tiden tilbage til 1990-erne, da Rusland næsten var under ekstern (vestlig) administration. Den herskende globale overklasse ønsker nemlig ikke at forhandle, men selv at eje«.
Koloniforvaltere
Ifølge Deljagin, vil denne globale overklasse »dels bevare kaos i hele verden, bortset fra USA, og få andre til at købe amerikanske værdipapirer. Og dels har man foragt for anderledestænkende ledere, der kan føre forhandlinger og har ressourcer. I Rusland har de ikke brug for Putin. De har brug for USA-loyale ledere af en kolonial administration. De vil ikke satse på et samarbejdsvilligt, kolaboratør-borgerskab i Rusland, men efterlyser koloniforvaltere – embedsmænd, som de nyindsatte ledere i Grækenland og Italien.
En russisk liberal klan ånder tydeligvis Putin i nakken. Man forsøgte først, mener Deljagin, at få Medvedev til at udfordre Putins magt, men han var for svag. Nu prøver den liberale klan, at rokke ved Putins position ved hjælp af middelklassen.
Denne liberale klan består altså mindst af to grupper. Den ene omfatter ministre, forretningsfolk og kendte universitetsrektorer, der i 1990-erne stod bag Jeltsins darling, den liberale økonom, Jegor Gajdar. Den anden omfatter demonstrationslederne Ryzhkov, Navalnyj, Kasparov, Kasjanov og andre. Som bindeled mellem disse to grupper virker milliardær og præsidentkandidat Prohorov og eks-finansminister Kudrin. De føler sig hjemme både i den ene og den anden gruppe.
Putins »nære ven«
Deljagin siger: »Jeg vil ikke udelukke, at Kudrin har fået besked fra Putin om at blande sig med demonstranterne. Det har han nu gjort i den grad, at han snart vil kunne sige til Putin: »Jeg står nu i spidsen for denne protestbølge, så fremover bliver det ikke diverse brushoveder De skal forhandle med, men med mig, Deres medarbejder og nære ven«.
Og man kan ikke udelukke, tilføjer Deljagin, at »Kudrin en dag afsætter Putin og overtager hans post. Eller lader Prohorov komme til...«.
