Tilmeld dig vores RSS feed
I december 2011 søgte 8.500 praktikplads. 18 procent flere end samme måned året før. Her er det værktøjsmagerelever på KTS i København. | Foto: Arbejderen
- Annonce -

Arbejdsgivere: Færre skal uddanne sig

Antallet af elever, der søger praktikplads er steget med 18 procent på et år. Det skal være sværere at komme ind i køen til pladserne, mener arbejdsgiverne.

Det skal være sværere for eleverne at blive optaget på landets erhvervsskoler.

Det mener Dansk Arbejdsgiverforening efter at Ministeriet for Børn og Uddannelse har fremlagt nye tal for, hvor mange elever der søgte om praktikplads i december sidste år.

Arbejdsgiverforeningen ønsker gerne at der opstilles adgangskrav til erhvervsuddannelserne

– Gennem opstilling af adgangskrav til erhvervsuddannelserne bør det sikres, at eleverne har de nødvendige personlige og faglige kompetencer til at kunne blive ansat som elev på en virksomhed, siger chefkonsulent i arbejdsgiverforeningen, Simon Neergaard-Holm.

Tallene viser en stigning i antallet af praktiksøgende elever på de danske erhvervsskoler. I december 2011 søgte 8500 praktikplads. Det er 18 procent flere end samme måned året før.

Men DA skyder helt ved siden af, siger næstformand i Erhvervsskolernes Elev-Organisation, Morten Ryom.

– Adgangskrav gør ikke folk mere motiverede, det betyder bare at færre kommer ind på uddannelsen og det holder ikke. Uddannelse skal være for alle, siger han til Arbejderen.

Dansk Arbejdsgiverforening mener, at der bliver optaget for mange »umotiverede« elever i praktikpladskøen.

– Mange af disse elever har hverken de nødvendige kompetencer til at få en praktikplads eller har tilstrækkelig motivation til at søge de ledige praktikpladser, der findes på andre uddannelsesområder, siger Simon Neergaard-Holm.

Morten Ryom undrer sig over, at det bekymrer arbejdsgiverne, at flere unge vil tage en erhvervsuddannelse.

– Vi får ørerne tudet fulde med at der om ti år kommer til at mangle 10.000 faglærte, så arbejdsgiverne burde bare være glade for at flere unge uddanner sig, mener han.

Relaterede artikler