Stiftet i 2001 ved sammenslutning af tre partier.
Formand Viktor Tyulkin.
Over 50.000 medlemmer.
Deltager i de kommunistiske verdensmøder, senest i Athen.
Var i 2010 medstifter af ROT FRONT, en paraplyorganisation for socialisme og sovjetmagt, der omfatter bevægelsen Venstrefronten og røde fagforeninger. Bogstaverne ROT er en russisk forkortelse for ‘Ruslands Forenede Arbejder’... Front.
Seks gange er ROT FRONT blevet afvist som opstillingsberettiget, og fronten deltog ikke i det seneste valg.
Alexander Batov: Valget bliver en farce
af Aksel V. Carlsen
Forud for præsidentvalget den 4. marts arrangerede venstrefløjen i Moskva og Skt. Petersborg i januar offentlige protestmøder. Ved et af disse møder i Moskvas industrikvarter, Krasnaja Presnja, fik jeg til Arbejderen en snak med den 32-årige Alexander Batov, som var mødets ordstyrer.
Han er en to meter høj, eftertænksom fyr med lunt gemyt.
Alexander Batov er universitetsuddannet ingeniør og indtil for nylig formand for Revolutionære Ungkommunister.
I dag er han yngste medlem af landsledelsen i Ruslands Kommunistiske Arbejderparti – RKRP-RPK.
Tre proteststrømninger
Han forklarer, at mødet med knap 100 deltagere var i underkanten af det sædvanlige fremmøde til venstrefløjens aktiviteter i Moskva.
RKRP-RPK ser sig som en del af de brede protestdemonstrationer, der generelt set tæller tre hovedstrømninger.
– For det første, den liberale, »orangefarvede« strømning, der omfatter en velstående del af hovedstadens middelklasse. De er vrede over valgsvindel og magthavernes dobbeltmoral. De har mediernes særlige interesse, fortæller den russiske kommunist.
Den anden strømning, kalder Batov »systembevarende«.
Den omfatter dels Zjuganov-ledelsen i Ruslands Kommunistiske Parti (KPRF) med dens »klerikale nationalisme og tvivlsomme tese om, at Rusland angiveligt »har opbrugt revolutionskvoten« og dels den spektakulære teaterleder og filosof, Sergej Kurginjan.
Mens Batov altså er skeptisk over for Zjuganov, så er der et betydeligt samarbejde med medlemmer og afdelinger af hans parti, Ruslands Kommunistiske Parti (KPRF).
Ifølge Batov, »tilpasser Zjuganov sig vilkårene under røde flag og afholder egne protestmøder, mens mange KPRF-afdelinger er vore samarbejdspartnere i brede enhedsaktioner«.
– Kurginjan bruger mest sit krudt på at afsløre de »orangefarvede« med deres USA-kontakter og bagatellisere Putin-styrets hykleri. Både Zjuganov og Kurginjan vil »fair valg« og overser systemets klassemæssige natur, som dog netop er grunden til, at selv en fair stemmeoptælling ikke vil forbedre folkets levevilkår, kritiserer den høje kommunist, og fortsætter:
– RKRP-RPK udgør sammen med 15-20 andre organisationer, herunder flere KPRF-afdelinger, en tredje strømning. Vi vil også fair valg, vi vil også af med Putin, men vi understreger, at det ikke er et personspørgsmål. Vi vil af med systemet. Vi vil af med den autoritære forfatning, som Jeltsin fik udarbejdet efter blodbadet i 1993. Vi overvurderer ikke valgenes betydning og opfordrer folk til aktivitet, til dannelse af lokalråd, for selv at medvirke til at forene daglige, sociale krav med politiske krav. Indbyrdes er venstrekræfterne uenige om taktikken. Nogle vil ikke deltage i de liberales protester, imens vi andre fremlægger vore holdninger alle steder, hvor folk samles.
– Ikke alle venstrekræfter vil støtte Zjuganov ved præsidentvalget. Vort parti afslører valghykleriet og opfordrer til stemmeboykot. P.t. giver systemet ikke muligheder for egentlige valg. Det bliver en farce, siger Alexander Batov.
Sociale problemer og internationalisme
Batov fortæller videre, at RPRK-RPK gør en særlig indsats for at skabe opmærksomhed om Ruslands sociale problemer og partiet har et netværk blandt beboergrupper og på en række arbejdspladser for at rejse en aktiv fagbevægelse uden om Ruslands systemtro faglige LO.
– Arbejderklassen er ramt af Ruslands industriafvikling. Den ene store virksomhed efter den anden privatiseres og lukker. Enkelte steder har vi gode kontakter til de nye fagforeninger. For eksempel på automobilfabrikker, på et par maskinfabrikker samt Moskvas togvognfabrik.
– Vi har startet et samarbejde med grupper af gæstearbejdere, der, som billig arbejdskraft, kommer til storbyerne. De er udsat for dobbeltpres. Som uorganiserede er de underbetalte, og som ikke-russere udsættes de for hetz. Vi danner et netværk, der samarbejder med dem ud fra en internationalistisk holdning, beretter Batov.
Afslutningsvis fortalte han, at RKRP-RPK har indledt forhandlinger om sammenslutning med et af de partier, der betragter sig som arvtager af SUKP – det tidligere Sovjetunionens Kommunistiske Parti. Dette andet parti omfatter også kommunister fra andre af de tidligere sovjetrepublikker.


