Honduras i korruptionens klør
Politiet er bundkorrupt og arbejder sammen med de berygtede narkokarteller.
Det mener mange i det mellemamerikanske land Honduras. Men kun få tør sige det offentligt.
En af dem, der turde, var den velrenommerede sikkerhedsekspert Gustavo Alfredo Landaverde. Den 7. december, to uger efter hans kritik af politistyrken, blev hans krop gennemhullet af skud fra automatvåben.
Attentatet på Landaverde er endnu et eksempel på de problemer med korruption, der truer næsten alle større statslige institutioner i Honduras. Og Landaverde er blot én i en lang række kritikere af korruptionen, som er blevet myrdet eller kidnappet i den seneste tid.
Regeringen – under den højreorienterede rigmand Porfirio Lobo, som en stor del af honduranerne og det internationale samfund anser for illegitim – har ikke skabt fremskridt for landets befolkning.
I december 2005 vandt den liberale politiker Manuel Zelaya præsidentvalget i Honduras. Det skulle blive starten på tre år med sociale fremskridt og blandt andet et medlemskab af det solidariske handelssamarbejde ALBA.
Men i sommeren 2009 blev Zelaya kuppet af højreorienterede politikere og hæren, som har mere end normalt stærke bånd til USA. Siden har landets nye regering forsøgt at annullere de sociale forbedringer, der fandt sted under Zelaya.
Siden er kriminaliteten steget, og Honduras har nu den højeste drabsrate i verden – 82,1 drab per 100.000 er den blodige statistik, som landets 7,6 millioner indbyggere må leve under. Dermed er Honduras farligere at leve i end både Irak og Afghanistan.
USA har siden 2008 støttet Honduras’ retsvæsen og politi med 283 millioner kroner. Men Washington medgiver nu, at korruptionen er løbet løbsk i de institutioner, som landets regering har postet penge i.
– Der er ingen tvivl om, at vi er meget bekymrede. Det er vigtigt at komme i gang med en oprydnings-proces, og at de gør det så effektivt og hurtigt, som de overhovedet kan. Der er ingen i landet, der stoler på politiet lige nu, siger Lisa Kubiske, USA’s ambassadør i Honduras, til avisen The Miami Herald.
USA har taget drastiske midler i brug for presse Lobo-regeringen.
Onsdag den 18. januar hastede præsident Lobo til Miami, hvor han holdt et møde med repræsentanter for Det Hvide Hus.
Bare 24 timer senere havde den honduranske kongres vedtaget en ændring af grundloven, der betyder, at Honduras nu kan udlevere sine statsborgere, som er anklaget for terrorisme, narkosmugling eller organiseret kriminalitet til fremmede magter.


