Tilmeld dig vores RSS feed
- Annonce -

Byggefolk tilbyder gratis overenskomst

Det skulle da ligne arbejdsgiverne dårligt at sige nej til et gratis tilbud, siger faglige aktivister, som i morgen tidlig stiller på foran DA med et tillæg til overenskomsten.

Hvis arbejdsgiverne vil, kan de med en sølle underskrift bane vejen for en overenskomst på byggeområdet, der giver garanti for et værn mod løndumping, overenskomst til alle og kædeansvar.

– Vi har en genial idé, der kan holde plattenslagerne ude og samtidig holde hånden over de ordentlige firmaer, siger Carsten B. Hansen, der er faglig sekretær i den københavnske 3F afdeling, Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening.

De københavnske byggefagforeninger stiller i morgen op foran Dansk Arbejdsgiverforening med et gratis tilbud.

Tilbuddet går i al sin enkelthed ud på, at arbejdsgiverne kommer ned på gaden, tager en fyldepen med, og skriver under på et tillæg til hovedaftalen. Tillægget forpligter arbejdsgiverne til at sørge for, at de firmaer, som de hyrer som underentreprenører på byggeopgaver, har overenskomst.

– Med et pennestrøg kan arbejdsgiverne få ryddet en sten af vejen og komme videre med forhandlingerne om en overenskomst. En sten, som oven i købet ikke kommer til at koste dem en bøjet femøre, siger Anders Olesen, formand for Byggefagenes Samvirke.

Byggefolkene lægger ud med morgenkaffe og brød på Rådhuspladsen klokken 7:30. Herfra går turen til arbejdsgiverforeningen i Vester Voldgade nummer 113.

– Vi er klar med både papir og pen til at få en aftale og venter kun på arbejdsgiverne. Det skulle da ligne dem dårligt at sige nej til et gratis tilbud, siger Anders Olesen.

Skriver arbejdsgiverne under, går byggefolkene videre til LO på Islands Brygge.

Overenskomstforhandlingerne på det private arbejdsmarked har været i gang i godt en måned.

Fredag er sat som en foreløbig deadline for et forlig på industriens område, der traditionen tro er toneangivende for alle andre overenskomster.

Relaterede artikler