Efter Berlusconi
Italien har 60 millioner indbyggere og er eurozonens tredjestørste økonomi. Italiens enorme statsgæld og budgetunderskud er et langt større problem for EU end lille Grækenland.
I november blev Silvio Berlusconis højreregering tvunget til at gå af. Den blev erstattet af en samlingsregering ledet af økonomiprofessor Mario Monti, der er tidligere EU-kommissær og rådgiver for storbanken Goldman Sachs.
Mens Berlusconi baserede sin position på landets mange småborgere er Montis regering en åbenlys repræsentant for italiensk og europæisk storkapital. Men også militæret og den katolske kirke har en stærk position i regeringen.
Kriseforholdsregler
Regeringen har vedtaget at hæve pensionsalderen til 66 år fra 2018, fastfrosset pensionernes størrelse, hævet momsen og skatterne på blandt andet energi og boliger. Alle disse forholdsregler rammer mennesker med lave og middelindkomster hårdt.
Næste bølge af forholdsregler retter sig mod yderligere at udhule arbejdernes rettigheder. Man gør det lettere af fyre folk og man undergraver modellen med nationale, kollektive overenskomster med henblik på at sænke lønningerne.
Det sker i en situation, hvor Italien har mistet over en million arbejdspladser over de seneste tre år. Ifølge Eurostat er den officielle arbejdsløshed på 8,6 procent. For unge under 24 år er andelen 29,3 procent.
Fagbevægelsen
De tre store faglige landsorganisationer CGIL, CISL og UIL støtter i det store og hele den førte politik.
Fra tid til anden kritiserer de kriseforholdsreglerne og kalder til korte strejker, men når valget står mellem at mobilisere medlemmerne til kamp eller at samarbejde med magten, vælger de samarbejdet.
I Italien findes en række mindre faglige organisationer, som forsøger at bryde de tre kæmpers lammende greb om arbejderne og samle medlemmerne til kamp for deres interesser. Størst blandt de uafhængige fagforeninger er landsorganisationen Unione Sindacale di Base (USB) med en kvart million medlemmer.
Generalstrejken
Initiativtagere til generalstrejken den 27. januar var USB, ORSA, Slai Cobas, CIB-Unicobas, SiCobas, Snater og USI. Det var første gang den uafhængige fagbevægelse kaldte til generalstrejke.
Den rettede sig mod regeringens kriseforholdsregler og EU’s diktater. Strejken rejste krav om bedre levevilkår, bedre ansættelsesforhold og demokrati. Fagforeningerne påpeger, at pengene findes. Halvdelen af landets rigdomme er samlet i hænderne på blot ti procent af befolkningen.
USB rapporterer om en god opslutning især i transportsektoren. I lokaltrafikken i Rom var opbakningen 70 procent, i Bologna og Venedig 80 procent, da der var flest, som deltog i strejken. Også inden for andre sektorer, som offentlig forvaltning og handel, var der gode resultater.
Roms forstadsskoler rammes hårdest
Alle skoler i Rom bliver ramt. Værst er det i forstæderne.
Det er Marco Piccinelli, som taler, og de andre gymnasieelever nikker bekræftende – og indskyder nogle betragtninger.
– I vores skole i den østlige del af Rom er der for få lærere. Mange er blevet fyret. Vi kan ikke kopiere papirer, for der er ingen penge. Skolebygningerne er ikke længere sikre.
Hvordan ser I på fremtiden, hvor ungdomsarbejdsløsheden vokser?
– Vi ved ikke, hvad der sker, siger Noemi Cavallari og trækker på skulderen. Det vi ser nu ligner slet ikke en fremtid. Det giver ikke noget håb.
Læreren Silvia Barten står lidt derfra med sit skilt:
– Montis politik rammer almindelige mennesker og arbejderne. Alle tvinges til at betale nye skatter og arbejdernes rettigheder forringes, siger hun.
Silvia Barten mener, at den politik, som nu rammer flertallet af italienerne, hverken har med krisen eller med landets store gæld at gøre.
– Når der skal købes nye krigsfly og våben eller den militære indsats i Afghanistan skal finansieres, så er pengene der. Men til skolen er der ingen penge. Monti er lige så dårlig som Berlusconi. Det er en regering for de rige.
– Strejken og demonstrationen i dag er vigtig, fortsætter hun. De store fagforeninger er ikke med. Vi må skabe enighed nede fra, for vi er alle i samme situation. Alle rammes af den politik, som føres.
