Internationale eksperter og vidner mødtes i november 2011 til det tredje Russell-Tribunal om Palæstina. Tribunalet blev afholdt i Sydafrika og satte fokus på om Israel er en apartheidstat og om Israel fører en politik i strid med internationale konventioner. Erfaringer fra apartheid i Sydafrika kom på bordet inden juryen afsagde sin kendelse. Brita Bastogi deltog som en af tre danskere i tribunalet og skriver en række artikler derfra til Arbejderen. Den første blev bragt tirsdag den 20. december. Desuden har der været artikler fra tribunalet den 3. og den 10. januar.
Hvad er Russell Tribunalet?
* Russell Tribunalet er et internationalt samvittigheds-tribunal, skabt af borgere som svar på krav fra civilsamfundet om at informere og mobilisere den offentlige mening, og til at lægge pres på beslutningstagere.
* Den engelske filosof Bertrand Russell blev så forarget over USA's krig mod Vietnam, at han tog initiativet til et internationalt tribunal i 1967, som skulle undersøge krigens skyldsspørgsmål i forhold til FN's konventioner.
* Tribunalerne er genoptaget – nu med fokus på Palæstina, og det tredje tribunal om Palæstina blev afholdt i Sydafrika i slutningen af november.
* Selve tribunalet organiseres med et emne ad gangen – der høres eksperter og vidner. En jury på 8-10 personer hører, hvad disse eksperter og vidner har at fremføre, og kommer så med deres konklusioner.
Beretninger om et ‘herrefolks’ handlinger og mishandlinger
Den israelsk-amerikanske jøde, Jeff Halper, der immigrerede til Israel i 1957, og palæstinenseren Jamal Juma'a skulle ved Russell- Tribunalet i Sydafrika berette om opdelingen af befolkningen i forhold til race.
Jeff Halper, der er professor i antropologi og koordinator i den israelske komité imod nedrivning af huse (ICAHD), blev sammen med den palæstinensiske aktivist Ghassam Andoni indstillet til Nobels Fredspris i 2006.
– For mig er det helt klart, at Israels 44 års besættelse er en apartheid-forbrydelse. I dag er det ikke længere muligt skarpt at skelne mellem forholdene i selve Israel og de besatte områder. Det er en fiktiv distinktion. Israel laver ikke nogen distinktion, Israel benægter officielt, at det er en besættelsesmagt, og ser det hele som et land, sagde Jeff Halper.
Professoren fortalte, at israelerne har revet 26.000 hjem ned i de besatte områder siden 1967, og at dette falder under Apartheidkonventionens Artikel II (d), fordi det er en politik om opsplittelse ud fra nationale, etniske kriterier.
Og mens det tidligere vidne advokaten Lea Tsmel kunne berette, at der er en lov på vej i Israel om forbud mod at tale om apartheid, så er der sat hebræiske ord på noget, der til forveksling ligner denne kriminelle praksis:
– Vi bruger ordet apartheid i Israel officielt. Det bruges i politikken imod palæstinenserne og hedder »hafrada« på hebræisk, som betyder apartheid – at adskille. Den officielle betegnelse for muren er adskillelses-muren, ikke sikkerheds-muren, fortalte Jeff Halper.
Hjem behandles som affald
Et af spørgsmålene fra juryen var, at hvis 26.000 hjem var blevet revet ned på Vestbredden, hvor mange drejer det sig så om i selve Israel?
– Vi ved faktisk ikke, hvor mange hjem, der er revet ned på Vestbredden, eller i Østjerusalem, fordi tallene er hemmelige. Og inde i Israel er der aldrig foretaget en optælling, så vidt jeg ved, svarede Halper. Beduinernes huse i Negev-ørkenen bliver ikke engang regnet for hjem, de bliver kaldt »strukturer,
– Så man skelner ikke mellem en stald og et hjem. Desuden anses beduinernes hjem for affald, så det bliver fjernet som affald. Det betyder, at man slipper for at skaffe nedrivningsordrer og forhindrer folks muligheder for at gå til domstole, afsluttede Halper.
Vidne fra Stop Muren
Det næste vidne på Russell Tribunalet var Jamal Juma'a, der er koordinator i den palæstinensiske organisation »Stop Muren«.
Jamal Juma'as tale blev holdt på baggrund af en videnskabelig undersøgelse foretaget i 2001 af 250 forskere fra Israel og hele verde n, om, hvordan de ser på palæstinensernes fremtidige muligheder. Et fantastisk powerpoint-show, der var resultatet af undersøgelserne, blev vist, mens Jamal Juma'a forklarede.
De grafiske billeder med referencer til forskellige love, viste hvor der var og er lagt planer for yderligere at klemme palæstinenserne sammen i koncentrerede områder.
Hvordan man prøver på at få israelerne til at flytte fra kysten til bjergområderne.
Hvordan man vil nedsætte antallet af palæstinensere i Østjerusalem fra 38.000 til 12.000.
Hvordan de palæstinensiske beduiner, nomaderne, drives sammen i små enklaver.
Billederne af muren viste, hvordan den slynger sig ind og ud omkring Jerusalem, næsten ind til centrum, og hvordan den afskærer historiske landsbyer, der kun ligger fem kilometer fra byen, imens det bliver planlagt at gøre plads for 200.000 bosættere.
Fotos og kort viste, hvordan apartheidmuren, går ind over de palæstinensiske områder og stjæler land og vandressourcer.
Vi ser industri-zoner langs med muren, der er placeret netop hér for at have adgang til billig arbejdskraft og uden hensyn til den forurening, som både arbejdere og landsbyer i nærheden udsættes for.
Mange af disse industrier er bygget af tyskere, franskmænd eller andre udlændinge eller med hjælp fra Verdensbanken.
– Dét får mig til at konkludere, at det internationale samfund er medskyldige ved at udvise tavshed eller samarbejde, sluttede Jamal Juma'a.
