01 Aug 2014  

KBH: Let skyet, 23 °C

Bank indefryser Roj TV’s midler

Bank indefryser Roj TV’s midler

Torsdag, 02. februar, 2012, 11:40:06

Selvom sagen mod Roj TVendnu ikke er afsluttet, har Danske Bank besluttet at spærre den kurdiske tv-stations konti.

Selvom sagen mod Roj TV endnu ikke er afsluttet har den store konsekvenser for den kurdiske tv-station: Først lukkede deres udbyder for signalet og nu er deres bankkonti spærret.
Mette Kramer Kristensen

Uden varsel har Danske Bank lukket ned for samtlige de tre konti, som den kurdiske tv-station Roj TV havde i banken.

Den 16. januar skulle direktøren for Roj TV, Imdat Yilmaz, betale en regning. Men noget var helt galt. Han kunne ikke komme ind på sin netbank.

Først da Imdat Yilmazselv ringede til banken for at få en forklaring, sendte Danske Bank et brev med overskriften »Dom vedrørende Roj TV«.

Heri lader Danske Bank den kurdiske tv-station vide at »banken er fra pressen orienteret om at byretten i København har dømt Roj TV for overtrædelse af straffelovens § 114e – den såkaldte »terrorparagraf«. Da banken ønsker at sikre sig mod utilsigtet at understøtte pengestrømme, som kunne opfattes som medvirken til terrorisme, har vi set os nødsaget til at spærre Deres konti.«

Direktøren er rystet over bankens afgørelse:

– Det kan ikke være rigtigt. Vi har anket byrettens dom. Derfor er sagen endnu ikke afsluttet. Østre Landsret har endnu ikke taget stilling til sagen, og vi har stadig vores sendetilladelse. Vi føler os dømt på forhånd af vores egen bank, siger Imdat Yilmaz til Arbejderen.

Lige nu har Roj TVingen bank, og overvejer hvordan de kan fortsætte arbejdet. Tv-stationen har nu sat deres advokat Bjørn Elmquist på sagen.

– Vi overvejer en retssag, så vi igen kan få adgang til vores konti og vores penge. De er jo helt afgørende, hvis vi fortsat skal kunne drive en tv-station, uddyber Roj TV’s direktør.

Arbejderen har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Danske Bank.

Danske Banks lukning af Roj TV’s konti er blot det seneste eksempel på, at en privat virksomhed forsøger at knække Roj TV. Efter Københavns Byrets dom, besluttede tv-stationens daværende franske satellitudbyder, Eutelsat, at lukke for Roj TV’s signal natten mellem den 22.-23. januar 2012.

Men få dage efter lykkedes det Roj TVat lave en ny aftale med den græske satellit-udbyder Intelsat. Intelsats signal er dog kun tilgængeligt i Kurdistan, Tyrkiet, Balkan og resten af Mellemøsten. Seere i Vesteuropa og Skandinavien må foreløbig følge kanalen på internettet – men Roj TVer i fuld gang med at finde en satellit for europæiske seere.

En undersøgelse fra den internationale tv-livestreamingside, Delicast, viser at den kurdiske tv-station er seernes mest fortrukne internet-tv på verdensplan: Roj TV er listet foran tv-stationer som Al Jazeera, BBC Persian og CNN Türk.

02. feb. 2012 - 11:40   03. sep. 2012 - 10:53

Medier