Tilmeld dig vores RSS feed
Fagbevægelsen i Canada svarer igen på Caterpillars krav om at halvere arbejdernes løn. Her en af protesterne mod Caterpillar i London i Ontario-provinsen. | Foto: CAW
- Annonce -

Caterpillar: Vi tager halvdelen af din løn

Maskin-mastodonten Caterpillar har lockoutet 465 arbejdere, der ikke vil gå med til selskabets ledelse halverer deres løn.

Det er for galt. Det kan ikke være rigtigt.

Sådan reagerede 465 arbejdere ved Caterpillars lokomotivfabrik i byen London, Ontario, Canada, da de nytårsaften blev lockoutet  af firmaet for at sige nej til en nedgang i lønnen på 55 procent.

Det svarer til 104 kroner mindre i timen. Lønnen var før 197 kroner i timen, men skal være 93 kroner, mener Caterpillar, der truer med at flytte fabrikken, hvis ikke arbejderne siger ja.

Caterpillar havde sidste år en profit på 4,9 milliarder dollars. Det svarer til 28 milliarder kroner – en fremgang på 44 procent.

– Caterpillar er forpligtet til at sikre, at alle vores virksomheder er prismæssigt konkurrencedygtig, så vi er i stand til at sikre vores kunder succes, siger Caterpillars talsmand, Jim Dugan til canada.com.

Den 21. januar kom 10.000 arbejdere fra hele Ontario i busser til byen for at støtte de lockoutede arbejdere på Electro-Motive-fabrikken.

Også Londons borgmester deltog og advarede imod at Caterpillar vil indføre »amerikanske tilstande« i Canada.

– Lockouten er så uhyrlig. Dette selskab har rekordoverskud og tjener masser af penge, men skærer vores medlemmer »ned til knæene«, siger bilarbejderforbundets lokale formand Ken Lewenza.

De lockoutede arbejdere på fabrikken får 250 dollars per uge fra forbundets konfliktkasse.

Ken Lewenza har flere gange nævnt, at aktivister kunne besætte fabrikken, hvis det bliver nødvendigt.

I øjeblikket står arbejderne blokadevagt foran fabrikkens port for at forhindre et lokomotiv i at forlade området. Det blev færdigt en uge før lockouten og skal sendes med skib til Brasilien, skriver Canadas bilarbejderforbund, CAW.

I tilfælde af, at lokomotivet alligevel forlader fabrikken, har bilarbejdere ved en nærliggende fabrik lovet at blokere jernbanesporet til nabobyen Ingersoll, erfarer Labornotes.org.

Samme dag, som Caterpillar-arbejderne blev lockoutet, fik 780 arbejdere på Rio Tintos aluminiums-smelteværk i Quebec samme besked. Også her er der blokade, skriver netstedet common­dreams.org.

 

 

Relaterede artikler