29 Nov 2014  

KBH: Overskyet, 3 °C

Vi svigter de faglige unge

Vi svigter de faglige unge

Tirsdag, 31. januar, 2012, 11:29:30

Der skal ryddes op efter tidligere regeringers laden-stå-til for de faglige unge. Uddannelsespolitik er ikke bare middelklassens gymnasiale uddannelser. For arbejderklassen er det liv og død for deres unges indtræden i samfundet.

Vi elskede vores arbejde med at undervise unge mennesker og sætte dem i vej.Vi påpegede, at de evindelige nedskæringer ville forringe undervisningen. Men det skete ikke, fordi den enkelte kompenserede for nedskæringerne ved at levere ubetalt mer-arbejde. Vi ville ikke svigte vores elever/lærlinge.
Freja Wedenborg

af Keld Lund Andersen, Hjortshøj

Fra midt i 80’erne og frem til 2007 var jeg ansat som faglærer ved teknisk skole i Århus. De første år som fællesfaglærer ved Metal-linjen og derpå som faglærer ved de grafiske fag.

Jeg var oprindelig uddannet som typograf men havde siden forladt faget for at uddanne mig til gymnasielærer via et hovedfagstudie i historie på Århus Universitet. På grund af ringe udsigter til at få arbejde som gymnasielærer søgte jeg stillingen som underviser ved de tekniske skoler.

I hele min ansættelsesperiode var jeg faglig aktiv. Tillidsmand og bestyrelsesmedlem i den lokale fagforening.

Min ansættelse ophørte 20 år efter i 2007 efter en lang sygeperiode og fleksjob på grund af udbrændthed og stress-sammenbrud forårsaget af det katastrofale arbejdsmiljø på arbejdspladsen. Jeg fik en diagnosticeret depression og førtidspension som 58-årig. Jeg var og er simpelthen for udmattet til at bestride et almindeligt arbejde.

Jeg har en historie at fortælle. Om udviklingen for de tekniske skoler, om forholdene for de ansatte, om forholdene for lærlingene, om undervisningen, om de politiske beslutninger som blev os pålagt.

Det er også en historie, som fortæller, hvorfor de tekniske skoler er et fallitbo med en skyhøj frafaldsprocent. Og det er først og fremmest et politisk svigt fra de politikere, som selv kun kender gymnasierne, og hvis børn går i gymnasierne. Det er middelklassens politikere, som giver fanden i arbejderklassens unge.

Hvor mange politikere har vi, som har gået på teknisk skole. Tæl selv!! De kan tælles i ganske få procenter.

Den faglige kamp

Da jeg blev ansat var Dansk Teknisk Lærerforening (DTL) ved at udvikle sig fra at være en standsforening til en fagforening. Nu var det ikke bare spørgsmålet om at højne det faglige niveau og omsorg for lærlingene. Nu var det spørgsmålet om at sikre medlemmerne ordentlige kollektive overenskomster.

Rekrutteringen til fagskolerne var førhen præget af forhenværende værkførere eller selvstændige håndværkere og seminarielærere. Som oftest dygtige håndværkere og pædagoger men uden den store fagpolitiske interesse. Arbejdsforholdene blev oftest løst ved personlige samtaler med cheferne for de enkelte afdelinger. Cheferne selv blev ofte rekrutteret fra faglærernes rækker. Også de havde ofte ledelseserfaring som værkførere bag sig.

Man snakkede ofte om at få en ledelse med »hår på brystet«. En der trumfede sine beslutninger igennem og udviste den fornødne autoritet.

På fagforeningens side resulterede det i en lignende centralisering, hvor fællestillidsmanden spillede direkte op mod direktøren. Fællestillidsmanden skulle både bestride tillidshvervet og undervise. Et begrænset antal timer var afsat i overenskomsterne til tillidshvervet, og det slog slet ikke til. Arbejdsbyrden var enorm.

En lettelse i arbejdsbyrden kunne kun ske ved, at man accepterede at tillidsmanden fik tilført flere timer fra skolen, eller at fagforeningen frikøbte timer, eller man accepterede at han gik i under-tid når skoleåret var slut.

Undertiden kunne så i et vist omfang tillægges tillidsmanden det kommende år, så arbejdsbyrden bare voksede og voksede. Det kunne den enkelte leder eller direktør tage hensyn til, eller de kunne lade være. Alt afhængigt af forholdet mellem tillidsmand og ledelse.

Og det forhold var i al min ansættelsestid meget dårligt. Der var interesse-konflikter og de gik ofte i hårdknude. Der førte til en strejke fra de ledende lærere mod skolens ledelse og adskillige kortvarige arbejdsnedlæggelser fra skolens undervisere.

Arbejdsnedlæggelser som ansættelsen som tjenestemænd automatisk forbød, men som altså forekom flere gange i min ansættelsestid. Jeg arbejdede under flere gode fællestillidsmænd og sad i bestyrelse med dem og lagde den fagpolitiske linje. De var ofte socialdemokrater, og jeg kommunist, men vi havde ingen problemer med at samarbejde.

Det var et hårdt job at være fællestillidsmand. Så stressende at to ud af de fire, som jeg kendte, døde inden de blev 60 år. En dag kollapsede kroppen bare, og de var væk. Jeg er ikke i tvivl om at det var stress-relateret.

Den politisk kamp

Kort tid efter min ansættelse blev Bertel Harder undervisningsminister. Han var benhård neo-liberalist og mente, at undervisningssektoren skulle drives som en forretning.

Lærlingene var produkter, som havde en bestemt markedspris, og hele butikken skulle ledes af chefer med »hår på brystet«. Han indførte det taxameter-princip, som betød at med hver elev/lærling fulgte en pose penge, som cheferne så kunne bruge på bygninger, udstyr, løn til ansatte, opkvalificering af undervisere osv. Alt efter eget valg.

Fra da af drejede alting sig om økonomi på skolerne.

For taxameter-princippet betød, at pengeposerne kunne reguleres op eller ned fra ministerielt hold. Og det betød sjovt nok altid færre penge til undervisning. Skolerne voksede og lagde beslag på flere penge til bygninger og udstyr.

Overenskomster med de ansatte kunne jo ikke totalt negligeres, selvom det var en kamp. Den nødvendige pædagogiske og faglige opkvalificering blev der skåret på, og det var den enkelte undervisers eget ansvar at være på omgangshøjde.

Taxameter-princippet bandt skolens ledelser på hænder og fødder. Bygninger og udstyr skulle man jo have, og hvis lærlingene ikke fandt kvaliteten af undervisningen i orden så faldt de fra, og pengeposerne fulgte jo eleverne, så dem ville man gerne holde på.

Udpresning af ubetalt mer-arbejde fra de ansatte var den metode, man oftest tyede til. For underviserne førte det til et stresset, psykisk dårligt arbejdsmiljø, som i 90’erne i en række arbejdsmiljøundersøgelser påviste danmarksrekord i dårligt arbejdsmiljø. 15-20 procent af underviserne var mere eller mindre udbrændte. 70 procent overvejede andet arbejde. Men mange blev, og en hel del satte helbredet til – mig selv inklusive.

Hvorfor?

Vi elskede vores arbejde med at undervise unge mennesker og sætte dem i vej. Anden forklaring findes ikke.

Vi påpegede gang på gang, at de evindelige nedskæringer ville forringe undervisningen. Men det skete ikke, fordi den enkelte kompenserede for nedskæringerne ved at levere endnu mere ubetalt mer-arbejde. Vi ville ikke svigte vores elever/lærlinge, og hvis vi leverede dårligt arbejde, ville vores fagstolthed lide et knæk og gøre ansættelsen meningsløs.

Vi søgte at skabe lidt mening i meningsløsheden.

I bagklogskabens lys skulle vi nok lade mere ramle og lade politikerne og ledelserne mærke konsekvenserne af deres politik. Men jeg tror nok, det er en problematik, som alle offentligt ansatte og i hele taget ansatte, som har med mennesker at gøre, kender til.

Da jeg til sidst fik et stress-sammenbrud og blev sygemeldt, fik jeg kontakt med socialrådgivere i kommunens forvaltning.

Jeg oplevede dem som enormt stressede, og når jeg fortalte om det dårlige psykiske arbejdsmiljø på min arbejdsplads, sad de og nikkede hele raden rundt. De kendte det fra egne rækker.

Jeg oplevede, at den offentlige sektor var ved at gå op i limningen. En bekendt af mig som var socialrådgiver fortalte, at i hans afdeling faldt de ikke fra en efter en men i hele rækker. Kort tid efter faldt han selv. En dag på arbejde snakkede han sort og gik i sort.

Altid nye reformer

Med Bertel Harder og efterfølgere kom der også en byge af reformer. Reformer uden hold i virkligheden og ganske ufinansierede. Vi undervisere skulle bare levere endnu mere ubetalt arbejde med at registrere og indføre nye pædagogiske tiltag.

I undervisningsministeriets regi arbejdede kommissioner med at beskrive de nye reformtiltag. Vores fagforening blev ikke inviteret til at deltage. De skulle bare acceptere et fait acompli – en fuldbyrdet kendsgerning.

En hær af professionelle pædagogiske ideologer fra private firmaer kom på visit på skolerne som konsulenter og foredragsholdere for at »implementere« reformerne. Deres honorarer lå noget over vores timelønninger, og de blev betalt af skolens kasse som led af permanent underskud.

De anvisninger, de gav os, havde ikke hold i virkeligheden. Med de arbejdsforhold vi havde var det helt urealistisk. Jeg påpegede det gang på gang, men så blev foredragsholderne panikslagne. De ville ikke diskutere politik, ikke diskutere skolens konkrete virkelighed. De var godt klar over, hvem der betalte deres løn og turde ikke tage den debat eller lade den debat køre.

Så lavede vi tillidsøvelser i stedet for. Kast en bold til hinanden.

Reformerne var lavet af akademikere for akademikere. Undervisningen skulle individualiseres endnu mere og eleverne skulle selv styre deres egen uddannelse og have mulighed for et væld af tilvalg og fravalg. Stamklasserne skulle opløses.

For de stærkeste elever gav det mulighed, men for de svageste – ja faktisk for de fleste – betød det, at man krævede modenhed og kvalifikationer, som de ikke havde eller var ved at få.

Det var så elitært og at svigte de svageste, at vi som undervisere i meget begrænset omfang søgte at føre reformerne ud i livet. Vi var ikke blevet inddraget – vi var bare de hænder, som skulle udføre idiotiet. Så de hænder kunne man enten knytte eller beholde i lommen.

Lærlingene

Jeg har selv stået i lære og været faglig aktiv i Faglig Ungdom og LLO. Så den politiske og faglige holdning hos lærlinge betød meget for mig.

Da jeg blev ansat, var den faglige organisering af lærlingene ved at klinge af. I 70’erne stod det stærkt. I 80’erne klingede de af. Det var ungkommunisterne der drev værket og da de mistede pusten, gik gassen af ballonen.

Men jeg oplevede stadigvæk, at en enkelt eller to »rødder« i en klasse kunne indtage venstreorienterede holdninger og præge hele klassen. Og være aktive i lærlingebevægelsen. Dem allierede jeg mig selvfølgelig med.

Siden hen i 90’erne – da Dansk Folkeparti kom ind i varmen hos de liberale på trods af deres indvandrerfjendtlige og halv- eller hel-racistiske politik – vandt Dansk Folkeparti fodfæste hos de unge lærlinge. I foruroligende grad.

Hvorfor?

På de tekniske skoler fik vi mange indvandrere og politiske flygtninge. Deres forudsætninger var dårlige. De kom fra lande med ringe uddannelse, og de talte dårligt dansk eller slet ikke. De blev sat i klasser med andre danskere for de skulle jo integreres.

Således havde jeg en klasse på metal til fællesfag bestående af tyrkere, iranere, kurder, vietnamesere, palæstinensere og somalier. Plus 3-4 danskere. Jeg underviste i arbejdsmiljø og måtte tegne værktøj på tavlen og gestikulere på flere sprog.

Efter dén time blev danskerne væk. Det gad de ikke, og det forstod jeg godt. Det var galimatias.

De danske lærlinge syntes ikke, de hørte til på skolen.

De nye danske fik ikke praktikpladser – arbejdsgiverne ville have ‘danske’ lærlinge. Og de trak niveauet på undervisningen ned. Af og til hørte jeg nedsættende bemærkninger og udtryk, jeg ikke accepterede, og jeg slog hårdt ned på det.

Det gjaldt også grov skurvogns-tone overfor de få piger som valgte metalfag. Jeg bestemte, hvilken tone der skulle være i mine timer. Der satte jeg grænsen. Men det bredte sig selv blandt mine kollegaer og en enkelt eller to faglærer har fået sin afsked på den bekostning. Jeg hørte om de sager på landsplan. Vi ville ikke lade den pest brede sig.

Lærlingene var alle ofrene for skiftende regeringers politik og at lade dem slås indbyrdes var helt ubærligt.

I starten af min ansættelse fik lærlingene lektioner i samfundslære, og med min historiker-baggrund blev jeg underviser. Her lærte lærlingene om de politiske partier, fagforeningernes historie og rolle. Viden de ikke kendte til og gode diskussioner. Jeg lærte dem også at lægge budget.

Politik i uddannelsen

Men arbejdsgiverne var ikke begejstrede for politik i uddannelsen. På min afdeling – de grafiske fag – havde man faktisk lavet en politisk fyring af en kommunistisk fællesfaglærer et par år før jeg blev ansat. Det blev en landskendt berufsverbot-sag. Den socialdemokratiske bestyrelsesformand bag skolens ledelse stod bag.

Jeg fortsatte i hendes gode spor, og jeg blev altså tålt. Men timerne i samfundsfag forsvandt og blev anvendt til fag, som knyttede sig til faget på en upolitisk måde. Der var ikke mere anledning til at tage de nødvendige samfundsmæssige diskussioner og lærlingene blev ikke mere vejledt i at være gode demokratiske samfundsborgere. Jeg kunne nu kun benytte frikvarterene til at tage snakken.

Med de nye reformer kom der flere fællesfag til og færre timer i værkstederne.

Hensigten var at lærlingene skulle have flere boglige kvalifikationer på HF-niveau og måske på gymnasialt niveau, så de kunne fortsætte i en anden retning, hvis de droppede ud af de tekniske skoler.

Men mange af lærlingene var svage rent bogligt og kun interesserede i at bruge hænderne. Det var de ofte dygtige til, men oplevede, at deres uddannelse kunne stoppe fordi de var svage i fremmedsprog.

Så unge, som var ordblinde eller havde en problematisk skolegang bag sig, kunne ikke engang blive håndværkere. De blev udstødt. De reformer sendte tusindvis af unge ud i mørket. Til gengæld voksede skolens lærerstab af ikke faguddannede rent håndværksmæssigt betragteligt. Og timerne til faglærerne blev beskåret. Nu skulle vi uddanne håndværkere på samme høje niveau på meget kortere tid.

Indenfor de grafiske fag var det endnu mere voldsomt. Faget havde før bestået af flere uddannelser: Typograferne, som stod for tekstbehandling og sideopsætning og litograferne, som stod for billedbehandlingen – nu blev det til én uddannelse: grafiker.

Og hele produktionen skete på computer.

Jeg skulle vide lidt om alle discipliner ved de to uddannelser. Meget om mit speciale: tekstbehandlingen. Sætte mig ind i computer- og styresystemer og et væld af nye programmer. Vedligeholde og fejlrette udstyret.

Senere kom der en multimedieoverbygning på og nye programmer til at lave hjemmesider og animation. Programmere og kode. Det blev helt ustyrligt fordi min opkvalificering meget stod for min egen regning. Mere ubetalt arbejde.

Skolepraktikken

Nedskæringer, mange boglige fag, udstyr som brød sammen eller blev utidssvarende og ikke blev fornyet, undervisere der løb alt for stærkt for at følge med. Det var alt i alt en meget kaotisk tilværelse for lærlinge og undervisere.

Mange lærlinge drømte om at komme ud på arbejdspladserne og bevise deres værd. Men for rigtig mange endte forskolen med en udstødning. De fik ikke praktikplads. At se den modløshed og konkurrence imellem dem var nedslående. Og konflikterne grupperne imellem voksede – for når krybben er tom bides hestene.

Svaret var at sikre en praktikplads på skolen: skolepraktik. Efter jeg havde været sygemeldt for udbrændthed oprettede skolen et fleksjob til mig ved skolepraktikken.

Vi havde haft skolepraktik i en årrække. Lærlingeuddannelsen er en vekseluddannelse, hvor man er på skole og derpå ude på arbejdspladserne. Den sværger alle til.

Jeg er knap så begejstret. Alt for ofte var lærepladserne så specialiserede, at vi måtte ofre ekstra energi på at sikre en bred uddannelse for den enkelte. Men at komme ud på en arbejdsplads og lære at begå sig er helt sikkert sundt.

Problemet er at virksomhederne ikke lever op til et samfundsansvar for at sikre praktikpladser. De vil gerne slippe billigt i skat og lade lønmodtagernes skat betale for uddannelsen af deres arbejdskraft.

Derfor skolepraktikken. Men skolepraktikken opfattes som et nødvendigt onde. En nødløsning. Den har et ringe ry. Men det ringe omdømme, som man forsøger at pådutte skolepraktikken falder tilbage på virksomhederne selv.

Ondartet myte

Det er altså en mytedannelse af de mere ondartede at skolepraktikken skulle være så ringe. De fleste ansatte i skolepraktikken deler deres tid mellem undervisning på de almindelige skoleophold og skolepraktikken. Jeg har forestået svendeprøvehold, evalueret svendeprøver sammen med skuemestre, haft efteruddannelse af svende og forestået skolepraktik. Hvorfor skulle min faglige undervisning lige pludselig blive voldsom ringere, fordi jeg åbner døren til skolepraktikken?

Vi var mange kollegaer, som deltes om at skabe kvalitet i skolepraktikken. Og vi kunne tilrettelægge opgaver direkte målrettet mod svendeprøverne. For skolepraktikanterne gik til den samme svendeprøve som alle andre, og de klarede sig strålende.

Så hvad er problemet? Problemet er sejlivede myter, som spredes selv langt ind i kollegaernes rækker og hos lærlingene. Fordi skolepraktik opfattes som en taber position men den har alle betingelser for at blive en vinder position.

Men der ér begrænsninger i skolepraktikken.

Fordi det i elevernes hoved stadigvæk er en skole, og så føler de ikke helt, det er alvor. Fordi erhvervslivet sætter begrænsning for aktiviteten. Man må ikke tage opgaver, som de kunne tjene penge på. Til gengæld vil de gerne have en skolepraktikant i et par uger i spidsbelastningssituationer. Og det får de ganske gratis, fordi man håber, at det fører en lærlingeplads med sig. Det gør der af og til, men nogle erhvervsdrivende har jo fattet fidusen og bruger ordningen flittigt uden at ansætte. Ligesom de arbejdsløse i praktik nu om dage.

Løsninger

Skolepraktikken bør udbygges, og alle unge skal sikres en praktikplads eller uddannelse. Skolepraktikken bør bruges til arbejdsopgaver af det offentlige i alle de tilfælde, hvor det er muligt. Gerne i samarbejde med private erhvervsvirksomheder, hvis de indgår sociale klausuler om praktikpladser.

Vi mangler 10.000 praktikpladser og hele årgange af unge er tabt på gulvet. Vi importerer håndværkere fra udlandet, og vores egne mangler arbejde. Det er en skændsel. Vores unge faglige svigtes, som de er blevet svigtet i årtier.

Med den nye regering må der andre boller på suppen. Der skal ryddes op efter forrige regeringers laden-stå-til for de faglige unge. Uddannelsespolitik er ikke bare middelklassens gymnasiale uddannelser (som heller ikke har det for godt).

For arbejderklassen er det liv og død for deres unges indtræden i samfundet. De vil ikke mere være samfundets stedbørn.

 

 

31. jan. 2012 - 11:29   30. aug. 2012 - 13:12

Kronik