Dødspatruljer vokser igen frem
Der er intet nyt under den colombianske sol – og dog.
De berygtede paramilitære dødspatruljer står stadigvæk bag omfattende mord, narkohandel, voldtægt og andre brud på menneskerettighederne.
Men i følge flere organisationer tyder det på, at en ny generation af dødspatruljer – de såkaldte neo-paramilitære – fylder mere og mere i landskabet, og de efterlader sig et spor af frygt, død og ødelæggelse.
På trods af præsident Santos’ og hans regerings løfter om at forbedre menneskerettighedssituationen i landet er der ikke sket forbedringer – snarere tværtimod.
Det fastslår Human Rights Watch i deres årlige rapport om menneskerettighedernes tilstand i Colombia.
»Efterfølgerne til de paramilitære grupper fortsætter med at vokse. De bibeholder omfattende forbindelser til medlemmer af det offentlige sikkerhedsapparat og lokale embedsmænd. Og de står bag udbredte grusomme handlinger«, lyder det i rapporten, der dækker over året 2011.
Ifølge lederen af en af Colombias førende tænketanke bliver de paramilitære grupper fortsat beskyttet af dele af statsapparatet.
– Det er umuligt at udføre ulovlig aktivitet på sådan et niveau uden sikkerhedsstyrkernes beskyttelse og uden bånd til politikerne. Det er først, når staten som helhed forfølger alle disse folk, at det kan stoppe, siger Leon Valencia, direktør i Corporación Nuevo Arco Iris, til Colombia Reports.
I Colombia har der været flere sager, hvor paramilitære har arbejdet direkte sammen med hæren, og dermed er USA’s militære bistand til netop hær og politi et problem, lyder det blandt andet fra Human Rights Watch.
USA bryder endda sin egen lovgivning, den såkaldte Leahy-lov, som forbyder økonomisk støtte til militære enheder, der ikke overholder menneskerettighederne, lyder kritikken.
I 2011 ydede USA, hvad der svarer til 3,2 milliarder kroner, i bistand til Colombia. 61 procent heraf gik til politi og militær.
Tidligere præsident Àlvaro Uribe har flere gange erklæret »paramilitarismen« for død, og at bånd mellem de ulovlige grupper og staten var brudt.


