H&M: Business over etik?

Hvor i verden ligger det værksted, der farver din H&M-trøje turkis?

Og hvordan får man fat i   sikkerhedsrepræsentanten på en fabrik i Bangladesh, hvis man vil sikre sig, at arbejdsforholdene er i orden?

Det er spørgsmål, som kan være meget svære at få svar på.

Den svenske tøjgigant H&M, med de ikoniske røde bogstaver, holder nemlig kortene tæt til kroppen, når det kommer til det tøj, giganten får produceret i udviklingslandene i Asien.

Det er først og fremmest et forretningsmæssigt hensyn, forklarer tøjgiganten, der siden 1947 har solgt billigt tøj til forbrugerne.

Men det er et stort problem, mener den norske organisation Framtiden i våre hender. Organisationen står blandt andet bag rapporten »Med døren på gløtt« (med døren på klem, red.) fra oktober 2011, der langer ud efter H&M og andre tøjfirmaer. De skjuler vigtige oplysninger for forbrugere og fagforeninger, lyder kritikken.

H&M gør meget ud af at fortælle omverdenen, at man vil være blandt de bedste, når det handler om bæredygtighed, socialt engagement og kampen for bedre rettigheder for tekstilarbejderne, der langt overvejende er kvinder.

– H&M og de fleste andre tøjkæder har ikke åbne leverandørlister, og derfor er deres arbejde med etik ude på fabrikkerne heller ikke verificerbart. Omverdenen – journalister, forbrugere, frivillige organisationer, fagforeninger og så videre – ved skræmmende lidt om, hvor selskaberne producerer deres varer - og under hvilke arbejdsforhold, siger Carin Leffler, faglig rådgiver og kampagnekoordinator i Framtiden i våre hender, til Arbejderen.

Hun fortsætter:

– Problemerne, som er systematiske for en hel industri, kommer til overfladen, når sager lækker. Enten fordi det er vanskeligt at holde skjult eller fordi nogen – for eksempel en journalist – researchere eller lignende og kommer med en afsløring, forklarer hun.

Del af forretningen

Hos H&M lægger man ikke skjul på, at lukkede leverandørlister altid har været en del af forretningsmetoden.

– Det har vi altid gjort. Fordi vi har en enorm organisation ude i produktionslandene, og vi arbejder meget hårdt på, at de varer vi aftager fra vores største leverandører, bliver varer af en høj kvalitet. Så det taget i betragtning gør selvfølgelig, at vi ikke vil offentliggøre alting. Ud fra et konkurrencesynspunkt vil det være meget følsomt at gøre, siger Helena Helmersson, til Arbejderen.

Helena Helmersson er leder af H&M’s csr-afdeling (corporate social responsibility), som beskæftiger sig med firmaets sociale ansvar og forpligtelser. Arbejderen møder hende i H&M’s hovedkvarter i Stockholm.

Men argumentet om at åbenhed skader konkurrencen, køber man ikke hos Framtiden i våre hender i Oslo.

– Rapporten »Med døren på gløtt« viser, at det argument ikke længere holder. Selskaber, der har åbne leverandørlister, såsom: Nike, Adidas, Puma, Timberland, Stormberg og Bj Sport siger, de ikke har oplevet negative konsekvenser som følge af deres åbenhed, fortæller Carin Leffler.

Norge kan

I Norge har producenten af udendørstøj, Stormberg, også valgt at åbne sine leverandørlister, og firmaets grundlægger mener heller ikke, at hans forretning har lidt skade.

– Vi ønsker at bidrage til, at der bliver lidt bedre arbejdsforhold på hver enkelt fabrik, at grundlæggende menneskerettigheder følges og forbuddet mod børnearbejde respekteres. Der nytter det ikke med hemmeligheder. Det er en gammeldags måde at tænke på, siger Steinar Olsen, grundlægger af Stormberg, til den norske avis Dagens Næringsliv.

På det norske firmas hjemmeside kræver det kun få klik med musen, før man har et overblik over firmaets leverandører – i det her tilfælde i Kina.

Her er oplysninger, såsom: Adresse på fabrikken, navn på den ansvarlige manager, om fabrikken har modtaget retningslinjer på kinesisk, hvor mange arbejdere der er ansat, hvor mange der er henholdsvis kvinder og mænd og ikke mindst: hvilken score fabrikken har opnået, på en skala fra et til ti, ved sidste kontr­olbesøg – de såkaldte »audits«..

Men trods kritikken og de erfaringer, som andre tøjfirmaer tilsyneladende har gjort, så afviser H&M at ændre sin forretningsmodel.

Men lige som H&M afviser at åbne leverandørlisterne, så holder Framtiden i våre hender fast i kravet om åbenhed – det vil endda komme H&M til gode, mener man i Oslo.

– Framtiden i våre henders krav er, at H&M og andre tøjkæder opererer med åbne leverandørlister. Dette vil føre til, at selskaberne styrker deres troværdighed og, endnu vigtigere, at arbejdernes rettigheder styrkes og fabrikkerne bliver tryggere, lyder budskabet fra Carin Leffler.

Er ikke som de andre

Fra hovedkvarteret gør H&M opmærksom på, at firmaet adskiller sig fra andre tøjmærker, som har produktion i udviklingslande.

– Der er ingen af de andre firmaer, der har det samme koncept som os, siger Helena Helmersson.

Firmaer som Nike og Adidas har en anden form for specialiseret produktion, fordi de laver meget avancerede produkter, og der er kun få, der har ekspertisen i udviklingslandene. Derfor er der ikke ligeså stor forretningsmæssige risici forbundet med at have åbne leverandørlister – konkurrencen er ikke ligeså hård der, lyder det fra H&M.

Dertil kommer, at mange af de nævnte firmaer, modsat H&M, ejer deres egne fabrikker i de pågældende lande.

Men vil det ikke være en god ide med åbne leverandørlister, så I kan undgå kritikken for mangel på gennemsigtighed? Med åbne lister har andre end jer selv, for eksempel fagforeninger, mulighed for at foretage kontrolbesøg og dermed, i endnu højere grad, sikre, at arbejdsforholdene er i orden.

– Fra et forretningsmæssigt synspunkt kan du altid finde gode ting ved at åbne listerne, og du kan altid finde mere følsomme ting ved at gøre det. Jeg tror, at i forhold til et land som Cambodia eller Bangladesh, så vil det være meget nemt for en fagforening at finde en af vores leverandører, siger H&M’s Helena Helmersson, og fortsætter:

– Fra et synspunkt, der handler om gennemsigtighed, ville det være en god ting. Men vi ved også, at når en ny køber i dag leder efter varer og finder ud af, at H&M er køber, så siger de: der vil vi også købe fra. Og vi har altså gjort et stort stykke arbejde for at få den her fabrik op på et højt kvalitetsniveau, siger hun til Arbejderen.

Åbenhed gavner

Ifølge Framtiden i våre hender er mere åbenhed til gavn for de lokale fagforeninger – og dermed for arbejderne og deres familier.

»Mærkevareselskaberne bør give lokale fagforeninger økonomiske nøgletal, blandt andet indkøbspris og volumen, som gør at disse står stærkere i lønforhandlinger med fabriksledelsen«, lyder det i rapporten »Med døren på gløtt«.

Da Arbejderen konfronterer H&M med forslaget om mere åbenhed, så fagforeningerne har mulighed for at forhandle en bedre løn, lyder svaret:

– Når vi taler om fagforeninger i for eksempel Bangladesh, så er det ikke det samme, som når vi taler fagforeninger her. Jeg tror, der er 54 fagforeninger i Bangladesh – og det er bare inden for tekstilbranchen. Ikke alle har medlemmer. Og arbejderne er – ikke altid, men nogen gange – skeptiske i forhold til at blive medlemmer. Så man kan ikke sammenligne med fagforeningerne her, siger Helena Helmersson.

Ifølge H&M har man iværksat et omfattende undervisningsprogram, der skal sørge for, at arbejderne på fabrikkerne er bevidste om deres rettigheder.

– Vi arbejder meget hårdt for friheden til at organisere sig. Vi forsøger at gøre vores bedste for, at arbejderne kender deres rettigheder. Hvis de vil være medlem af en fagforening, så skal de gøre det. Men det er deres valg, som det er her, om de vil melde sig ind, siger Helena Helmersson.

Men lige meget hvor meget de store tøjkæder siger de gør for at forbedre arbejdsvilkårene, så er manglen på åbenhed et grundlæggende problem.

Manglen på åbenhed går ofte hånd i hånd med mangel på fagforeninger og retten til at organisere sig, mener Framtiden i våre hender.

– Hvis der var fungerende fagforeninger tilstede på fabrikkerne, som de store kæder producerer ved, havde billedet – i det store og hele – set ganske anderledes ud. De ansattes repræsentanter har mulighed for en helt anden – og ikke mindst kontinuerlig – indsigt i forholdene på arbejdspladsen og kunne lægge pres på ledelsen for bedre arbejdsforhold, siger Carin Leffler.

Istedet for at åbne leverandørlisterne for omverdenen  uden at kende de forretnings-  og konkurrencemæssige konsekvenser, vil H&M hellere fokusere på de områder, hvor de har kontrol, og hvor de kan påvirke i en positiv retning, lyder det fra H&M.

– Det, vi fuldt ud kan kontrollere, er, når vi arbejder med leverandører. Vi siger til dem: Når I leverer til os, forventer vi, at I gør det på den her måde. Så siger leverandøren ja eller nej, siger Henrik Lampa. Jan er ansvarlig for H&M’s Product Team, der har med social og miljømæssig bæredygtighed at gøre.

Han fortsætter:

– Det, at vi giver dem ordren, er jo faktisk det instrument, vi bruger til at opnå minimumskrav og skabe forbedringer. Men hvis du går et led længere ud, så er det ikke os, der placerer ordren, siger han.

Helena Helmersson og Henrik Lampa medgiver, at man ikke har fuldstændig kontrol ud i samtlige led af produktionen. Det er simpelthen »urealistisk«, lyder det.

Åbenhed ved »audits«

I alt producerer omkring 2000 leverandører og underleverandører varer til H&M. Ud af dem arbejder tøjgiganten direkte sammen med 700 leverandører.

H&M’s »auditører«, eller kontrollanter, besøger ifølge tøjgiganten selv fabrikkerne en gang om måneden, og undersøger om der er ordnede forhold.

H&M har dog ikke direkte kontakt med de arbejdere, der behandler den bomuld, som senere bliver til tøj. Men ifølge H&M stiller man en række krav til de underleverandører, som bestiller bomulden, og som producerer stoffet til tøjet.

Men fra et etisk synspunkt burde I så ikke have helt styr på samtlige led i produktionskæden?

– Det er klart. Men vi ved ikke ret meget om, hvad der foregår på det niveau, hvor arbejderne sorterer frøene fra bomulden. Der er mange mange tusinde af dem rundt om i verden, siger Henrik Lampa.

Ifølge ham skal en del af forklaringen findes i den måde handlen med bomuld er opbygget i de udviklingslande, hvor H&M opererer.

– I dag er der en afbrudt forbindelse mellem H&M og det sted, hvor bomulden kommer fra, og det er på grund af den måde, bomuld  bliver handlet på. Hvis du har en bil, så ved du sikkert ikke, hvor benzinen kommer fra, på grund af den måde handlen med brændstof er skruet sammen, lyder det fra Henrik Lampa.

Han fortæller desuden, at H&M’s mål er, at i 2020 skal al bomuld komme fra bæredygtige kilder – for eksempel økologisk eller genbrugt bomuld.

Kritikken varer dog ved, fordi H&M selv udfører deres audits. Hvordan kan vi være sikre på, at forholdene er så gode, som H&M siger de er, lyder det fra flere sider.