EU’s regler om arbejdskraftens frie bevægelighed stiller de danske fagforeninger overfor helt særlige udfordringer med at sikre overenskomster og forhindre løndumping.
I Aarhus har de to 3F-afdelinger ansat Søren Fisker til at tegne overenskomster og overbevise de udenlandske kolleger om fordelene ved at melde sig i fagforening.
Arbejderen har fulgt Søren Fisker og den polsktalende tolk, Olla Anna Carlsen, som er ansat af Bygge-, Anlæg- og Trækartellet, BAT, på det, de selv betegner som en helt almindelig arbejdsdag.
På arbejde i mudderpølen
Ikke nok med at vinduesviskeren kæmper med at holde regnen fra forruden. Samtidig rusker vinden godt i bilen, mens den bevæger sig gennem det aarhusianske velhaverkvarter i Viby.
Vi gør holdt på Egelundsvej. Her skulle et udenlandsk firma lige være startet på et byggeri, og Søren Fisker og den polsktalende tolk Olla Anna Carlsen vil se nærmere på pladsen og hilse på de ansatte.
To mænd omkring 30-års alderen er i sving på hjørnegrunden, hvor der er gravet ud til et nyt parcelhus.
Man skulle ikke tro, at nogen frivilligt vil arbejde ude i den slags vejr og slet ikke i det tøj.
De har ganske vist gummistøvler på, så fødderne trods alt kan holdes tørre, men den selvlysende overtræksvest uden ærmer kan helt sikkert ikke forhindre, at de træningsdragter, der udgør deres arbejdstøj, bliver gennemblødte.
Den højeste af de to kommer os i møde. Der bliver givet hånd og præsenteret. Olla Anna Carlsens polskkundskaber kommer til kort overfor bygningsarbejderen, der viser sig at være rumæner. I stedet skiftes hun og Søren Fisker til at fortælle og stille spørgsmål på engelsk.
– Hvor mange er I i firmaet, lyder det til en start.
Manden fortæller, at de er fem i alt, men at de tre sidste kommer senere.
Mudderpøl
Pladsen, der på grund af vejret er omdannet til en kæmpe mudderpøl, er nødtørftigt hegnet ind med grønne presenninger. I det ene hjørne er der banket et skur sammen. Det ligner til forveksling et hus på en skrammellegeplads, ganske vist et bedre af slagsen.
– Jeg håber sgu ikke de bor der, bemærker Søren Fisker.
Han har spottet, at der ingen bil holder på pladsen, så med mindre de overnatter på stedet, bliver de hentet og bragt, mener han.
Nu slutter den anden rumæner sig til selskabet. Uden at vi har bemærket det, har han forceret de tre-fire meter høje mudrede jord-skråninger omkring det enorme hul, der er det foreløbig eneste synlige tegn på, at her er byggeaktivitet.
– Hvor meget får I i løn, og får I udbetalt pengene i danske kroner eller euro, fortsætter spørgsmålene fra de to fagforeningsfolk.
De to kolleger udveksler nogle bemærkninger. Hverken Søren Fisker eller Olla Anna Carlsen virker overraskede, da de svarer:
– Det ved vi ikke.
På opfordring henter den høje af rumænerne nogle papirer i skuret, og mens regnen pisker ham i ansigtet, ringer han op til »chefen« for Todori Impex S.R.L. Firmaet skulle være rumænsk, men Søren Fisker får en dansktalende »chef« med navnet Mohammed i røret.
Chefen
Samtalen bliver kort.
– Han siger, der er styr på tingene. Men hvem der har hyret ham, blev jeg ikke klog på. Nu må vi se, hvad vi kan finde på firmaet og chefen, og så vil vi ellers holde øje med pladsen, forklarer projektmedarbejderen.
Besøget lakker mod enden. De to våde bygningsarbejdere får et visitkort og bliver opfordret til at kontakte 3F eller bygningsarbejdernes sammenslutning, BAT-kartellet, hvis de har spørgsmål.
– Vi kan ikke gøre mere her, men jeg må vist hellere ringe til Arbejdstilsynet, så de kan se lidt på adgangsforholdene på pladsen og på skurforholdene, siger Søren Fisker med kurs mod en tør og lun bil.
Vi når lige at se rumænerne kravle ned i hullet igen for at fortsætte det arbejde, vi afbrød dem i.
