Tilmeld dig vores RSS feed
Mange vil være mere motiverede for at tage lidt flere overarbejdstimer, hvis de slipper for at betale 15 procent i topskat. Du får smeden og andre ansatte til at tage en ekstra tørn, når der er en gulerod. Allan Lyngsø Madsen, cheføkonom i Dansk Metal
Topskat

I dag betaler man topskat, når man tjener over 390.000 kroner om året.

Regeringen har planlagt at hæve grænsen for topskat til 410.000 kroner fra 2014.

Dansk Metal foreslår, at topskatten bliver hævet med yderligere 40.000 kroner årligt. Bliver forslaget realiseret slipper 240.000 lønmodtagere for at betale topskat.

- Annonce -

Metalmedlemmer raser over skatteforslag

Medlemmerne af Dansk Metal på Radiometer forstår ikke, at forbundet vil hæve grænsen for topskatten. Samfundets fattigste kommer igen til at betale, påpeger de.

Dansk Metals forslag om at hæve grænsen for topskat med 40.000 kroner har fået metalmedlemmerne i klub 227 på Radiometer i Brønshøj op af stolene.

De har sendt en harmdirrende udtalelse til forbundsledelsen, som bliver beskyldt for at stå for den samme politik, som den borgerlige regering.

– Vi glædede os over at være sluppet af med den borgerlige regering, som gav skattelettelser til de rige. Derfor er vi chokerede over, at vi nu skal høre de samme toner fra vores eget forbund, siger tillidsmand Per Løngreen til Arbejderen.

Hvis grænsen sættes op til en årlig indtægt på 450.000 kroner vil 240.000 danskere slippe for skatten.

Klubmedlemmerne på Radiometer frygter, at det igen bliver de fattigste, der må holde for, når regningen for skattelettelser til de rigeste i samfundet skal betales.

Argumentet for at lempe topskatten lød sådan fra Metals cheføkonom Allan Lyngsø Madsen:

– Mange vil være mere motiverede for at tage lidt flere overarbejdstimer, hvis de slipper for at betale 15 procent i topskat. Du får smeden og andre ansatte til at tage en ekstra tørn, når der er en gulerod, udtalte han til Berlingske.

– Det er rystende, at Dansk Metal kommer med den her slags udtalelser i en tid, hvor der er stor arbejdsløshed. Oveni har de arbejdsløse fået halveret deres dagpengeperiode og fordoblet kravet til optjening af timer for at blive berettiget til dagpenge, lyder det fra en tydeligt forarget københavnsk tillidsmand.

Han minder om, at en vigtig forudsætning for et velfungerende og fleksibelt arbejdsmarked er, at det fjerde ben i den danske model er til stede.

– Det vil sige, at man kan få en understøttelse, der er til at leve af, hvis man bliver fyret, siger Per Løngreen.

Tillidsmanden efterlyser det samme engagement fra sit forbund, når det drejer sig om at tale de arbejdsløses rettigheder, som når det handler om de højtlønnede medlemmer.

Forslaget om at lempe topskatten er ikke nyt for Dansk Metal. LO-forbundet luftede det allerede i 2007.

Det lykkedes ikke Arbejderen at få en kommentar fra Dansk Metals ledelse inden deadline.

Relaterede artikler