22 Jul 2017  

KBH: Overskyet, 15 °C

Tre år og 74 dage der forandrede Danmark

Tre år og 74 dage der forandrede Danmark

Fredag, 13. januar, 2012, 11:31:39

Peter Øvig Kndusen vil med første bind af »Hippie« fortælle om den spæde start, dengang det nye Danmark droppede autoritetstroen og befriede underlivet.

Gregers Nielsen

Boganmeldelse

af Bjarne Nielsen

Programerklæringen for Det Nye Samfunds alternative lejr i Frøstrup, ofte kaldet Thylejren, var: »Ingen ved, hvad der sker, hvem der laver hvad. Der bliver ingen ledelse og koordinatoren er den, der nærmest telefonen. Folk må selv finde ud af det«.

 Lejren skulle være ægte oprør og ikke »studenternes teorigymnastik fra 1968«.

– Vi ville også være nye mennesker med nye følelser og nye drømme. To af idemændene bag lejren, de Venstresocialistiske anarkister, Leif Varmark og Henning Prins, ville ikke være lederne.

Prins så sig som en »tærskelfigur«, ham der forbandt den traditionelle socialistiske fløj med det nye antiautoritære. Ud over deres antiautoritære holdninger kunne hippierne kendes på »det lange hår, der i USA var opstået som en reaktion mod Vietnamsoldaternes karsehår«.

Startskuddet for »Summer of Love« kan dateres til den 1. juni 1967, da The Beatles udgav deres psykedeliske plade Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band.

I USA blev bevægelsen begravet officielt samme efterår grundet den tiltagende kommercielle udnyttelse af oprøret og det tiltagende stofmisbrug og kriminalitet. Hippier kaldes heller ikke 68’ere, men 67’ere.

Arven fra thylejren

Peter Øvig Knudsen, der blev verdensberømt i Danmark for sine bøger om Blekingegadebanden, har brugt et par år på at undersøge hippiebevægelsen herhjemme .

Han vil fortælle yngre gene­rationer, at »ungdomsoprøret bestod af mindst to hovedstrømninger: marxisterne ... der drev omsætningen af politisk teori til disciplineret, militant, voldelig praksis … og hippierne, de friheds– og kærlighedssøgende anti-autoritære«. Sådan!

»Thylejren var noget så fantastisk som et forsøg på at omsætte en vision i praksis. Marxisternes mål, det kommunistiske drømmesamfund, har jo altid ligget langt ude i fremtiden. Thylejren var et eksperiment i forhold til at skabe et jordisk paradis her og nu«.

Bind ét af to planlagte om hippierne handler om optakten til dette jordiske paradis, de praktiske, økonomiske og filosofiske forberedelser og de første 32 dage i lejren frem til dens åbning 4. juli 1970.

Øvig går kronologisk frem. Han inddrager styk for styk hovedpersonerne samtidig med vi underholdes af hans syn på tidens kulturelle og politiske strømninger, som beatscenen, blomsterbørnene, Vietnambevægelsen og slumstormerne med flere.

Alt sammen yderst velskrevet og underholdende, hvis han dog bare kunne droppe sin bitterhed over engang at have spildt noget af sin ungdom som maoist i KAP.
En ny verden

Denne anmelder deler Øvigs påstand om at »Thylejren og hippiernes oprør forandrede vores måde at leve på«:

– De ville skabe et nyt samfund, de fejlede – og forandrede verden.

Hippiernes tre store år fra 1967 og frem til dens kulmination med Thylejren, lagde grunden til opgøret med autoriteter, forældre–børn relationen, den mad vi spiser, musikken, sex, kunsten og miljøet. Det der betyder noget for vores levemåde.

Danmarkskronikør Paul Hammerich har kaldt lejren »en af de tre mest symboltunge begivenheder i Danmark i det tyvende århundrede«.

Bogen »er ved Gud ikke sandheden om Thylejren. Det er min version af, hvad der skete de tre op til og så de 74 dage, lejren varede«.

Ikke alle husker ligegodt. Alderen og for megen sjov tobak har naturligvis bidraget til dette. Man mindes den gamle anekdote om at »de der påstår de husker hvordan Woodstock var, har ikke været der«. Øvig lægger vægt på den gode historie og det lykkedes.

Efter lejren og de knuste drømme kom Verdensbankdemonstrationerne og et hav af venstreradikale organisationer og mere direkte politiserende unge.

Fornemt bogmateriale

Bogens persongalleri med vægten lagt på datidens »kendisser« som Eik Skaløe, Tømrer-Claus, Peter Ingemann, Jacob Ludvigsen, Ole Grünbaum, Bjørn Nørgaard, Per Kirkeby, Susanne Giese, Peter Duelund med flere, er enormt og superinteressant, men heldigvis har den et brugbart navneregister. En svaghed ved bogen er dens mange gentagelser. 

 Bogens billedmateriale er vidunderligt, ligesom lejrens duplikerede avis virker fin som kildemateriale og helt i datidens ånd.

Hippie er mere end en bog. Den er også musik og i den forbindelse udkommer verdens første dokumentariske lydbog med nykomponeret underlægningsmusik.

Det er den garvede musiker og evige hippie Tømrer-Claus der har komponeret og indspillet i alt 16 timers musik til Øvigs egen oplæsning af bogen. Ganske enkelt unikt og et scoop efter denne anmelders mening.

Den imponerende hjemmeside www.hippienu.dk er stiftet af Øvig, Gyldendal og e-kommunikationsbureauet Empati, der desuden har produceret en App udgave af papirbogen. Den sætter nye standarder ved at kombinere e-bog og lydbog, så man kan skifte mellem de to oplevelsesmåder.

Endelig udsendes der en dobbelt-cd med fyrre udvalgte, danske HippieHits. Der er både Young Flowers, Savage Rose, Sebastian, Beefeaters, Alrune Rod, Skousen og Ingemann, Burnin Red Ivanhoe med flere. Ja faktisk alle dem der hører med.

Det er bare med at tage afghanerpelsen frem, tænde røgelsespindene, få teen og fedtemadderne frem, smække benene op på Marokko puden og nyde musik og bog. Det er bevidsthedsudvidende.

Hatten af for en fantastisk præstation. Bind 2 er planlagt til næste år. Håber man undgår abstinenser.

Peter Øvig Knudsen: Hippie 1 – tre år og 74 dage der forandrede Danmark. 528 gennemillustrerede sider, 349 kroner. Lydbogen 199 kroner. Cd'en HippieHits 158 kroner. Gyldendal.

13. jan. 2012 - 11:31   03. sep. 2012 - 10:38

Bøger