Tilmeld dig vores RSS feed
Nu kan man igen med god samvittighed slå et slag forbi Agnes Cupcakes og købe en kage. Pres fra unge faglige aktivister fik nemlig direktør Kristian Vangsgaard til fredag at underskrive overenskomst med HK Handel. | Foto: Mette Kramer Kristensen
OK hos Agnes

I fredags underskrev en, efter eget udsagn, presset kage-direktør overenskomst med HK Handel.

Dermed får de unge ansatte nu blandt andet ret til:

  • Overarbejdsbetaling
  • Tillæg for ubekvem arbejdstid
  • Pension
  • Barsel
  • Fem ekstra feriedage
  • En opsparingskonto med frit valg mellem pension eller løn.
- Annonce -

Aktioner fik Agnes til forhandlingsbordet

Unge fagligt aktive var med til at sikre overenskomst til de unge ansatte hos Agnes Cupcakes.

Da direktøren for kagekæden Agnes Cupcakes i fredags underskrev overenskomst med HK skete det efter at unge faglige aktivister i flere uger havde aktioneret for bedre forhold til de ansatte.

– Så sender HK alle deres græsrodsorganisationer på gaden for at ødelægge min forretning. Jeg har ikke andet valg end at gå med til at tiltræde overenskomsten allerede fra den første januar, sagde  kædens direktør, Kristian Vangsgaard, i fredags til Arbejderen.

3F Ungdoms formand i Region Hovedstaden, Louis M’jacobi, var med til at tage initiativ til aktionerne for overenskomst hos Agnes Cupcakes sammen med HK Ungdom og det faglige ungdomsnetværk Fremtidsfighters. Men da forhandlingerne mellem HK og Agnes Cupcakes blev genoptaget valgte HK Ungdom og 3F Ungdom at trække følehornene til sig.

– I den situation lykkedes det Fremtidsfighters at fastholde fokus på de fuldstændigt sindssyge forhold som de unge piger arbejdede under og på den måde at presse Agnes Cupcakes til at indgå overenskomst, siger 3FU formand i Region Hovedstaden, Louis M’jacobi.

Louis M’jacobi mener derfor at Fremtidsfighters og HK’s forhandlere bærer en lige del af æren for at Kage-kædens ansatte nu er dækket af overenskomst.

Faglig chef i HK Handel, Kim Jensen, som sad med ved forhandlingsbordet, vil ikke kommenterer på om det var var Fremtidsfighters der i sidste ende fik kage-direktøren til at underskrive overenskomsten.

– Men jeg kan konstatere at Kristian Vangsgaard, der i starten ikke var interesseret i en overenskomst, skiftede mening i processen, siger  Kim Jensen.

Han tilføjer, at han er rigtig glad for, at der findes aktive unge, som interesserer sig for arbejdsforholdene på de danske arbejdspladser.

De unge i Fremtidsfighters blev så forargede over kage-kædens behandling af de ansatte, at de gik ind i konflikten.

– Vi mente i Fremtidsfighters at det var nødvendigt at fortsætte presset selvom forhandlingerne var genoptaget. Kristian Vangsgaard havde gang på gang tydeligt vist at han ikke var villig til at samarbejde, forklarer Benjamin Carl Egerod fra Fremtidsfighters til Arbejderen.

Relaterede artikler