H&M: Ansvarlig business eller modespin?

De karakteristiske røde bogstaver lyser ned på mylderet af mennesker, der snor sig mellem hinanden i jagten på julegaverne.

Malmtorget og Olof Palmes Gata emmer af travlhed  og brændte mandler – og minder mest af alt om en myretue i menneskestørrelse.

Arbejderen er i Stockholm og har mødt tøjgiganten Hennes&Mauritz.

H&M er Sveriges flagskib inden for tøj- og modebranchen og har siden 1947 solgt tøj til forbrugervenlige priser.

En stor del af pakkerne, der ender under juletræet i år, vil være af den bløde slags. Og mange af dem vil være købt hos tøjgiganten bag de verdenskendte røde bogstaver.

Men under overfladen ligner ikke alt det perfekte juleeventyr. Gennem en årrække har flere organisationer kritiseret H&M, og tøjgigantens navn dukker stadig op i kritiske rapporter, der handler om lave lønninger og mangel på gennemsigtighed.

H&M er klar over, at kritikken er der, men mener at man gør meget for at være et multinationalt firma med en høj grad af socialt ansvar.

– Vores ansvar er stort, og vi har besluttet, at vi vil være blandt de allerbedste, siger Helena Helmersson, til Arbejderen. Hun er leder af H&M’s CSR-afdeling og har arbejdet hos H&M i mere end 14 år.

CSR – Corporate Social Responsibility – dækker over firmaers sociale ansvar, og ifølge H&M er netop det sociale ansvar prioriteret højt i  koncernen.

En af de organisationer, der skriver kritiske rapporter, er Clean Clothes Campaign (CCC).

– H&M er hverken værre eller bedre, men de er blandt de største spillere globalt, så de bør også gå forrest, siger Klaus Melvin Jensen, koordinator i CCC Danmark, til Arbejderen.

Lave lønninger

Ligesom næsten alle andre store firmaer, der producerer eller sælger tøj i stor stil, har H&M for længst flyttet sin produktion til især udviklingslande – for de fleste store tøjkæders vedkommende vil det sige lande i Sydøstasien  b landet andet Indien og Kina.

CCC, der beskæftiger sig med tekstilarbejderes arbejds- og levevilkår, mener  ikke, det er et problem, at H&M køber deres tøj i de fattige lande. Men organisationen er ikke i tvivl: Der er noget problematisk ved den måde H&M driver forretning på.

– Der er som sådan ikke noget problem i at H&M aftager varer fra fabrikker i Sydøstasien. Det er jo blandt andet vores forbrug, som har skabt den situation. Der er bare det, at H&M – sammen med en lang række andre firmaer – udnytter situationen i Sydøstasien, siger Dorte Sørensen fra CCC og fortsætter:

– I Sydøstasien er der en meget ringe arbejdssikkerhed og en meget ringe løn – ofte ikke nok til at leve af. Desuden er der for eksempel ikke nogen stærk, statslig kontrolinstans til at tage sig af de her problemer, siger Dorte Sørensen til Arbejderen.

Sammen med en lang række internationale organisationer foreslår CCC, at firmaer som H&M indfører, det de kalder en »leveløn« – en løn arbejderen reelt kan leve af.

Fra hovedkvarteret i Stockholm erklærer H&M sig delvist enige med CCC, selvom H&M ikke har taget levelønnen til sig.

– Vi har det samme ønske om, at folk skal kunne leve af den løn, de tjener. Det er meget vigtigt, siger Helena Helmersson.

Men hos CCC mener man ikke, at H&M gør nok.

– Jamen, det kan da godt være, vi er enige om, at folk skal kunne leve af deres løn. Men vi mener, at H&M kunne gøre mere, siger Dorte Sørensen, som anerkender, at H&M har gjort noget for at få regeringen i Bangladesh, et af de lande hvor H&M får produceret tøj, til at hæve mindstelønnen i landet.

Bangladesh

I sommeren 2010 hævede regeringen i Bangladesh den månedlige mindsteløn fra 1600 (114 kroner) til 3000 taka (214 kroner) efter flere år, hvor mindstelønnen var fastfrosset, alt imens priserne på basale fødevarer i samfundet steg.

H&M gik dengang sammen med andre firmaer i et forsøg på at påvirke regeringen til at hæve mindstelønnen.

– Det er glimrende, at H&M var medunderskriver af vestlige tøjfirmaers henvendelse til regeringen om forhøjelse af mindstelønnen. Det lykkedes at påvirke regeringen, og det viser, hvor stor en indflydelse firmaerne har, når de slutter sig sammen, forklarer Dorte Sørensen.

CCC fastholder, at mindstelønnen i Bangladesh stadig er chokerende lav og kun svarer til 25 procent af minimumslevelønnen.

H&M – der har været tilstede i Bangladesh siden 1982 – mener dog, at der er et problem med begrebet leveløn.

– Udfordringen med leveløn er, at der er forskellige ngo’er, som udregner forskellige niveauer for leveløn, så der er forskelligt indhold i begrebet leveløn. Og derudover er det også svært at ramme et samlet niveau og sige; »det her er godt nok«, forklarer Helena Helmersson fra H&M.

CCC er uenige: Der findes en bred definition af levelønnen, mener organisationen. 

– Det er et meget dårligt argument. Der er en masse asiatiske ngo’er og fagforeninger, som er gået sammen i »Asian Floor Wage Alliance« om at udregne en fælles leveløn. Det gode ved det er jo, at de dermed fjerner tvivlen – der er altså en fælles målestok, siger Dorte Sørensen fra CCC.

H&M svarer igen.

– Når jeg ser på Asia Floor Wage, så er deres niveau så meget højere, end hvad lærere og sygeplejersker får i Bangladesh, og jeg har boet i Bangladesh. Det er et land, hvor folk får en lav løn, men de har også lave leveomkostninger, siger Helena Helmersson.

CCC opfordrer H&M til at få skrevet leveløn ind i firmaets »code of conduct«: det sæt regler og krav, som leverandørerne skal opfylde for at kunne levere tøj til H&M.

– Adskillige store tøjfirmaer har allerede taget det med i deres code of conduct til leverandørerne, siger Dorte Sørensen.

Ifølge CCC udgør lønnen til arbejderen kun mellem 0,5 og tre  procent af prisen på tøjet i butikkerne.

25 timers arbejde for ét kilo kød

Den norske organisation »Framtiden i våre hender« har undersøgt arbejdernes købekraft i blandt andet Bangladesh, og organisationens beregninger viser, at en gennemsnitsarbejder i Bangladesh skal arbejde 25 timer for at få råd til ét kilo kød.

Konfronteret med tallene fra den norske rapport svarer H&M:

– Det er svært for mig at kommentere på det. Jeg har boet i Bangladesh og ved en del om, hvad normale mennesker tjener. Generelt set er det et fattigt land, det er et udfordrende land. Men jeg tror, det er en generel misforståelse at det faktum, at vi som brand, der tilbyder vores kunder gode priser, også betyder, at der er dårlige arbejdsforhold, siger Helena Helmersson.

Ny Forretningsmodel

CCC mener, at H&M vil kunne have meget mere kontrol med sine leverandører og underleverandører på fabrikkerne i Asien – og dermed bedre mulighed for at sørge for gode arbejds- og lønforhold – ved at ændre sin forretningsmodel.

H&M ejer nemlig ikke nogle fabrikker, men kommer udefra og agerer som kunder overfor de lokale fabriksejere. H&M har nogle regler og krav – kaldet code og conduct – som leverandøren skal leve op til.

At leverandøren lever op til de krav, skal »auditører« sikre. De foretager såkaldte audits, en slags kontrolbesøg, på de omkring 2000 fabrikker i verden, der sørger for at blandt andet danske forbrugere kan købe billigt tøj i H&M-butikkerne.

Men H&M afviser at ændre forretningsmodellen og gå fra at være kunde til ejer eller medejer af fabrikkerne.

– Vi har ikke den viden og erfaring, det kræver at drive fabrikker. Vi er gode til mode. Jeg er stolt over de forandringer, vi har skabt samme med leverandørerne. Der er mange måder vi kan påvirke på, og vi behøver ikke at ændre vores forretningsmodel for at skabe forandringer, siger H&M’s Helena Helmersson.

Men med den nuværende model og med det indviklede net af leverandører og underleverandører er det umuligt for H&M at holde styr på, hvad der forgår i alle led af produktionskæden, lyder kritikken blandt andet.

H&M medgiver, at de ikke har fuld kontrol over hele produktionskæden.

Synes I ikke, det er et stort problem?

– Vi gør det klart, hvad vi kræver af vores direkte leverandører. Vi opfordrer underleverandørerne til at fokusere på sociale temaer og til at forbedre situationen, men vi kan ikke kontrollere det, fordi vi står ikke for forretningsførelsen i den enhed, siger Henrik Lampa, ansvarlig for H&M’s Product Team, der har med social og miljømæssig bæredygtighed at gøre.

– Men er underleverandørerne ikke en del af kæden? I skriver selv, at I er ansvarlige for hele produktionskæden?

– Jo, præcis. Det, som vi fuldt ud kan kontrollere, er vores direkte samarbejdspartnere: Vi har vores politikker og retningslinjer for, hvad der kræves, hvis man vil arbejde for os, siger Henrik Lampa, og Helena Helmersson supplerer:

– At udføre audits i alle led af produktionen er ikke muligt. Så vi prøver at arbejde med audits ved vores direkte partnere og deres fabrikker. Men vi læser rapporter, for eksempel om bomuldsbønder i Indien, og vi fandt ud af, at der var nogle problemer, så vi startede et samarbejde med UNICEF, fortæller Helena Helmersson.

Også her mener CCC, at H&M kan gøre det langt bedre.

– Det er fint, at H&M allerede indgår langvarige samarbejdsforhold med en stor del af leverandørerne. Det er nødvendigt, hvis de skal påvirke arbejdsforholdene og for eksempel sikre en udvikling af lønnen til arbejderne. De kunne gøre det med endnu flere. Og det ville da være oplagt at fortælle os forbrugere, hvor fabrikkerne ligger. Men ak! Her er H&M helt på linie med resten af branchen, hvor ugennemsigtighed er normen, siger Dorte Sørensen.