21 Oct 2017  

KBH: Spredte skyer, dis, 12 °C

Fire røde brødre under besættelsen

Fire røde brødre under besættelsen

Tirsdag, 13. december, 2011, 10:18:47

Socialdemokratiets jagt på kommunister fik under besættelsen alvorlige følger. »Udleveret til fjenden« fortæller om fire røde brødre fra Vejle, der overlevede forrædderiet.

Resultatet af kommunistjagten i Vejle. Bagest fra venstre: Robert Haagensen, Svend Aage Andersen, Niels Peter Madsen og Ingris C. Christiansen. Forrest fra venstre: Alfred Andersen, Aksel Andersen, Harry Chr. Hansen og Poul Richard Andersen. Syv arbejdsmænd og en maler. Det var arbejderklassen, der kom til at bøde for regeringens samarbejdspolitik med tyskerne. Foto fra bogen

Boganmeldelse

af Bjarne Nielsen

Udleveret til fjenden er historien om fire brødre, der fra et omtumlet liv i fattigdom på Vejleegnen gik ind i den kommunistiske bevægelse.

Alle endte de med at blive arresteret af det danske politi, interneret i Horserødlejren, og for tre af dem ryge en tur til kz-lejren Stutthof.

Faderen var daglejer og moderen »købt« af en bonde, som fattigfolk blev på den tid. Efter giftermål i 1912 købte parret et mindre landbrug, hvor det kneb med udkommet under Første Verdenskrig, og han måtte tage job som arbejdsmand.

Vejle var i 1916 den by i Danmark med det største antal husvilde og havde 96 familier uden bolig. Krisen i landbruget og fabrikkernes opdukken i byen tvang familier til byen. Det gjaldt også familien Andersen. Den bestod i 1919, hvor den flyttede til Vejle, af forældrene og børnene Poul Richard (1913), Aksel (1915), Johanne (1917) og Frida (1919).

Faderen forlod i en periode familien, og moderen og de ny syv børn måtte leve af fattigunderstøttelse. Presset på moderen betød, at hun jævnlig var syg, hvorfor pasningen af hjem og de andre søskende, nu også Svend Aage (1920), Alfred (1921) og Asta (1923), var Poul Richards og nabokonens.

Bogen beskriver flot de sociale forhold i denne periode, hvor fattigdom, hyppige flytninger og mistrøstige forhold var hverdag for familier som Andersens.

Politisk engagement

Brødrene Poul Richard, Aksel, Svend Aage og Alfred tilsluttede sig alle den kommunistiske ungdomsbevægelse i DKU.

Det var især Den Spanske Borgerkrig, deres fattige opvækst og søsteren Fridas forlovede, en velskolet kommunistisk sømand, der skærpede deres politiske holdninger og klassebevidsthed.

Vejle havde i 20 år været ledet af Socialdemokratiet, der i 1935 fik 46,1 procent af stemmerne. Men brødrene ville ikke reformere kapitalismen, men afskaffe den. Det valg kom de få år senere til at betale en meget høj pris for – tæt på den allerhøjeste pris, som man kan betale.

Livet i DKU, Danmarks Kommunistiske Ungdom, var livligt, og der blev holdt mange møder, filmforevisninger og fester rundt omkring i ydmyge lokaler. Socialdemokraterne i byen havde forbudt kommunister at leje Arbejdernes Forsamlingshus.

Allerede inden nazisternes jagt på kommunisterne, havde socialdemokraterne i Vejle indledt deres. Efter at den fagligt aktive Poul Richard blev arresteret, hedder det i bogen at, »Toppen af Socialdemokratiet havde medvirket godt og grundigt til, at alle Vejles fagligt aktive kommunister var blevet sat fast«.

Besættelsen

Aksel blev i slutningen af trediverne formand for DKU, og trods ikke-angrebspagten mellem Tyskland og Sovjet, forberedte man sig i DKU på krigen.

Da den brød ud, arbejdede Aksel som brunkulsarbejder, medens Alfred og Svend Aage knoklede i tørvemoser. Det skyldtes dels mangel på brændsel , dels at arbejdsløsheden i Vejle da var på 25 procent. Når der ikke var arbejde, gik Aksel og Svend Aage på »støtten«.

Alfred blev henvist til statsungdomshjemslejr Klosterheden. Det var en lejr for unge mellem 18 og 25 år, der havde været ledige i 50 dage i træk eller haft 100 dages ledighed inden for et år. Hvis man afslog, mistede man rettet til støtte og anden offentlig hjælp.

Der var i alt 14 sådanne lejre i Danmark med 4700 mænd og 1878 kvinder i 1941. Efter et halvt års lejrarbejde var man atter »støtte«-berettiget.

Den 22. juni 1941 gik Tyskland ind i Sovjet, og det danske politi startede en velforberedt jagt på kommunisterne. Nazisterne havde bedt om 66 kommunister, men det lykkedes dem at arrestere 339! Heriblandt Aksel.

Efter at have advaret kammeraterne og brændt vigtige papirer lykkedes det Svend Aage og DKP’s formand i Vejle at flygte til Odense, hvor de blev illegale. Svend Aage og Alfred begyndte at trykke og uddele de kommunistiske blade Danske Toner og Folkets Røst allerede i august 1941.

I oktober 1941 blev først Svend Aage og samme dag Alfred arresteret og sigtet for »politisk virksomhed«. Svend Aage fik to år, heraf et år i isolation i Nyborg, mens Alfred kunne »nøjes« med fire måneder i isolation. De blev dømt af den nazivenlige dommer Arthur Andersen.

Da Alfred skulle løslades, blev han i stedet overført til Horserødlejren. Som mange andre kommunister blev Alfred stillet mildere straf i udsigt, hvis de ville underskrive, at de gav afkald på kommunistisk virksomhed i fremtiden.

Trods sine kun 21 år afslog han denne »gestus« af idealistiske årsager, og fordi »han syntes det var fejt at give op, lige som krigen var begyndt«.

Anden arrestationsbølge

Bogen gør fint op med den borgerlige myte, at modstandsbevægelsen først blev rigtigt organiseret efter 1943, da Sovjet var begyndt at ryste nazisterne.

2. november 1942 startede den anden arrestationsbølge mod kommunisterne, og nu var det Poul Richards tur til at komme til Horserød, hvor et gensyn med brødrene ventede.

Aksel havde ellers natten mellem 10. og 11. juni 1942 gravet sig ud sammen med fire andre, men kun Ib Nørlund undslap. Dagen efter lykkedes det Eigil »Hesten« Larsen at flygte og dermed påbegynde opbygningen af BOPA, besættelsens vigtigste modstandsgruppe.

Efter folkeopstanden den 29. august overtog tyskerne Horserødlejren, men mange flygtede, herunder Svend Aage. Han tog til Odense og blev distriktsleder for det illegale arbejde.

 Aksel, Poul Richard og Alfred sad i Horserød indtil 2. oktober, da de sammen med 150 kommunister og 450 jøder med færgen blev sendt til kz-lejren Stutthof.

Kz-lejren Stutthof

De tre brødre sad i kz-lejren i 16 måneder, inden de blev tvunget ud ud på den frygtelige »dødsmarch« mod friheden, i frost og på sneglatte veje. Marchen er beskrevet i Rejse i dødens fodspor og Martin Nielsens erindringsbøger Rapport fra Stutthof og Undervejs mod livet.

Det var kun Aksel og Alfred, der kom af sted i første omgang, da Poul Richard var på en udekommando, det vil sige ude og grave skyttegrave. På marchen blev Aksel syg af plettyfus og lungebetændelse og måtte efterlades, med 25 andre, i lejren Navits.

Resten marcherede til Schweslin, hvor Den Røde Hær befriede dem 10. marts 1945. Herefter fortsatte marchen i ti dagen til byen Torun, hvor de opholdt sig i tre uger sammen med 14.000 andre tidligere fanger.

Alfred og tre andre gik tilbage for at søge efter de efterladte i Navits. 24. april blev Poul Richard sammen med de sidste danske evakueret fra Stutthof. Han vejede da 45 kilo.

Medens Aksel og Alfred kæmpede på de polske veje, var Svend Åge med til befrielsen af 20 politiske fanger i Nyborg Statsfængsel.

Hjemme

Befrielsen havde ophævet kommunistforbuddet, men meget var ved det gamle.

På trods af at Alfred og Svend Aage havde trykt og uddelt de første illegale blade i Vejle, er de og andre af Vejles kommunister ikke omtalt i historien om modstandsbevægelsen i Vejle.

De måtte erkende ordene fra en gammel socialistsang: »Andre tog magten og æren, sliddet var levnet til os«.

Der foregik i Vejle, som andre steder, en direkte magtkamp mellem modstandsgrupperne i slutfasen. De borgerlige nægtede kommunisterne våben.

I Vejle gik man videre. I slutningen af fyrrerne bortførte de borgerlige modstandsfolk bylederen Randrup og kørte ham til Brande. Han var ikke kommunist, men anbefalet af dem!

Bogen har megen fin og berettiget kritik af »historikerne« efter krigen.

Modstandsmanden Alfred er hovedkilde til bogen, på trods af hans modstand mod den, da den »ikke skulle rettes mod hans person. Fokus skulle være rettet mod de uretfærdigheder, der førte til flere hundrede politiske fangers internering.«

Han kunne ikke finde arbejde efter befrielsen og flyttede til Odense, hvor han efter Ungarn-opstanden i 1956 meldte sig ind i SF, for hvem han sad i Folketinget i årene 1977-79 og Odense Byråd i 23 år. Han er fortsat aktiv i Horserød-Stutthof Foreningen og aktiv skakspiller i Skakklubben Frem.

Også Svend Aage og Poul Richard flyttede til Odense. Poul Richard døde i 1998 og Svend Aage i 2000. Aksel flyttede til Frederiksværk, men lever heller ikke mere.

Flot nok er der bagerst i bogen miniportrætter af alle de kommunister i Vejle, der deltog i modstandskampen, samt et aftryk af kommunistloven af 22. august 1941 og Danmarks Riges Grundlov i 1920 udgaven.

Der skal lyde et forsinket tillykke til Alfred Andersens med 90 års fødselsdagen i september og et tillykke til forlaget for en fremragende bog, der kun kan anbefales.

Christian Poulsen: Udleveret til fjenden. 112 sider illustreret. 125 kroner. Byhistorisk Forlag – Vejle.

13. dec. 2011 - 10:18   03. sep. 2012 - 10:38

Bøger