Tilmeld dig vores RSS feed
Kagerne hos Agnes Cupcakes er efter direktør Kristian Vangsgaards opfattelse så enestående, at han truer de unge ansatte med bøder på 250.000 kroner, hvis de bryder en tavshedspligt, som er skrevet ind i deres ansættelseskontrakt. | Foto: Mette Kramer Kristensen
- Annonce -

Ny overenskomst er gået i kage

Forhandlingerne mellem HK og bagerkæden Agnes Cupcakes er brudt sammen. HK opfordrer Dansk Erhverv til at ekskludere virksomheden.

Onsdag aften måtte HK Handel og Agnes Cupcakes afbryde to ugers forhandlinger uden at have forhandlet en overenskomst på plads.

Nu kræver HK Handel, at arbejdsgiverforeningen, Dansk Erhverv (DE), ekskluderer virksomheden.

– Arbejdsgiverforeninger må ikke optage medlemmer, der er i konflikt, og det er Agnes Cupcakes nu. Derfor forventer vi selvfølgelig, at de bliver smidt ud af DE. Men vi stopper selvfølgelig ikke her. De vilkår, der er i virksomheden, har jo ikke ændret sig, og derfor fortsætter vi kampen, med de midler vi har til rådighed, siger formand for HK Handel, Jørgen Hoppe.

Agnes Cupcakes kom i mediernes søgelys for to uger siden på grund af nogle meget grove vilkår i virksomhedens ansættelseskontrakter med de unge ansatte.

De unge bliver blandt andet truet med bøder på 250.000 kroner, hvis de bryder en tavshedspligt om forretningshemmeligheder. Derudover får de unge ingen løn under sygdom, de har ikke noget fast arbejdssted, og de skal selv skaffe en afløser, hvis de bliver syge.

– Vi har tilbudt Agnes Cupcakes at få styr på forholdene ved at tiltræde den landsdækkende butiksoverenskomst, og det har vi så forhandlet om. Men Agnes Cupcakes vil først lade forholdene træde i kraft første september 2012 og dermed have lov til fortsat at behandle sine ansatte ringere end alle andre steder - og det kan vi selvfølgelig ikke acceptere, siger Jørgen Hoppe.

Relaterede artikler