Ø: Børn ud af fængsler
Børn og unge under 18 år bør ikke sidde i voksenfængsler. Det mener Enhedslistens retspolitiske ordfører, Pernille Skipper, som kalder justitsminister Morten Bødskov (S) i samråd. Enhedslisten mener i stedet, at børn og unge skal indsættes på sikrede institutioner. Også Red Barnet opfordrer Justitsministeren til tage affære.
– Han må reagere på at anbringelser af børn i voksenfængsler finder sted, til trods for at der er plads på sikrede institutioner, siger generalsekretær i Red Barnet, Mimi Jakobsen, til Politiken.
Sidste år blev 620 børn og unge mellem 14 og 17 år anbragt i et arresthus, hvor de højst må opholde sig 24 timer, før de enten løslades eller stilles for en dommer.


