Tilmeld dig vores RSS feed
– Det er selve konstruktionen af euroen, der er problemet, siger Nikolaj Villumsen.
- Annonce -

Enhedslisten: Drop ændringer af EU-traktaten

I aften mødes Helle Thorning-Schmidt med EU’s stats- og regerings­ledere for at diskutere ændringer af EU-traktaten. Enhedslisten siger nej.

Når Enhedslistens folketingsmedlem Nikolaj Villumsen i dag deltager i mødet i Folketingets Europaudvalg, vil regeringen få klar besked:

– Der er på ingen måde brug for ændringer af traktaten for at kunne  styre EU-landenes økonomier. Tværtimod er det selve konstruktionen af euroen, der er problemet, siger Nikolaj Villumsen til Arbejderen.

Han understreger, at det ganske vist stadigt er uklart, hvad det egentlig er, som EU-toppen vil. Der er nemlig flere  forslag, der svæver i luften, men de har alle samme formål, at give EU mere magt over EU-landenes økonomi.

Tyskland og Frankrig møder op med krav om ændringer af Lissabon-traktaten, så EU-kommissionen automatisk kan udstede bøder til de lande, der ikke overholder EU’s euroregler. Endvidere skal EU-domstolen kunne erklære landenes finanslove for ulovlige, hvis de ikke overholder reglerne. Hvis ikke Frankrig og Tyskland kan få alle lande med på vognen, skal det kun gælde de 17 eurolande.

EU-præsidenten Herman Van Rompuy har en anden metode til at få styrket EU’s magt, uden at det kræver ændringer af traktaten, hvor alle lande skal være enig. EU-topmødet skal vedtage en protokol med ændringerne, foreslår han.

Dermed vil EU slippe uden om  EU-landenes nationale parlamenter og især undgå folkeafstemninger, som lovgivningen kræver i både Irland og Storbritannien, skriver euobserver. Den seneste meningsmåling i Irland viser, at 48 procent er imod traktatændringer, mens kun 27 procent er for.

Uanset modellen mener Enhedslisten, at det er skidt, at skrive en bestemt økonomisk politik ind i EU-traktaten eller i en EU-lov og da slet ikke den borgerlige økonomiske politik, der er slået fejl.

Nikolaj Villumsen undrer sig over Socialdemokraternes holdning til spillet om den økonomiske politik.

– Socialdemokraternes klassiske økonomiske politik, som Helle Thorning er valgt på, forsøger man nu at gøre traktatstridig. Det er meget underligt, at en socialdemokratisk statsminister gør det, slutter Villumsen.

EU-topmødet starter i aften og fortsætter i morgen.

Relaterede artikler