»Den gyldne drage« tegner billedet af en meget rå virkelighed i globaliseringens tidsalder. Det er stykke, der taler mere til hovedet end til maven.

I Den gyldne drages køkken diskuterer fire kinesere, hvordan de trækker »fortidens« tand ud på en femte nytilkommen landsmand.

Henrik Ohsten Rasmussen

TEATERANMELDELSE

af John Bruun

Den Gyldne Drage er navnet på en lille snusket kinesisk restau­rant, der ligger i bunden af en ejendom, hvis beboere befolker et teaterstykke, der har taget navn efter restau­ranten - eller også er det omvendt!

Teaterstykket er af tysk oprindelse og opføres i disse dage på Husets Teater.

I restaurantens køkken udspiller sig et drama mellem de kinesere, der laver mad og serverer.

En ung mand, der åbenbart er illegalt i landet og derfor ikke har ret til lægehjælp, har en rådden tand, som skal trækkes ud. Det klares ved hjælp af en rørtang, men det får fatale følger.

En rådden tand

For inde i tandens rådne hul sidder hele mandens famil­ie og historie tilbage i hjemlandet.

Det er splittelsen, der martrer ham og skammen over ikke at have fundet den søster, som også lever illegalt et eller andet sted i landet højt mod nord. Muligvis endda i samme ejendom.

For købmanden, der har en lille butik ved siden af Den Gyldne Drage, har en lejlighed eller et lager i samme opgang, hvor han mellem sække af mel, ris og nudler gemmer en kineserpige, som han ejer og bruger til husarbejde og til at leje ud til seksuelle ydelser.

Blandt andet til en forsmået mand fra ejendommen, der drikker sig helt i hegnet og ødelægger pigen. Det bliver købmanden sgu sur over.

Et par stewardesser, der lige er kommet hjem fra arbejde – en flytur fra Sydamerika – fuldender billedet af en globaliseret verden, hvor økonomien sender folk hid og did for at få en levevej, mens frihed og magt over eget liv er ekstremt ulige fordelt.

Alt det rummer ejendommen med kineserne, der producerer, i bunden.

Leg med symboler

Det er et stykke, der aldeles ikke griber en. Det er vist heller ikke meningen.

For at minde publikum om, at dette er teater, bliver kvinderoller spillet af mænd og omvendt. Manuskriptets regibemærkninger læses med mellemrum højt og et allegorisk eventyr om en doven græshoppe og en flittig myre flettes ind i historien.

Det er meget lyrisk, litterært og alvorligt. En sjældent gang er der optræk til latter, for det er næsten altid lidt sjovt, når mænd spiller kvinder – især når mændene er Kristian Halken og Troels Lyby – men det er ikke meningen, det skal være sjovt.

Men når alvoren ikke er gribende, bliver det lidt kedeligt. Man lærer ikke rigtig noget nyt, bliver ikke provokeret til nye tanker og glædes efterhånden ved, at skuespillerne læser »kort pause« i stedet for at holde en kort pause mellem replikkerne, for så kan det da gå lidt hurtigere.

Scenografien er skiftende videoprojektioner ­– billeder af facade, lejligheder, køkkeninteriør og nærbilleder af wok-retter. Det er faktisk meget flot og godt skruet sammen til stykket, men scenografien kan kun understøtte det, der sker på scenen, den kan ikke skabe dramaet – og det bliver aldrig særlig dramatisk.

Den Gyldne Drage henvender sig mest sig til et publikum, der holder af litterære former og leg med sprog og symbolik – eller muligvis nuværende og tidligere illegale indvandrere, men dem var der vist ingen af blandt publikum denne anmelder-aften.Den gyldne drage af Roland Schimmelpfennig. Scenografi og iscenesættelse: Jacob F. Schokking. Husets Teater til 15. oktober.