Tilmeld dig vores RSS feed
Kan de blive enige om at bevare efterlønnen? Fra partilederrunden på valgaftenen. | Foto: Arbejderen
Faglige reaktioner

Det vigtigste, som en ny regering skal gennemføre, er i mine øjne at sørge for vækst i den offentlige sektor, både af hensyn til velfærden og af hensyn til de offentligt ansatte.
Dennis Kristensen, formand for FOA

Den bedste tryghed, vi kan give familierne, er vækst, nye arbejdspladser og en satsning på uddannelse. Den borgerlige regering har ladt en masse danskere i stikken.
Poul Erik Skov Christensen, formand for 3F

Jeg ser frem til, at vi får en regering, som vil tale med fagbevægelsen, hvad den nuværende jo har forsømt. Så må vi satse på, at trepartsforhandlinger kan sætte fokus på de store udfordringer, der er på arbejdsmarkedet.
Ole Wehlast, formand for Fødevareforbundet NNF

Vi skal skabe job og vækst i Danmark, så vores arbejdsløse kolleger igen kan komme i arbejde. Det er vigtigere end noget andet i den nuværende situation. Og vi er klar til at deltage i trepartsforhandlinger, når den ny regering inviterer.
Harald Børsting, formand for LO

Både S og SF er kommet med rigtig mange konstruktive forslag til forbedringer af sundhedsvæsenet. Og nu skal vi så i gang med at få dem implementeret i sundhedsvæsenet, og det skal ske i tæt dialog med de faglige organisationer.
Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd

Vi håber, at det flotte valg fører til en ny og handlekraftig regering, der kan fat på de alvorlige problemer, som Danmark står over for med beskæftigelse og konkurrenceevne.
Thorkild E. Jensen, formand for Dansk Metal

Der er ikke mindst brug for, at vi får sat gang i væksten og beskæftigelsen i Danmark, og at vi får givet et massivt løft på uddannelsesområdet.
Bente Sorgenfrey, formand for FTF

Rød blok har i valgkampen talt for minimumsnormeringer, som sætter en grænse for hvor mange børn, der må være pr. pædagog. Men det er lidt uklart, hvornår de har tænkt sig at indføre det, så vi vil gøre alt for, at det sker nu og ikke i en fjern fremtid.
Henning Pedersen, formand for BUPL

Der er flertal i det nye Folketing for at fjerne varighedsbegrænsningerne i sygedagpengeloven. Enhedslisten, SF, Radikale og Socialdemokratiet har under Lars Løkke tidligere fremsat et sådan forslag, her efter valget må man gå ud fra, at de mener det samme som før.
Kurt A. Nissen, Arbejdsskadeforeningen

- Annonce -

Hvad nu med efterlønnen?

Den nye regering har ikke flertal for at bevare efterlønnen og rulle dagpengeforringelserne tilbage. Fagbevægelsen forventer at begge spørgsmål indgår i trepartsforhandlinger.

Fagbevægelsens top vil ikke uden videre skrinlægge kampen for at bevare efterlønnen, selvom det ser svært ud, sådan som Folketinget er blevet sammensat.

LO-formand Harald Børsting opfordrer det nye Folketing til at genåbne forhandlingerne om tilbagetrækningsreformen, der betyder, at efterlønsalderen bliver sat ned fra fem til tre år og udskudt fra 60 til 62 år.

– Jeg synes ikke, at det er et kønt syn med et så smalt flertal om en så stor reform, siger LO-formand Harald Børsting til Børsen.

Bag forliget står Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Radikale og Liberal Alliance. Tilsammen har de stadig et flertal i Folketinget.

– Vi har fået en ny regering. Det er det positive. Men der er stadig flertal for tilbagetrækningsreformen og dagpengeforringelserne, og det beklager jeg, siger Ole Wehlast, formand for Fødevareforbundet NNF til Arbejderen.

Lige præcis kampen for efterløn og mod halvering af dagpengeperioden var blandt NNF’s mærkesager under valgkampen. Ole Wehlast ønskede sig et rent rødt flertal, som efter hans mening ville være den bedste garanti for, at kravene blev gennemført.

Nu konstaterer han, at Radikale bliver det andet største parti i den nye regering, og at partiets formand Margrethe Vestager er »meget klar i spyttet« og står fast på tilbagetrækningsreformen og forringelserne for de arbejdsløse.

Både Ole Wehlast og flere andre forbundsledere mener, at det er for tidligt at aflive efterlønsdebatten. De sætter deres lid til de kommende forhandlinger om et regeringsgrundlag og de bebudede trepartsforhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter.

– Den bold ligger jo nu på S, SF’s og Radikales banehalvdel, og så må vi se, hvad der kommer ud af forhandlingerne mellem dem, siger FOA-formand Dennis Kristensen.

En lignende vurdering kommer fra Bente Sorgenfrey, formand for FTF.

– Det kommer an på, hvordan regeringsgrundlaget kommer til at se ud og på de kommende trepartsforhandlinger, siger hun til avisen.dk.

– Det er for tidlige at sige noget om, hvem der vandt kampen, og der er mange ting i spil. Der er stadig de fire toldere ved grænsen og spørgsmålet om, hvor vidt Dansk Folkeparti vil stå ved deres løfte om at afskaffe efterlønnen, siger

Poul Erik Skov Christensen. Han er formand for 360.000 medlemmer af 3F. Mange af dem har været yderst aktive i kampen for at få en ny regering, som blandt andet skulle sikre efterløn og de arbejdsløses forhold.

LO-formand Harald Børsting understreger, at hvis efterlønnen bliver forringet, vil grundlaget for de trepartsforhandlinger, som LO har aftalt med S og SF være ændret. Reformen skaffer nemlig nogenlunde de 15 milliarder kroner, som S og SF har lovet at hente hjem ved trepartsforhandlingerne med fagbevægelsen og arbejdsgiverne.

– Vi betaler ikke to gange, understreger Børsting.

Hermed slår han fast, at fagbevægelsen ikke først lægger ryg til voldsomme forringelser af efterlønnen for dernæst at forpligte sig til at finde 15 milliarder kroner ved at alle skal arbejde 12 minutter længere om dagen.

Dansk Arbejdsgiverforening vejrer ellers morgenluft og erklærede i går, at der er brug for både at forringe efterlønnen og få danskerne til at arbejde mere.

Dansk Elforbund mener, at, hvis tilbagetrækningesreformen gennemføres, skal trepartsforhandlingerne bruges til blandt andet at sikre højere dagpengesatser og at ingen mister dagpengene som følge af den forkortede dagpengeperiode.

Relaterede artikler