Tilmeld dig vores RSS feed
Fagforeningsmedlemmer har god grund til at kæmpe for en rød regering, som her til valgmøde i Byggefagenes Hus i går: Det er nemlig en garanti for at VKO’s fordyrelse af fagforeningskontingent bliver rullet tilbage. | Foto: Sigaardsfoto.dk
Fradragsloftet
  • Fradragsloftet blev indført af regeringen og Dansk Folkeparti som et led i den såkaldte genopretningsplan fra 2010.
     
  • Loftet har fra årsskiftet gjort det dyrere at være medlem af en fagforening, fordi man kun kan trække udgifter til kontingent på op til 3000 kroner om året fra i skat.
     
  • Før fradragsloftet blev indført, kunne man trække det fulde kontingent fra i skat.
     
  • Loftet tilgodeser de gule fagforeninger, som ikke rammes, fordi deres kontingent typisk er under 2500 kroner årligt.
     
  • Loftet koster en typisk 3F’er 600 kroner om året, og koster samlet fagforeningsmedlemmerne trekvart milliard kroner.
- Annonce -

S-SF lover fuldt fradrag på faglige kontingenter

S, SF og Ø lover at fjerne det forhadte loft over fradrag på fagforeningskontingenter, hvis de vinder valget.

Den ekstra udgift på fagforeningskontingentet, som VKO sidste år påtvang danske arbejdere, bliver afskaffet, hvis Danmark får en ny regering på torsdag.

– Regeringens loft skal afskaffes. Der er ingen tvivl om, at regeringen har indført loftet i et forsøg på at svække fagforeningerne. Og desto svagere fagforeningerne står, desto nemmere har regeringen og arbejdsgiverne ved at sætte deres dagsorden med ringere løn- og arbejdsforhold, siger Anne-Marie Meldgaard fra Socialdemokraterne til Arbejderen.

Fradragsloftet blev indført som et led i regeringens og Dansk Folkepartis »genopretningsplan« fra 2010.

Det betyder, at fagforeningsmedlemmer kun får skattefradrag på kontingentudgifter på op til 3000 kroner om året. I alt koster det fagforeningsmedlemmerne trekvart milliard kroner.

Men med en S-SF-regering skal fagforeningsmedlemmerne altså igen kunne trække en tredjedel af deres kontingent fra i skat, lover de to partier i deres plan, »Fair Forandring.«

–Loftet er jo helt urimeligt og formålet er helt klart at svække fagforeningerne og dermed de danske lønmodtagere. Og hvis det lykkes for den borgerlige regering at få færre til at melde sig ind i en fagforening, vil det have alvorlige konsekvenser for en række af de rettigheder, vi har i dag, siger SF’s arbejdsmarkedsordfører, Eigil Andersen.

Oprindeligt lovede regeringen, at der også skulle indføres et loft over fradraget på arbejdsgivernes kontingent til deres organisationer.

Men de har beholdt den fulde fradragsret, og det gør loftet over arbejdernes fradrag endnu mere uretfærdigt, påpeger Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører, Line Barfod.

– For arbejderne tæller hver eneste krone, når budgettet skal hænge sammen. Derfor er det vigtigt, at kunne trække hele sit fagforeningskontingent fra. Ligesom direktørerne kan trække hver eneste krone fra, som de giver i støtte til arbejdsgiverorganisationerne, siger hun.

Relaterede artikler