21 Oct 2017  

KBH: Overskyet, dis, 12 °C

Synlighed, modstand, strategi

Synlighed, modstand, strategi

Lørdag, 13. august, 2011, 11:32:03

Da politiet for to år siden ryddede Brorsons Kirken, blev den danske flygtningepolitiks konsekvenser synlige for hele Danmark. Ny bog samler op på erfaringerne fra Kirkeasyl.

Da politiet ryddede Brorsons Kirken blev asylpolitikkens konsekvenser synlige for hele Danmark.
Pamela Juhl/CPH Voice

af Eskil Halberg og Katrine Willumsen.

Klokken har passeret tolv, da telefonen ringer.

Allerede inden du svarer, har adrenalinen bredt sig i kroppen. Måske er det opkaldet, du har frygtet mere end noget andet de seneste måneder. Eller også er det nogen, der skal bruge en nøgle eller have at vide, hvor de nye flyers ligger eller bruge en kommentar til et interview eller høre din mening om de næste dages opgaver.

Men det er opkaldet. Det opkald, der får dig til at trække i det nærmeste tøj og ikke stille nogen spørgsmål. Opkaldet, som fjerner alle andre tanker og får dine ben til at skælve.

Frivillige fra Kirkeasyl og naboer fra området har samlet sig ved kirken. Nogle står med et »Asyl til alle«-banner. En ung kvinde slipper sin kammerats hånd og løber hen til kirkedøren og forsøger at komme ind. Kaos og anspændthed fylder luften.

Men der er underligt stille. Det er, som om alle ved, hvad der skal til at ske, og der er ikke behov for at sige noget. Som om vi holder vejret, inden forestillingen begynder.

Stop bussen

Vi er ambivalente. Men vi skal i gang. Vi skal gøre noget. Vi skal forandre det magtovergreb, som er ved at udspille sig. En mindre gruppe sætter sig midt på Rantzausgade. Det var jo det, der var planlagt.

»Vi må gøre, som vi har aftalt«, råber én. »Men vi kan sgu da ikke bare sidde der. Vi er alt for få«, råber en anden.

Den første halve time er præget af dyb forvirring. Ingen kan rigtig begribe, hvad der er ved at ske, selvom de fleste sikkert har forestillet sig scenariet utallige gange.

Nogle løber rundt og forsøger at få overblik, andre står handlingslammede, mens stadig mere politi ankommer til stedet.

En stor bus holder tæt op ad kirken. Det bliver vores mål at forhindre den i at køre.

Efter den første gruppe har sat sig, bliver det lettere for de næste. Endnu en gruppe bliver dannet og sætter sig. Og en til. Og en til.

Vi, der er ude på gaden, ved ikke, hvad der foregår inde i kirken, og politiet nægter os adgang.

Politiet begynder at slå og sparke dem, der sidder forrest. Vi omrokerer og forsøger at placere os på de veje, hvor vi tror, bussen og politiet vil køre væk fra. Der er ingen, der slår tilbage. De siddende forsøger at kæmpe sig til hver en centimeter af Rantzausgade. En enkelt bliver anholdt og slæbt væk.

I de sidste måneder er der opstået en særlig relation mellem beboerne i kirken og de frivillige. Selvom vores vilkår er vidt forskellige, er der opstået et fællesskab. Et fællesskab, der den nat bliver ødelagt af politiets kæder, slag og magt.

Vi er ikke længere asylaktivister sammen. Vi bliver delt op i dem, der er spærret inde i kirken og ikke kan undslippe politiets overgreb, og dem, der sidder ned og ved, at politiet på et tidspunkt vil holde op med at slå. Vi holder op med at høre sammen.

Politiet begynder at føre beboerne ud af kirken. Vi skriger og græder. En asylansøger knytter næven som en slags hilsen, da han bliver eskorteret ud af to betjente og sat ind i bussen.

Situationen bliver mere og mere hektisk og vreden større. Da den ældste asylansøger og hans kone kommer til syne ved kirkens hovedindgang sammen med fire små børn, er stemningen på bristepunktet. Alle aftaler om at bevare fatningen bliver fuldstændig urimelige.

Da bussen senere sætter sig i bevægelse, er flere naboer og frivillige ankommet. Vi er hurtige til at sætte os foran bussen. Der er ikke andet at gøre. Den næste time tæver politiet sig igennem hundredvis af mennesker. Vi sidder tæt sammen og danner en fælles krop, som ikke er farbar for køretøjer. Politiet ælter sig igennem den med deres knipler og peberspray. Betjente brøler, at vi skal flytte os.

Efter at være blevet tæsket til side løber de fleste op foran bussen igen og gør sig klar til endnu en omgang. Det gælder om at holde sig kørende, til det bliver lyst, og vi kan blive så mange, at politiet må opgive. På det tidspunkt har vi et håb. Vi har glemt, at vi ikke kan bremse magten.

Til sidst lykkes det politiet at komme ud på Åboulevarden og køre væk.

Iscenesættelse

Natten til torsdag 13. august 2009 blev Brorsons Kirke ryddet. Politiet brød ind i kirken og tvang de mandlige asylansøgere med sig. Kvinder og børn blev gennet ud på gaden og efterladt.

Kirken havde de seneste måneder været deres hjem. Ikke et gemmested, men et rum, der på en gang var en bolig og en platform for en politisk aktion.

Den nat holdt kirken op med at fungere som et hjem, men ophørte ikke med at være rum for politisk konflikt. Den nat blev konflikten intensiveret yderligere. Ikke fordi mennesker skulle tvangsudvises til tortur og død – for det er blevet almindelig praksis i Danmark.

Konflikten blev intensiveret, fordi den blev tydelig. Der var ingen symbolværdi. Kun handling.

Den nat gjorde, at visse spørgsmål ikke længere kunne stå ubesvarede: Hvordan kan vi have en regering, der vælger politistyrke til at bryde ind i en kirke midt om natten for at anholde mennesker, der mere end noget andet har brug for beskyttelse?

Hvordan kan vi have en regering, der vil deportere mennesker til en fremtid, der med stor sandsynlighed ikke findes? Hvordan kan vi have et politi, der vælger at udføre et så beskidt og umenneskeligt arbejde?

Men den nat gjorde samtidig, at svar på disse spørgsmål blev overflødige. Argumenter for sådanne handlinger blev irrelevante, fordi handlingerne talte for sig selv. På den måde var natten den perfekte politiske manifestation.

Rydningen var en iscenesættelse. Kirkeasyl var forberedt på, at politiet kunne komme.

Vi havde holdt møder i ugevis og havde lagt en strategi i tilfælde af en rydning. Vi skulle iscenesætte begivenheden, så politiet tydeligt fremstod som brutale og illegitime, hvis de kom. Det ville bedst kunne gøres ved, at de fremstod aggressive, mens vi fremstod passive.

Hvis de stod op, og vi sad ned. Hvis de tæskede, og vi tog imod.

På den måde var vi meget nøjeregnende og havde sans for detaljen. En kynisme, der efter bedste overbevisning var brug for. Der måtte ikke være tvivl om, hvilken umenneskelig gerning politiovergrebet i kirken var. Derfor skulle konflikten skærpes til det maksimale.

Synlighedspolitik

Kirkeasyl skabte et alternativ til irakernes status som dobbelt usynlige.

For det første blev det synligt, at asylansøgere ikke har de samme rettigheder som andre. For det andet blev asylansøgerne politiske aktører med en stemme i offentligheden, der deltog i en politisk kamp for deres rettigheder og frihed.

Asylansøgerne gik fra at være nogle, der ikke blev talt om, til nogle, der talte selv.

Kirken skulle fungere som det ukrænkelige rum, hvor politiet ikke kunne komme, og derfor ville give en sikkerhed til dens beboere. Samtidig skulle kirken bidrage til den synlighed, som stort set er fraværende, når det kommer til asylansøgeres situation.

Tidligere havde de siddet og ventet i lejrene i årevis, hvor de færreste i Danmark var bekendte med deres eksi- stens eller situation. Nu var ‘irakerne i kirken’ på alles læber.

De mennesker, der flyttede ind i Brorsons Kirke, gjorde sig til et fælles politisk subjekt, som vi frivillige kunne blive en del af.

Alle vidste, at det var en usikker strategi at gøre sig synlig. Synlighed er ikke lig med sikkerhed. Kirkeasyls overordnede strategi var, at synligheden skulle generere en politisk opinion, der på én gang skulle lægge pres på den danske regering og samtidig skabe en åbning for at bevilge ophold til de udvisningstruede.

Synligheden indebar, at Kirkeasyl måtte forberede sig på, at politiet muligvis ville komme og hente dem, der boede i kirken. På en måde var der derfor, allerede før kirken blev beboet, udviklet et koncept for det konfliktscenarie, der ville opstå, hvis politiet satte ind med anholdelser eller udvisninger.

Det er ikke let at udarbejde en strategi for en situation, der er ubærlig. En strategi ville betyde, at vi skulle forestille os et scenarie, som vi ikke ville realisere. Vi skulle udvikle strategier, som vi ikke ville se udført. Men én ting stod klart fra begyndelsen: Hvis politiet skulle finde på at rydde Brorsons Kirke, ville det være en illegitim handling, og det måtte ingen være i tvivl om.

Vi måtte sikre os, at en eventuel politiaktion fremstod som det illegitime overgreb, det var.

Søgte vi konflikten? Ønskede vi at skabe en situation, hvor vores regerings racistiske asylpolitik ikke længere forsvandt i tågerne af bureaukrati, afsidesliggende lejre og manglende interesse fra offentligheden? Ja.

Vi ville synliggøre konflikten. Med Kirkeasyl ønskede vi at skære abstraktionerne væk og vise, at den danske regerings asylpolitik er umenneskelig.

Vi ville vise, at vi er mange, der hverken kan eller vil acceptere den. Vi ville vise, at der er tale om en politisk konflikt.

Vi ønskede dog ikke at bytte kirkens beboeres liv for at frembringe en politisk pointe.

At mennesker kan tvangsudvises er ikke vores fortjeneste. Danske politikere har gennem 15 år produceret den håbløse juridiske situation, og vælgerne har stemt for. Det var ikke os, der satte præmisserne for begivenhederne 13. august 2009. Politiet udførte villigt det brutale arbejde, som politikerne havde sat dem til.

Asylansøgerne kunne have skjult sig. Gået under jorden. At bebo kirkerummet var en politisk handling, som var udtryk for et aktivt oprør mod den usynlighed, som danske politikere med få undtagelser har formået at svøbe tvangsudvisninger ind i.

Som frivillige bakkede vi op om dette oprør. På den måde blev det også til vores oprør.

Politisk scenografi

Hvis politiet kom, skulle vores kammerater, der boede i kirken, vide, at vi var med hele vejen.

Mantraet blev: ‘Ingen er udvist, før de sidder i et fly til Irak’. Med det mente vi, at håbet skulle leve, og kampen for asyl skulle fortsættes også efter anholdelserne.

Derfor var det vigtigt, hvordan vi håndterede en rydning. Det var vigtigt, at vi ikke gik amok, selvom der aldrig have været mere grund til det.

Vi så på kort, gik ture i området og diskuterede muligheden for vejblokader. Vi skrev flyers, der angav retningslinjerne for vores opførsel ved en rydning, vi forberedte informationsmøder for naboer, der aldrig nåede at blive holdt.

Vi oprettede telefonkæder og uddelegerede roller. Infoguides i hvide Kirkeasyl T-shirts skulle delagtiggøre de fremmødte i planerne. Folk blev tilmed bedt om ikke at fremstå vrede eller være klædt i sort tøj »som de autonome«.

En eventuel rydning skulle skærpe konflikten til det maksimale. Politiet skulle fremstå som brutale og samvittighedsløse. Det var som at være politisk scenograf.

Tæsk og uretfærdighed

Strategien virkede. I en kynisk og strategisk forstand er det i hvert fald en gangbar konklusion: Frivillige i Kirkeasyl, naboer og andre tilkomne gjorde som vi havde aftalt.

Vores succeskriterium havde ikke været at forhindre en rydning.

Den mulighed havde vi på forhånd afskrevet, fordi vi ikke var herre over præmisserne. Vores mål kunne derfor kun være at besværliggøre politiets arbejde, så godt vi kunne, og synliggøre deres beskidte handlinger.

Vi havde længe vidst, at politiet ville vinde kampen, hvis de brugte vold. Politiet er bevæbnet med våben og udrustning og en kompromisløs vilje til at uddele tæsk.

Og det var det, der skete: Politiet anholdt vores venner og politiske kammerater med en magt, vi ikke kunne konkurrere med.

Alligevel udartede konflikten sig, som vi havde planlagt. Politiet agerede forudsigeligt.

Det blev indlysende, at de gjorde noget modbydeligt. Det blev indlysende, at asyllovgivningen medfører overgreb og ikke har noget med retfærdighed at gøre.

Det blev ikke blot den konkrete begivenhed i Brorsons Kirke, der fremstod uretfærdig.

Mange talte om ‘udanske tilstande’ og beklagede sig over, hvordan sådan noget kunne finde sted i Danmark.

Men tvangsudvisninger sker hver eneste uge i Danmark. Den eneste forskel på anholdelserne i kirken og det, der foregår i asylcentrene, er, at offentligheden var bekendt med overgrebene i kirken, fordi dens beboere havde modsat sig den usynlige tvangsudvisning, og fordi frivillige og naboer havde modsat sig politiets magtovergreb.

I timer under og efter begivenhederne var det langtfra den slags tanker, der greb os: Konflikten skulle følges op, pressen skulle informeres, og kampagnemaskinen skulle i gang.

Børn, kvinder og gamle, der var blevet efterladt på gaden i undertøj, skulle have en seng at sove i. Mange af os sov ikke den nat. Vi kunne ikke.

Denne nat var den afgørende begivenhed i Kirkeasyls organisation. Og den var samtidig en vigtig begivenhed i dansk asylpolitik.

Magt over afmagten

Det, der skete den nat ved Brorsons Kirke, var afgørende for Kirkeasyl, og afgørende for hvordan dansk asylpolitik vil blive husket.

Men i sig selv var begivenheden ikke særlig; i Sandholm, Avnstrup, Auderød og i andre lejre bliver asylansøgere igen og igen vækket midt om natten for at blive anholdt og siden tvangsudvist til total uvished – uden at nogen hører om det.

Men denne nat gjorde vi noget. På den måde blev anholdelserne og truslerne om forestående udvisninger genstand for diskussion.

Asylpolitikkens konsekvenser blev synlige. Det afgørende var ikke selve politiovergrebet, men det, der lå forud: Beboerne i kirken havde modsat sig at blive udvist til uvished usynligt og uden for offentlighedens diskussion og ansvar.

Vi opbyggede sammen et nyt fællesskab mod dansk asyllovgivning og racisme på tværs af privilegier.

At synliggøre politiske konflikter er en praksis, der kan virke. Synligheden gjorde, at en del af kirkens beboere senere fik genoptaget deres sag og fik bevilget ophold.

Synligheden gjorde det muligt at bryde igennem bureaukratiets tunge tåger og skabe alternativer. Vi opnåede at politisere det afpolitiserede og synliggøre de politiske konflikter i samfundet.

Politik er mange ting. Politik kommer sjældent fra Folketinget. Her opstod politik, da nogen sagde fra over for overgreb og argumenter som at ‘loven skal holdes, fordi den er lov’.

Politik er at opbygge strategier på tværs af privilegier og at føre strategierne ud i livet. Politik er modstand mod politiets overgreb. Politik er, når vi tager ansvar for vores samfund og formulerer alternativer. Politik er, når vi aldrig lader love gå forud for mennesker.

Derfor er der mange måder at agere politisk. Vi agerer politisk, når vi opbygger relationer og udvikler dem, så vores privilegieforskelle bliver mindre vigtige. Vi agerer politisk, når vi kæmper for ikke at blive adskilt fra kammerater, der ikke har det samme statsborgerskab som os.

Det er vigtigt at forholde sig til, for det er sikkert ikke sidste gang, vi må forberede os på håbløse situationer som den nat foran Brorsons Kirke.

Politisk strategi handler ikke om spin eller iscenesættelse. Men iscenesættelse er af og til virkningsfuldt for at synliggøre konflikter i et samfund, der gemmer sine konflikter væk.

Strategi gør os i stand til at handle sammen. Også på tværs af privilegier og statsborgerskaber. Strategi skaber tilliden og solidariteten, der gør, at vi kan være et politisk fællesskab.

Det måtte ikke gå stille for sig, da den danske regering valgte at sætte politiet ind for at knuse et politisk fællesskab, der ville noget andet end dem. Og det gjorde det heller ikke.

Takket være dem der sagde fra over for racisme og grænsedragning.

13. aug. 2011 - 11:32   03. sep. 2012 - 12:37

Indland