For livets håb – et sidste brev til barnebarnet

af Patrick Mac Manus

Jeg vil savne dig i de år, der nu kommer. Det er usikkert, om jeg vil kunne skrive til dig derfra, hvor jeg nu skal hen.

Du har været en engel i mit liv, smuk og klog og leende.

I verden som den er, er der megen uretfærdighed. Der er mange fattige, mange fortvivlede, mange, der fordrives fra deres hjem. Mange, der flygter og søger et bedre liv. De mødes ofte af foragt dér, hvor de når frem.
 

Jeg tror alligevel, at håbet holder stand også i den sidste stund. Det er også mit håb for dig, for dit kommende lange liv, min smukke, kloge og leende.

 

Det er også det, der får bedstefar til at blive kommunist for mange år siden. Far og mor i Dublin er vrede. Vi hører til en »god familie«, der klarer sit eget. En »god familie«, der ser ned på dem, hvis liv er svære.

Vi to har en irsk historie bag os. Vi kunne ikke selv vælge andet. En historie, hvor mennesker søger at leve igennem sult og hungersnød. En historie, hvor vi adlyder overmagten og mister så meget, også det smukke gæliske sprog. Gang på gang rejser vi os, og gang på gang bliver vi slået ned. Vi bliver behandlet med en foragt, som afrikanske og asiatiske befolkninger senere må lide under.

De allerfleste af os er børn af mennesker, der blev sat udenfor. Vi blev foragtet af dem, der havde magten til at sige hvem, der hørte til.

Det er meget enkelt og ofte meget svært. Vi er jo alle blandt de tilkomne, de tilrejsende, de udvandrende gennem verdens lange årtusinder. I urtiden forlader vi dalene i det sydlige kontinent og breder os langsomt ud, og forandrer os i sprog og krop. Nogle af os er sorte og andre brune, og andre kalder sig »hvide« med en lidt mærkelig alvor.

De færreste af os udspringer af herremændene, de fleste af os er slavernes og bøndernes børn. Mange har opnået en anerkendelse, som længe blev dem nægtet. Først efterhånden får bønder, landarbejdere og industriarbejdere del i et fælles liv. De bliver del af den nation, der bliver til. Ikke uden kamp mod fordomme og diskrimination. Her i landet bliver arbejdernes bevægelse anklaget for at være »udansk.« Sådan er det med mange ting også siden hen.
 

På trods af alle forskelle, hører mennesker sammen i forsøget på at skabe et bedre liv. At der er nogle, der kun søger et bedre liv for sig selv og deres nærmeste, kan ikke ændre dette.

 

På trods af alle forskelle, hører mennesker sammen i forsøget på at skabe et bedre liv. At der er nogle, der kun søger et bedre liv for sig selv og deres nærmeste, kan ikke ændre dette. Selviskhed er en vane, der til sidst vil ramme de selviske. Sådan er det i den menneskelige familie, som vi i sidste ende alle hører til.

Også i dag ser vi menneskers rejse fra kontinent til kontinent. Den er som altid drevet af ørkenens vækst, af sult og af håb.

Sådan er det i dag for mange. Ofte kan det være svært at bære. Men der er stadig små ting, vi kan gøre for at forsvare de fattige og fordrevne. Det lidt kan også hjælpe. Det hjælper også os selv, tror jeg – at vælge at stå på de svages side. Det er egentlig dér, vi alle hører til her på jorden.
 

Det hjælper også os selv, tror jeg – at vælge at stå på de svages side. Det er egentlig dér, vi alle hører til her på jorden.

 

Det, vi måske kan frygte mest, er en sidste krig mod jorden, hvor mennesker efterlader sig en forgiftet jord, hvor intet gror. Det er måske det mareridt, der endnu vil følge mig i livets sidste øjeblik. Og så tror jeg alligevel, at håbet holder stand også i den sidste stund.

Det er også mit håb for dig, for dit kommende lange liv, min smukke, kloge og leende.