»Hvad har de tænkt sig, jeg skal leve af?«

Hvis ikke Solveig Kirchert kommer i arbejde og skaffer 1924 timer inden august næste år, falder hun ud af dagpengesystemet og mister sine dagpenge.

Hun er en af de 20.000 arbejdsløse, som står til at miste sine dagpenge til næste år som konsekvens af regeringens og Dansk Folkepartis seneste dagpengestramninger.

LÆS ARTIKEL: "20.000 mister dagpenge om et år"

Med virkning fra 1. juli 2010 skar de dagpengeperioden ned fra fire til to år og fordoblede samtidig timekravet for at genoptjene retten til dagpenge.

– Jeg kan mærke, at jeg forsøger at skyde tanken fra mig. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der vil ske med vores økonomi, hvis jeg ryger ud af a-kassen, fortæller Solveig Kirchert.

Den 50 årige arbejdsløse kordegn har taget en pause fra malearbejdet i kolonihaven i Aarhus for at fortælle Arbejderen om sine tanker og overvejelser om fremtiden.

må leve af én indtægt

Hvis Solveig falder for de nye stramme dagpengeregler, skal familien leve af mandens indtægt.

Hun kan nemlig heller ikke få kontanthjælp, fordi hendes mand er i arbejde og dermed har forsørgerpligt overfor hende og deres 13-årige datter.

En optælling fra Solveigs a-kasse viser, at syv ud af 10 af de medlemmer der står til at miste dagpengene, deler samme skæbne.

– – Det er intet mindre end en menneskelig, og ja også samfundsmæssig, katastrofe, at så mange mennesker står til uforskyldt at miste deres forsørgelsesgrundlag, siger  Klaus Jensen, der er leder af a-kassen på 3F Sommervej, til Arbejderen.

Solveigs mand arbejder i et helt almindeligt HK-job, som ikke ligefrem kaster nogen guldgrube af sig.

Familien bor i lejlighed og transporterer sig rundt på cykler. Den eneste luksus, hvis man overhovedet kan snakke om det, er kolonihaven.

– Jeg troede, det var løgn, da jeg fandt ud af, at jeg ikke vil kunne få kontanthjælp, fordi jeg er gift. Jeg ved ikke, hvordan folk klarer sig for én indtægt. Vi snakker jo om familier. Hvad har politikerne tænkt, man skal leve af, spørger Solveig Kirchert.

Selv har hun ikke fantasi til at forestille sig, hvad hun skal gøre, og vælger at krydse fingre for, at der nok skal dukke noget arbejde op. Alternativet er hun ikke meget for at snakke om.

– Hvis jeg kommer tættere på at falde ud af dagpengesystemet, kan jeg blive tvunget til at sige ja til hvad som helst. Også arbejde, hvor jeg ikke får overenskomstmæssig løn. Jeg vil skrige og blive stiktosset, men der vil reelt ikke være andre alternativer, siger hun.

dyster fremtid

Solveig Kirchert erkender at fremtiden lige nu kan se dyster ud. Siden hun blev arbejdsløs for snart et år siden har hun blot haft cirka 50 arbejdstimer.

Der er ikke mange ledige job at vælge imellem, og indtil videre er der ingen af de ansøgninger hun har sendt, der har givet resultat. Der er heller ikke meget hjælp at hente i det kommunale jobcenter.

– Jeg søgte om at komme på et efteruddannelseskursus for kordegne. Her ville deltage kolleger fra hele landet, så jeg kunne udbygge mit netværk, som er én af de bedste måder at få arbejde på i den her branche. Men jeg fik afslag, fordi det kostede 5.500 kroner. Og jobsøgningskurser betyder jo ikke, at der kommer flere ledige stillinger.

Der findes ikke ret mange uddannede kordegne i Danmark, og Solveig Kirchert mener, at hendes chancer for at få arbejde i den branche er væsentlig større, end når hun søger andre kontorjob.

Hvor der til ledige stillinger som kordegn typisk er mellem 15 og 20 ansøgere, søger Solveig Kirchert andre kontorjob i skarp konkurrence med op til 400 andre arbejdsløse.

– Jeg kender rigtig mange, også veluddannede, som er i samme situation som mig og nogle endda meget længere fremme i dagpengesystemet. Så jeg håber virkelig, at vi får en ny regering, der vil rulle de her forringelser tilbage. De er jo lige til at få dårlige nerver over, lyder slutreplikken.

Solveig Kirchert griber igen malerpenslen. Hun kan for en stund fortabe sig i nuet og koncentrere sig om at forskønne kolonihaven i stedet for at bekymre sig om, hvad der i værste fald kommer til at ske om et år.