Tilmeld dig vores RSS feed
Slagteribranchen hører nemlig til blandt de værste, når det drejer sig om fysisk nedslidning på arbejdsmarkedet og en slagteriarbejder burde skifte job som 35-årig for at undgå nedslidning. | Foto: PN
- Annonce -

Nedslidning er stadig et problem

Meget nedslidende arbejde er flyttet ud af Danmark, men der findes stadig job, som det er svært at holde til hele livet. Arbejdsmediciner efterlyser mere fokus på problemet.

En slagteriarbejder burde skifte arbejde senest som 35-årig, hvis vedkommende skal undgå at få varige fysiske skader.

Slagteribranchen hører nemlig til blandt de værste, når det drejer sig om fysisk nedslidning på arbejdsmarkedet, mener Johan Hviid Andersen, professor i arbejdsmedicin.

– Når en slagteriarbejder kommer i den alder, skal der sættes en uddannelsesplan i værk med henblik på at komme helt væk fra branchen, siger han til Arbejderen.

Ud over slagteribranchen er det stadig fysisk belastende at svinge en murerske og en gulvmoppe.

Det danske arbejdsmarked har imidlertid gennemgået en enorm forandring især de sidste 20 år, for eksempel er meget af det nedslidende arbejde flyttet udenfor Danmarks grænser, påpeger Johan Hviid Andersen.

– Der er kommer nye hjælpemidler til, men der findes stadig job i Danmark, som folk kan have svært ved at holde til hele livet. Nedslidningen er ikke den samme i dag som tidligere, men det er klart, at eksempelvis håndværkere får nogle skavanker i arme, knæ eller skuldre, der betyder, at de ikke kan arbejde på samme måde mere. Man kan altså ikke byde en krop på 50 år det samme som en krop på 25 år. Alderen sætter nogle naturlige grænser for, hvad man kan holde til, fastslår arbejdsmedicineren.

Johan Hviid Andersen efterlyser at mange flere arbejdspladser indfører fleksible ordninger for de ansatte, enten i form af daglig nedsat arbejdstid, én eller flere ugentlige fridage eller fleksibelt arbejde.

Han hører til blandt dem, der er træt af debatten om afskaffelse af efterløn, fordi den ikke bliver sat i samspil med de vilkår, man tilbyder folk i deres arbejdsliv.

Det var netop tanken bag LO’s kampagne for efterlønnen. For flere måneder siden indrykkede LO store avisannoncer med teksten »Vil du kunne lægge 600 mursten om dagen, som 71-årig« med tydelig adresse til regeringens forslag om at hæve pensions- og efterlønsalderen. Teksten blev suppleret med et foto af et par hænder tydeligt mærket af mange års arbejde i murerfaget.

Allerede dengang skabte annoncen debat og det gør den stadig:

– Dette triste billede, som fagbevægelsen forsøger at tegne af arbejdsmarkedet, hvor man har trivielt, ensformigt og nedslidende arbejde igennem et helt liv, har ikke noget med sandheden at gøre, siger Jørn Neergaard Larsen, administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening (DA) til DR Nyheder.

DA-direktøren mener, LO’s kampagne falder fra hinanden og henviser til, at eksempelvis murere er meget mobile og mere end 50 procent i alderen 30-49 år skiftede til en anden branche fra 1996 til 2008.

Johan Hviid Andersen mener ikke, DA’s argument er en tilbagevisning af LO’s kampagne, der netop har som pointe, at der stadig findes hårdt og fysisk nedslidende arbejde i Danmark.

– Det er ganske enkelt en illusion og tro, at man kan holde til det samme hårde fysiske arbejde fra ung til gammel. Vi skal til og snakke mere om, hvordan arbejdet kan tilrettelægges under hensyntagen til at vi alle sammen bliver ældre, siger han.

Relaterede artikler